Tag-arkiv: livet

Billede af Nikolaj Frederik Severin Grundtvig

Folkelig identitet

Grundtvigs navn er nærmest blevet et udtryk for vores varige og umistelige værdier, ja, for alt det, som dybest set holder os i live som folk.
Sådan formulerede en højskolemand for nogle år siden Grundtvigs indflydelse – eller måske rettere den måde, hvorpå Grundtvigs ord og tanker ganske umærkeligt indgår i vores bevidsthed om dansk folkelig identitet.

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) har som få personer sat præg på dansk kultur- og samfundsliv.
Hans indflydelse kan umiddelbart registreres inden for dansk kirke og skole samt inden for et bredt spekter af folkelige bevægelser.
Den kirkelige retning – grundtvigianismen – gør sig også i dag gældende ved menighedsråds-, præste- og bispevalg. Dertil kommer, at fri- og valgmenighederne direkte og indirekte er en frugt af hans kamp for kirkelig frihed.

Inden for dansk skole er det især folkehøjskolebevægelsen og friskolerne, der trækker på Grundtvigs ord og tanker.
Det er på sin vis formaliseret folkeoplysning.
Efterskolerne tillige, der i disse år oplever en massiv tilstrømning og opbakning, er naturligvis også et grundtvigsk destillat.
Folkeoplysningen omfatter selvfølgelig også de mange foreninger og skoler, der er ud over hele landet, med FOF som bannerfører for den brede og almene folkeoplysende voksenundervisning.

Det skal dog tilføjes, at de frie skoleformer tillige har været og visse steder stadig er stærkt præget af Grundtvigs samtidige, Christen Kold.

I det 20. århundrede har folkeskolen endvidere indoptaget mange impulser fra Grundtvigs og Kolds tanker om en fri og engagerende undervisning.

I kultur- og samfundsdebatten har vidt forskellige aktører, fra enkeltpersoner til bevægelser, fundet noget hos Grundtvig, fx i hans sange eller i hans folkelige livs- og menneskesyn, de har følt sig beslægtet med.

Umiddelbart er Grundtvigs betydning let at få øje på. Og dog så forholder det sig anderledes mht. litteratur, kunst og politik.
I det omfang man i kunst og litteratur har ladet eller lader sig inspirere af folkelig kunst, af den ’jævne’ mands sprog, forestillingsverden og livsholdning, da er man, måske uden at vide det, i overensstemmelse med Grundtvig.
Og hvis man i det politiske arbejde ser det som en opgave at sørge for, at ’få har for meget og færre for lidt’, da er grundtviginspirationen klart udtalt, om end ikke altid klart bevidst.

Grundtvigs kulturelle betydning er vanskelig at sammenfatte i få ord. Hans indflydelse rækker langt ud over grænserne for den folkelige/kirkelige forening, der bærer hans navn.

Fx foretog Grundtvig i årene 1829-31 nogle rejser til England med det formål at studere håndskrifter fra den engelske middelalder.
Det mest varige udbytte af rejserne blev dog for Grundtvigs eget vedkommende, at han i England blev konfronteret med en anden livsform end den han kendte hjemmefra.

Englændernes realistiske og praktiske livssyn gjorde stort indtryk på ham sammen med deres sans for åndelig og verdslig frihed.
Livet som det leves her og nu, og frihed såvel i åndens som håndens verden blev fra da af Grundtvigs løsen.
Og det er og bliver afsættet for al folkeoplysning.

Billede fra filmen "En chance til" af Susanne Bier. En mand sidder sammenkrøbet og forslået i en bil med tårer i øjnene.

En chance til

Det kan være svært at finde balancen mellem at handle sig ud af sine problemer og overlade det, man ikke kan gøre noget ved, til Gud eller til skæbnen. Og det sidste kan sandelig også være svært for et moderne menneske, hvis man er det.

Ligesom det kan kræve mod at tage sig sammen og at falde sammen i erkendelse af, at man har brug for andre.

