Tag-arkiv: mennesket

Billede af Nikolaj Frederik Severin Grundtvig

Folkelig identitet

Grundtvigs navn er nærmest blevet et udtryk for vores varige og umistelige værdier, ja, for alt det, som dybest set holder os i live som folk.
Sådan formulerede en højskolemand for nogle år siden Grundtvigs indflydelse – eller måske rettere den måde, hvorpå Grundtvigs ord og tanker ganske umærkeligt indgår i vores bevidsthed om dansk folkelig identitet.

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) har som få personer sat præg på dansk kultur- og samfundsliv.
Hans indflydelse kan umiddelbart registreres inden for dansk kirke og skole samt inden for et bredt spekter af folkelige bevægelser.
Den kirkelige retning – grundtvigianismen – gør sig også i dag gældende ved menighedsråds-, præste- og bispevalg. Dertil kommer, at fri- og valgmenighederne direkte og indirekte er en frugt af hans kamp for kirkelig frihed.

Inden for dansk skole er det især folkehøjskolebevægelsen og friskolerne, der trækker på Grundtvigs ord og tanker.
Det er på sin vis formaliseret folkeoplysning.
Efterskolerne tillige, der i disse år oplever en massiv tilstrømning og opbakning, er naturligvis også et grundtvigsk destillat.
Folkeoplysningen omfatter selvfølgelig også de mange foreninger og skoler, der er ud over hele landet, med FOF som bannerfører for den brede og almene folkeoplysende voksenundervisning.

Det skal dog tilføjes, at de frie skoleformer tillige har været og visse steder stadig er stærkt præget af Grundtvigs samtidige, Christen Kold.

I det 20. århundrede har folkeskolen endvidere indoptaget mange impulser fra Grundtvigs og Kolds tanker om en fri og engagerende undervisning.

I kultur- og samfundsdebatten har vidt forskellige aktører, fra enkeltpersoner til bevægelser, fundet noget hos Grundtvig, fx i hans sange eller i hans folkelige livs- og menneskesyn, de har følt sig beslægtet med.

Umiddelbart er Grundtvigs betydning let at få øje på. Og dog så forholder det sig anderledes mht. litteratur, kunst og politik.
I det omfang man i kunst og litteratur har ladet eller lader sig inspirere af folkelig kunst, af den ’jævne’ mands sprog, forestillingsverden og livsholdning, da er man, måske uden at vide det, i overensstemmelse med Grundtvig.
Og hvis man i det politiske arbejde ser det som en opgave at sørge for, at ’få har for meget og færre for lidt’, da er grundtviginspirationen klart udtalt, om end ikke altid klart bevidst.

Grundtvigs kulturelle betydning er vanskelig at sammenfatte i få ord. Hans indflydelse rækker langt ud over grænserne for den folkelige/kirkelige forening, der bærer hans navn.

Fx foretog Grundtvig i årene 1829-31 nogle rejser til England med det formål at studere håndskrifter fra den engelske middelalder.
Det mest varige udbytte af rejserne blev dog for Grundtvigs eget vedkommende, at han i England blev konfronteret med en anden livsform end den han kendte hjemmefra.

Englændernes realistiske og praktiske livssyn gjorde stort indtryk på ham sammen med deres sans for åndelig og verdslig frihed.
Livet som det leves her og nu, og frihed såvel i åndens som håndens verden blev fra da af Grundtvigs løsen.
Og det er og bliver afsættet for al folkeoplysning.

Billede fra filmen "En chance til" af Susanne Bier. En mand sidder sammenkrøbet og forslået i en bil med tårer i øjnene.

En chance til

Det kan være svært at finde balancen mellem at handle sig ud af sine problemer og overlade det, man ikke kan gøre noget ved, til Gud eller til skæbnen. Og det sidste kan sandelig også være svært for et moderne menneske, hvis man er det.

Ligesom det kan kræve mod at tage sig sammen og at falde sammen i erkendelse af, at man har brug for andre.

Disse menneskelige overvejelser gælder for den enkelte, for fællesskabet, for samfundet, for staten og for stater og lande imellem.

Derfor giver proportionsforvridning også ubalance på ethvert niveau eller plan. Og kender vi det ikke fra os selv, kan vi blot kigge os omkring. Alverdens medier bidrager også på hver deres måde.

Ved ethvert årsskifte høres endvidere om friske begyndelser og overfriske nytårsforsæt. Nogle mere alvorlige og eksistentielle end andre. Og man bliver i samme anledning mindet om, at man selv har ansvaret for sit eget liv.

Måske er det aldrig for tidligt eller for sent at begynde forfra. Altså så længe man trækker vejret.

Men selv om man fx kan presse sig selv til at holde op med at ryge, motionere mere og spise sundere, er man stadig ikke herre over sit eget liv i sidste ende.

Selvfølgelig har man et ansvar for at forvalte sine talenter (og det er som bekendt mere end at kunne lægge to og to sammen).

Men man ved aldrig, hvad der sker. Og man kan frem for alt ikke styre alt.

Denne indledning for at pege hen på filminstruktøren Susanne Bier, der udfordrer gudsbegrebet i sit nyeste drama ”En chance til”, hvor en mand sætter sig selv i Guds sted for at redde en, han elsker.

Altså en historie om en mand, der med alle midler vil styre sin egen og andres skæbner.

Spørgsmålet eller rettere de etiske dilemmaer i historien og i virkeligheden er naturligvis, om man kan det – styre sin egen og andres skæbner – uden at sætte sig i Guds sted. Og videre: hvor langt vil man egentlig gå – og i Susanne Biers historie: hvor langt vil man gå for en, man elsker?

Dramaets etiske dilemmaer udspiller sig med andre ord i et grænseland mellem det, der føles rigtigt, og det, der er formelt forkert.

Døm selv!

Between Friends

Traditionsformidling

I traditionsformidlingen inden for folkeoplysningen har det kulturelle fællesskab nær tilknytning til den nationale og politiske identitet.
Og det medfører, at et menneske først er menneske, når det kulturelt set er på højde med det samfund, han eller hun lever i.
Dannelse er en måde at ’fylde på’ i form af kultur.
Det vil fx sige sådan som vi kender det fra en kunstart som billedhuggerens, der modellerer og præger sit stof til det rette aftryk aftegner sig i det.
Dannelse eller rettere dannelsesprocessen er altså et virke, en indvirkning eller påvirkning, som efterlader et bestemt værk, nemlig det dannede eller kultiverede menneske.

Videre er det af betydning at fremhæve de sammenhænge af biologisk, psykisk og social art, som vi mennesker er indfældet i.
Mennesket er ikke til på forhånd.
Men mennesket bliver til noget efterhånden.
Som menneske er man netop ikke selvstændig, men må modelleres og formes. I traditionsformidlingen sættes mennesket med andre ord ikke i centrum.

Barnets voksende fortrolighed med kulturens forudsatte sammenhænge og fortællinger er betingelsen for et godt liv.
Identitet er nemlig ikke noget, man blot skal bevidstgøres om, sådan at man selvstændigt kan forme sin skæbne og være selvansvarlig.
Bevidstgørelsen er langt mindre afgørende end det indhold, hvori man skal hente sin egen identitet. Det er fastlagt, hvilket indhold man selv er forpligtet af. Det er nemlig de fortællinger, som vi fødes ind i, og som enhver kultur gennem opdragelse poder ind i mennesker.
Kort sagt udvikler mennesket intet andet end det tiden, klimaet, behovet, verden og skæbnen giver anledning til.

Fortællingens rolle er dog dobbelt.
Barnet navngives eller identificeres gennem familiens og slægtens historier. Men disse historier griber ind i mere omfattende historier. Nationens, kulturens og religionens.
Det er her, at der udtrykkes en række grunderfaringer, som kan knytte de enkelte historier sammen til et hele.
Sproget er netop vor moders mål.
Sproget er der før os.
Og at være dannet vil sige at være skolet i dette sprog og det verdenssyn, som er indeholdt i det nationale sprog.

