Tag-arkiv: foreningsliv

Billede af Nikolaj Frederik Severin Grundtvig

Folkelig identitet

Grundtvigs navn er nærmest blevet et udtryk for vores varige og umistelige værdier, ja, for alt det, som dybest set holder os i live som folk.
Sådan formulerede en højskolemand for nogle år siden Grundtvigs indflydelse – eller måske rettere den måde, hvorpå Grundtvigs ord og tanker ganske umærkeligt indgår i vores bevidsthed om dansk folkelig identitet.

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) har som få personer sat præg på dansk kultur- og samfundsliv.
Hans indflydelse kan umiddelbart registreres inden for dansk kirke og skole samt inden for et bredt spekter af folkelige bevægelser.
Den kirkelige retning – grundtvigianismen – gør sig også i dag gældende ved menighedsråds-, præste- og bispevalg. Dertil kommer, at fri- og valgmenighederne direkte og indirekte er en frugt af hans kamp for kirkelig frihed.

Inden for dansk skole er det især folkehøjskolebevægelsen og friskolerne, der trækker på Grundtvigs ord og tanker.
Det er på sin vis formaliseret folkeoplysning.
Efterskolerne tillige, der i disse år oplever en massiv tilstrømning og opbakning, er naturligvis også et grundtvigsk destillat.
Folkeoplysningen omfatter selvfølgelig også de mange foreninger og skoler, der er ud over hele landet, med FOF som bannerfører for den brede og almene folkeoplysende voksenundervisning.

Det skal dog tilføjes, at de frie skoleformer tillige har været og visse steder stadig er stærkt præget af Grundtvigs samtidige, Christen Kold.

I det 20. århundrede har folkeskolen endvidere indoptaget mange impulser fra Grundtvigs og Kolds tanker om en fri og engagerende undervisning.

I kultur- og samfundsdebatten har vidt forskellige aktører, fra enkeltpersoner til bevægelser, fundet noget hos Grundtvig, fx i hans sange eller i hans folkelige livs- og menneskesyn, de har følt sig beslægtet med.

Umiddelbart er Grundtvigs betydning let at få øje på. Og dog så forholder det sig anderledes mht. litteratur, kunst og politik.
I det omfang man i kunst og litteratur har ladet eller lader sig inspirere af folkelig kunst, af den ’jævne’ mands sprog, forestillingsverden og livsholdning, da er man, måske uden at vide det, i overensstemmelse med Grundtvig.
Og hvis man i det politiske arbejde ser det som en opgave at sørge for, at ’få har for meget og færre for lidt’, da er grundtviginspirationen klart udtalt, om end ikke altid klart bevidst.

Grundtvigs kulturelle betydning er vanskelig at sammenfatte i få ord. Hans indflydelse rækker langt ud over grænserne for den folkelige/kirkelige forening, der bærer hans navn.

Fx foretog Grundtvig i årene 1829-31 nogle rejser til England med det formål at studere håndskrifter fra den engelske middelalder.
Det mest varige udbytte af rejserne blev dog for Grundtvigs eget vedkommende, at han i England blev konfronteret med en anden livsform end den han kendte hjemmefra.

Englændernes realistiske og praktiske livssyn gjorde stort indtryk på ham sammen med deres sans for åndelig og verdslig frihed.
Livet som det leves her og nu, og frihed såvel i åndens som håndens verden blev fra da af Grundtvigs løsen.
Og det er og bliver afsættet for al folkeoplysning.

Et billede af mange hænder, der er langt oven i hinanden.

Demokratiets rugekasser

’Folkeoplysning i forandring’ var titlen på en konference i november afholdt af Videncenter for Folkeoplysning i samarbejde med Idrættens Analyseinstitut, der samtidig afholdt konferencen ’Idrættens største udfordringer’.

Denne dobbeltkonference handlede i stor udstrækning om sammenhænge, betydning og fællesskab set i lyset af den almindelige samfundsudvikling og det deraf afledte paradigmeskift.

Et væsentligt og fælles element i oplæg, debatter og efterfølgende samtaler på dobbeltkonferencen var (og er) den inddragende funktion inden for folkeoplysning og idræt.

Og dermed blev det indirekte understreget, at når vi sammenligner det danske demokrati med andre demokratier, har vi ikke noget at klage over.

For danskernes demokratiske viden er høj, og det er valgdeltagelsen også. Unges demokratiske viden er også høj. Men udfordringen er, at unge stemmer i mindre grad end andre. Og udfordringen er også, at unge i stigende grad fravælger at engagere sig i det repræsentative demokrati.

Når vi videre sammenligner det danske foreningslivs vilkår med foreningslivets vilkår i andre lande, har vi heller ikke noget at klage over. Såvel folkeoplysningen som idrætten står stærkt.

Foreningsdeltagelsen er nemlig høj, og foreninger er prioriteret af politikere, både nationalt og kommunalt. Udfordringen er dog, at godt nok er den almene politiske anerkendelse af foreningslivets bidrag til demokrati og sammenhængskraft høj, men foreningslivets særlige værdi i det daglige folkelige (og politiske) arbejde glemmes desværre ofte.

Der er med andre ord to sideløbende tendenser i folkestyre og i foreningsliv: Bevægelsen væk fra det repræsentative og brede og til det konkrete og enkeltsagsorienterede. Bevægelsen væk fra borger til bruger og væk fra medlem til bruger.

Nu er det ikke et problem, at mennesker engagerer sig eller er aktive. Det er grundlæggende godt. Men det er et problem for folkestyre og sammenhængskraft, hvis vi fravælger engagementet i det repræsentative demokrati til fordel for det enkeltsagsbaserede. Og det et problem for vort folkestyre, hvis vi hellere vil være forbrugere, end vi vil engagere os i foreningslivet.

Foreningsliv, som en sum af fællesskab, frivillighed og folkeoplysning, er forbundet med folkestyre. Derfor er foreningslivets styrke folkestyrets styrke, og folkestyrets styrke er foreningslivets styrke.

Folkestyret er i sin nuværende form helt afhængig af den opdragelse i demokrati og samfundsansvar, der skabes i foreningslivet.

Vi har stadig et stærkt foreningsliv og et stærkt demokrati. Det kan vi godt være stolte over.

Men vi skal i fællesskab med de udfordringer, der møder os, og i fællesskab foretage de forandringer, der er nødvendige, så vi sammen skaber mulighederne for, at et stærkt foreningsliv om folkeoplysning og idræt bliver ved med at være tilfældet.