Disse menneskelige overvejelser gælder for den enkelte, for fællesskabet, for samfundet, for staten og for stater og lande imellem.

Derfor giver proportionsforvridning også ubalance på ethvert niveau eller plan. Og kender vi det ikke fra os selv, kan vi blot kigge os omkring. Alverdens medier bidrager også på hver deres måde.

Ved ethvert årsskifte høres endvidere om friske begyndelser og overfriske nytårsforsæt. Nogle mere alvorlige og eksistentielle end andre. Og man bliver i samme anledning mindet om, at man selv har ansvaret for sit eget liv.

Måske er det aldrig for tidligt eller for sent at begynde forfra. Altså så længe man trækker vejret.

Men selv om man fx kan presse sig selv til at holde op med at ryge, motionere mere og spise sundere, er man stadig ikke herre over sit eget liv i sidste ende.

Selvfølgelig har man et ansvar for at forvalte sine talenter (og det er som bekendt mere end at kunne lægge to og to sammen).

Men man ved aldrig, hvad der sker. Og man kan frem for alt ikke styre alt.

Denne indledning for at pege hen på filminstruktøren Susanne Bier, der udfordrer gudsbegrebet i sit nyeste drama ”En chance til”, hvor en mand sætter sig selv i Guds sted for at redde en, han elsker.

Altså en historie om en mand, der med alle midler vil styre sin egen og andres skæbner.

Spørgsmålet eller rettere de etiske dilemmaer i historien og i virkeligheden er naturligvis, om man kan det – styre sin egen og andres skæbner – uden at sætte sig i Guds sted. Og videre: hvor langt vil man egentlig gå – og i Susanne Biers historie: hvor langt vil man gå for en, man elsker?

Dramaets etiske dilemmaer udspiller sig med andre ord i et grænseland mellem det, der føles rigtigt, og det, der er formelt forkert.

Døm selv!

Kvinde- og mandhånd, som sammen former et hjerte

Krydderi på tilværelsen

At sætte krydderi på tilværelsen kan betyde mange ting.

Vi taler ofte, når det hele skal være lidt mere spændende end ellers, om at ’sætte krydderi på tilværelsen’ – at tilføje det lille ekstra, der gør noget ordinært til noget helt specielt.

Det kunne fx være en særlig oplevelse. Og i den sammenhæng er der nærmest ingen grænser for hvilke muligheder, der byder sig til på oplevelseshylderne med events og kultur, med velvære og kulinariske raffinementer mv.
Det kunne fx også blot være et samvær med et andet menneske.

Men vi kan jo også vælge at tage det med krydderi på tilværelsen helt bogstaveligt – fx ved at opsøge nye, spændende smagsoplevelser.

Nationalkrydderurten over alle her til lands er persillen.
Stegt flæsk går ganske enkelt ikke uden følgeskab af persillesovs.
Det samme kan siges om den stegte rødspætte og utallige andre skønne retter.
Persillen har dog for længst fået følgeskab af talrige andre krydderurter såvel i haverne som på restauranternes menuer.

Men hvad har det nu med folkeoplysning at gøre?
Jo, det er min påstand, at folkeoplysningen bl.a. er med til at sætte krydderi på tilværelsen.

Ind imellem hører man ganske vist folk beklage sig over, at aftenskolerne ikke er særlige gode til at forklare, hvad det er, der sker på en aftenskole.
Disse underlige folkeoplysende foreninger og virksomheder, der udbyder alskens aktiviteter året rundt, og ikke kun i aftentimerne, så sandelig også i dagtimerne, og ikke kun i hverdagene, men sandelig også i weekenderne er altså samlet under denne lidt støvet betegnelse: aftenskole.

Derfor er det følgende spørgsmål ikke overraskende hvad der egentlig sker på en aftenskole?

Alle folkeoplysningsfolk må erkende, at der ofte føres et indforstået sprog.
Vi taler om ånd, folkelighed, fællesskab, begejstring, munterhed, nærvær, den levende vekselvirkning og meget andet af den slags – alt sammen ting, der måske klinger fælt og mistænkeligt i nogles ører.

Er det en offentlig opgave at støtte noget, hvor mennesker ligefrem har det sjovt sammen?

Mit umiddelbare svar er, at hvor lysten stivner, indfinder kedsomheden og ligegyldigheden sig, og den fører med statsgaranti ikke de store resultater med sig.
Kendsgerningen er vel kort og godt, at alle store kulturelle præstationer er udsprunget af det modsatte af kedsomhed: lyst, lidenskab, interesse og engagement – og disse elementer er tilværelsens sande krydderier.

Det er for mig at se (og jeg kan tage fejl) ikke forkert, endsige syndigt at opsøge glæden og munterheden i tilværelsen. Tværtimod.

Problemet er derimod, når vi fristes til at svigte glæden og vende ryggen til den i misforstået selvoptagethed.
Går vi glæden forbi, berøver vi os selv og hinanden livets kostbare skatte.

Kampen mod dødbideriet – det er folkeoplysningens anliggende – kampen mod det kedsommelige, det ligegyldige og det smagsløse.

grundvig

Der er noget ved livet, man ikke finder andre steder

”Mit kald er at udtrykke gæringen, så kraftigt levende og dog så kærligt som muligt”, sådan skrev Grundtvig i sin tid til vennen B. S. Ingemann, da han lige var vendt hjem fra England opfyldt af nyt mod og nye kræfter.

Men hvad er da gæringen? Jo, gæringen er den levende proces, der forvandler vand til vin, når det skal gå naturligt til.
Gæring er forfald og råd, men først og fremmest er det nyskabelse og spiring.
Gæring er en uforudsigelig, usynlig, men boblende og sanselig kamp på liv og død.
Og at udtrykke den er nærmest det modsatte af at skænke et glas god vin.

Det er i denne forbindelse således min påstand, at den grundtvigsk-inspirerede folkeoplysning stadig har noget at byde på, stadig har en betydningsfuld rolle at spille. Måske er den mere nødvendig end nogensinde. Og måske kan den ligefrem få en voksende betydning.

For uanset hvor avanceret en fremtid, vi går i møde, så vil vi aldrig nå dertil, at andet eller andre end os selv kan leve livet for os.

Hvert eneste menneske, der fødes, har fået skænket et liv, som er fuldt af muligheder og som er enestående i den forstand, at det kun kan leves af én selv.

Udgangspunktet for folkeoplysningen er altså, at der er noget ved livet, man ikke finder andre steder. Og fordi livet er betydningsfuldt er alt det, vi bruger livet til af betydning: hvad enten det drejer sig om opdragelse, uddannelse, samfundsliv, kulturliv, kirkeliv. Derfor er der nu som før grund til at drømme videre og til at blande sig i den folkelige debat af alt mellem himmel og jord.

Vi står med folkeoplysningen og dens mange aktiviteter, undervisning, foredrag, debatter og oplevelser med rod i fortiden og befinder os midt i nutidens rod: den moderne udvikling. Her skal vi forsøge at finde vores ben. Ikke bare for at følge trop. Men for at forsøge at vise vej ind i en fremtid, hvor livet leves til gavn og glæde for både den enkelte og fællesskabet. Det er opgaven – nu som før!

Måske er det lettere sagt end gjort.

Alligevel er der med folkeoplysningen noget i gære. Det forunderlige er nemlig, at når folkeoplysningen er bedst, i kaffepausen mellem to fransk-lektioner, på madrassen i yoga-lokalet, i det multietniske køkken, til foredraget og i debatten med Naser Khader om Syrien, – ja, så løfter virkeligheden sig så meget, at det faktisk er lettere gjort end det er sagt.

Det kræver blot øjne at se med og ører at høre med. Det sker ikke hvert eneste sekund, men det sker! Og det er et hverdagens undere. Der er noget i gære!