Mennesket kan derfor ikke fungere uden et element.
Ligesom fiskens element er vandet, findes der et element, en omverden, som vi er afhængige af, for at vi kan føle os i vort rette element. Det er traditionen. Og den kommer os i møde i sproget.

Skulle jeg endelig pege på steder, hvor denne tanke har størst frigørende værdi, er det der, hvor det enkelte menneske ingen glæde har ved at være overladt til sig selv, der hvor alenehed ikke rummer selvudfoldelse, men i stedet bliver til ensomhed.

Ensomheden er ikke nogen behagelig oplevelse.
Vejen ud af denne kan netop være påvirkningen udefra, den igangsatte oplevelse af at være en del af fælles aktiviteter, at have opgaver, hvis udførelse har værdi for andre, og som er en del af en af fællesskabet skabt lykke og livsopfyldelse.

 

 

 

Billede af en familie, som består af børn, unge og ældre mennesker, og de kigger ned i et kamera

At være menneske

Naboen, genboen, du og jeg – vi er alle mennesker.
Hvad skulle vi ellers være?
Men hvad vil det egentlig sige at være menneske?
Det er vi nok uenige om. Ganske vist kan der siges en del om mennesket, som ingen bestrider. Men næppe nogen tror, at vi derved har sagt det vigtigste.
Uenigheden begynder der, hvor vi prøver at sige det væsentlige om mennesket.

Umiddelbart er der i tidernes løb blevet stillet en række spørgsmål.
For det første om der er en afgørende forskel mellem menneske og dyr, og hvori den består.
For det andet hvad forskellene mellem mennesker betyder. Er der noget, der forbinder os alle.
For det tredje hvad individet betyder. Og hvordan de bestemmelser, der er gyldige for hele menneskeslægten, forholder sig til den enkelte persons uforvekslelige bestemthed.
For det fjerde om der er sat et mål og en norm for mennesket. Og i hvilken forstand mennesket er frit.
Og for det femte om mennesket er et ’højere’ væsen, om mennesket har noget guddommeligt og/eller evigt i sig.

Disse spørgsmål er blevet besvaret på de mest forskellige måder, og det uden at nogen form for enighed er opnået.
Men at opgive disse spørgsmål eller at overlade dem til enhvers forgodtbefindende er ikke muligt.

Ingen kan undgå at give sit svar på, hvad mennesket er.
Også når vi går ud fra uomtvistelige forhold. Fx at mennesket er en biologisk organisme, at det har en oprejst gang, at det er i stand til at le, til at lege, til at tale, til at fantasere.
Ja, så lægger vi uundgåeligt en betoning, et eftertryk på disse udsagn, så de alligevel indebærer et svar på førnævnte spørgsmål.

Den, der kun ønsker at udhæve menneskets ubestridelige genetiske determinering, udtaler derved ikke kun biologiske sætninger, men udtrykker herudover også et biologisk-deterministisk syn på mennesket. Og det er naturligvis det alt afgørende!

Vore respektive syn på mennesket er ikke private meninger, men af den største offentlige betydning.
Vores opfattelse af mennesket er, som et led i hele vores indstilling og holdning, en drivkraft i vore handlinger, der præger vores sympatier og antipatier, vores følsomhed og påvirkelighed.
Men det er ikke alt!

Menneskesynet er tillige den instans, ud fra hvilken vi retfærdiggør vore handlinger.
Mennesket kan jo intet som helst gøre uden samtidigt at legitimere, at begrunde, at forsvare det. Derfor spiller forsøgene på at skjule og camouflere de mange ting, vi ikke kan være bekendt, så stor en rolle.
Bevidstheden om,at ens handlinger er berettigede er en afgørende betingelse for, at mennesket kan udføre handlinger, der strækker sig ud over umiddelbare behov og reaktioner.
Nu er det ikke mindst synet på mennesket, der forlener mennesker med en basis for at legitimere handlinger mod andre mennesker.
Alene af den grund er det ikke formålsløst at tænke over det gamle spørgsmål om hvad mennesket er.