Tag-arkiv: ensomhed

Between Friends

Traditionsformidling

I traditionsformidlingen inden for folkeoplysningen har det kulturelle fællesskab nær tilknytning til den nationale og politiske identitet.
Og det medfører, at et menneske først er menneske, når det kulturelt set er på højde med det samfund, han eller hun lever i.
Dannelse er en måde at ’fylde på’ i form af kultur.
Det vil fx sige sådan som vi kender det fra en kunstart som billedhuggerens, der modellerer og præger sit stof til det rette aftryk aftegner sig i det.
Dannelse eller rettere dannelsesprocessen er altså et virke, en indvirkning eller påvirkning, som efterlader et bestemt værk, nemlig det dannede eller kultiverede menneske.

Videre er det af betydning at fremhæve de sammenhænge af biologisk, psykisk og social art, som vi mennesker er indfældet i.
Mennesket er ikke til på forhånd.
Men mennesket bliver til noget efterhånden.
Som menneske er man netop ikke selvstændig, men må modelleres og formes. I traditionsformidlingen sættes mennesket med andre ord ikke i centrum.

Barnets voksende fortrolighed med kulturens forudsatte sammenhænge og fortællinger er betingelsen for et godt liv.
Identitet er nemlig ikke noget, man blot skal bevidstgøres om, sådan at man selvstændigt kan forme sin skæbne og være selvansvarlig.
Bevidstgørelsen er langt mindre afgørende end det indhold, hvori man skal hente sin egen identitet. Det er fastlagt, hvilket indhold man selv er forpligtet af. Det er nemlig de fortællinger, som vi fødes ind i, og som enhver kultur gennem opdragelse poder ind i mennesker.
Kort sagt udvikler mennesket intet andet end det tiden, klimaet, behovet, verden og skæbnen giver anledning til.

Fortællingens rolle er dog dobbelt.
Barnet navngives eller identificeres gennem familiens og slægtens historier. Men disse historier griber ind i mere omfattende historier. Nationens, kulturens og religionens.
Det er her, at der udtrykkes en række grunderfaringer, som kan knytte de enkelte historier sammen til et hele.
Sproget er netop vor moders mål.
Sproget er der før os.
Og at være dannet vil sige at være skolet i dette sprog og det verdenssyn, som er indeholdt i det nationale sprog.

Mennesket kan derfor ikke fungere uden et element.
Ligesom fiskens element er vandet, findes der et element, en omverden, som vi er afhængige af, for at vi kan føle os i vort rette element. Det er traditionen. