Billede af betonmur med pigtråd

Tear down this wall

Jerntæppet var et fysisk håndgribeligt skel.
Beton, jern, pigtråd og vagttårne skilte to verdener.
Det massive symbol på forskellen mellem øst og vest.
Mellem diktatur og frihed.
Mellem ufrihed og frihed.

En mur, der – som middelalderens fæstningsvolde – ville adskille to verdener og hindre mennesker i den form for kontakt og samkvem, der falder de fleste naturligt.

I oktober 1989 var jeg på forretningsrejse i DDR – til legetøjsmesse i Leipzig – hvor jeg hen på de senere timer af dagen som ved tidligere besøg talte med jævnaldrende tyskere, der for alt i verden ønskede en anden tilværelse. Og der var ikke grænser for deres forslag til, hvordan jeg skulle hjælpe med at få dem ud af deres fastlåste tilstand. De unge kvinders forslag og tilbud var tillige smigrende og fristende.
Om end jeg havde forståelse for deres trang til andet og mere end en tilværelse i den tyske demokratiske republik, så stod det ikke i min magt at ændre på deres situation. Hvor gerne jeg end ville.

Og havde jeg glemt det, var kontakten og samkvemmet med jævnaldrende østtyskere en påmindelse om, at der i mit eget land og i andre vesteuropæiske fandtes mennesker og politiske partier, der ikke blot sympatiserede med de socialistiske terrorregimer i Central- og Østeuropa samt Sovjetunionen, men aktivt arbejdede for at indføre et tilsvarende system i vores egne samfund. Og det var vel at mærke ikke bare marginale grupperinger.

Før og siden har det for mig været ganske uforståeligt, hvordan det var og er muligt at vende det blinde øje til, når mennesker er blevet undertrykt, isoleret, fængslet for at kræve eller udøve de samme rettigheder, som vi selv tog og stadig tager for givne.

Murens fald for 25 år siden og dermed afslutningen på den kolde krig er en sandhed med modifikationer.

Der skal mere end amerikanske præsidentord til: Tear down this wall!

Det skete ganske vist. De ydre mure faldt. Og det var godt.
Men det gjorde de indre mure ikke.
Og det skyldes, at de indre mure ikke er bygget af cement, jernstolper og pigtråd, men af et meget stærkere stof.
Nemlig opfattelser og holdninger der er mere standhaftige end murværk.

Det er åbenbart noget lettere at tilegne sig økonomisk frihed end politisk frihed og – for ikke at glemme den allervigtigste – eksistentiel frihed.

Har vi (i hvert fald de af os der er frihedsorienterede) levet i en illusion om en verden, der i virkeligheden ikke eksisterer?

Den politiske frihed og den eksistentielle frihed er og bliver afgørende faktorer, såfremt vi skal kunne bygge samfund uden mure og undertrykkelse.

Historien gentager sig ikke. Men historiens karrusel kører i ring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>