Tag-arkiv: fællesskab

Et billede af mange hænder, der er langt oven i hinanden.

Demokratiets rugekasser

’Folkeoplysning i forandring’ var titlen på en konference i november afholdt af Videncenter for Folkeoplysning i samarbejde med Idrættens Analyseinstitut, der samtidig afholdt konferencen ’Idrættens største udfordringer’.

Denne dobbeltkonference handlede i stor udstrækning om sammenhænge, betydning og fællesskab set i lyset af den almindelige samfundsudvikling og det deraf afledte paradigmeskift.

Et væsentligt og fælles element i oplæg, debatter og efterfølgende samtaler på dobbeltkonferencen var (og er) den inddragende funktion inden for folkeoplysning og idræt.

Og dermed blev det indirekte understreget, at når vi sammenligner det danske demokrati med andre demokratier, har vi ikke noget at klage over.

For danskernes demokratiske viden er høj, og det er valgdeltagelsen også. Unges demokratiske viden er også høj. Men udfordringen er, at unge stemmer i mindre grad end andre. Og udfordringen er også, at unge i stigende grad fravælger at engagere sig i det repræsentative demokrati.

Når vi videre sammenligner det danske foreningslivs vilkår med foreningslivets vilkår i andre lande, har vi heller ikke noget at klage over. Såvel folkeoplysningen som idrætten står stærkt.

Foreningsdeltagelsen er nemlig høj, og foreninger er prioriteret af politikere, både nationalt og kommunalt. Udfordringen er dog, at godt nok er den almene politiske anerkendelse af foreningslivets bidrag til demokrati og sammenhængskraft høj, men foreningslivets særlige værdi i det daglige folkelige (og politiske) arbejde glemmes desværre ofte.

Der er med andre ord to sideløbende tendenser i folkestyre og i foreningsliv: Bevægelsen væk fra det repræsentative og brede og til det konkrete og enkeltsagsorienterede. Bevægelsen væk fra borger til bruger og væk fra medlem til bruger.

Nu er det ikke et problem, at mennesker engagerer sig eller er aktive. Det er grundlæggende godt. Men det er et problem for folkestyre og sammenhængskraft, hvis vi fravælger engagementet i det repræsentative demokrati til fordel for det enkeltsagsbaserede. Og det et problem for vort folkestyre, hvis vi hellere vil være forbrugere, end vi vil engagere os i foreningslivet.

Foreningsliv, som en sum af fællesskab, frivillighed og folkeoplysning, er forbundet med folkestyre. Derfor er foreningslivets styrke folkestyrets styrke, og folkestyrets styrke er foreningslivets styrke.

Folkestyret er i sin nuværende form helt afhængig af den opdragelse i demokrati og samfundsansvar, der skabes i foreningslivet.

Vi har stadig et stærkt foreningsliv og et stærkt demokrati. Det kan vi godt være stolte over.

Men vi skal i fællesskab med de udfordringer, der møder os, og i fællesskab foretage de forandringer, der er nødvendige, så vi sammen skaber mulighederne for, at et stærkt foreningsliv om folkeoplysning og idræt bliver ved med at være tilfældet.

Kvinde- og mandhånd, som sammen former et hjerte

Krydderi på tilværelsen

At sætte krydderi på tilværelsen kan betyde mange ting.

Vi taler ofte, når det hele skal være lidt mere spændende end ellers, om at ’sætte krydderi på tilværelsen’ – at tilføje det lille ekstra, der gør noget ordinært til noget helt specielt.

Det kunne fx være en særlig oplevelse. Og i den sammenhæng er der nærmest ingen grænser for hvilke muligheder, der byder sig til på oplevelseshylderne med events og kultur, med velvære og kulinariske raffinementer mv.
Det kunne fx også blot være et samvær med et andet menneske.

Men vi kan jo også vælge at tage det med krydderi på tilværelsen helt bogstaveligt – fx ved at opsøge nye, spændende smagsoplevelser.

Nationalkrydderurten over alle her til lands er persillen.
Stegt flæsk går ganske enkelt ikke uden følgeskab af persillesovs.
Det samme kan siges om den stegte rødspætte og utallige andre skønne retter.
Persillen har dog for længst fået følgeskab af talrige andre krydderurter såvel i haverne som på restauranternes menuer.

Men hvad har det nu med folkeoplysning at gøre?
Jo, det er min påstand, at folkeoplysningen bl.a. er med til at sætte krydderi på tilværelsen.

Ind imellem hører man ganske vist folk beklage sig over, at aftenskolerne ikke er særlige gode til at forklare, hvad det er, der sker på en aftenskole.
Disse underlige folkeoplysende foreninger og virksomheder, der udbyder alskens aktiviteter året rundt, og ikke kun i aftentimerne, så sandelig også i dagtimerne, og ikke kun i hverdagene, men sandelig også i weekenderne er altså samlet under denne lidt støvet betegnelse: aftenskole.

Derfor er det følgende spørgsmål ikke overraskende hvad der egentlig sker på en aftenskole?

Alle folkeoplysningsfolk må erkende, at der ofte føres et indforstået sprog.
Vi taler om ånd, folkelighed, fællesskab, begejstring, munterhed, nærvær, den levende vekselvirkning og meget andet af den slags – alt sammen ting, der måske klinger fælt og mistænkeligt i nogles ører.

Er det en offentlig opgave at støtte noget, hvor mennesker ligefrem har det sjovt sammen?

Mit umiddelbare svar er, at hvor lysten stivner, indfinder kedsomheden og ligegyldigheden sig, og den fører med statsgaranti ikke de store resultater med sig.
Kendsgerningen er vel kort og godt, at alle store kulturelle præstationer er udsprunget af det modsatte af kedsomhed: lyst, lidenskab, interesse og engagement – og disse elementer er tilværelsens sande krydderier.

Det er for mig at se (og jeg kan tage fejl) ikke forkert, endsige syndigt at opsøge glæden og munterheden i tilværelsen. Tværtimod.

Problemet er derimod, når vi fristes til at svigte glæden og vende ryggen til den i misforstået selvoptagethed.
Går vi glæden forbi, berøver vi os selv og hinanden livets kostbare skatte.

Kampen mod dødbideriet – det er folkeoplysningens anliggende – kampen mod det kedsommelige, det ligegyldige og det smagsløse.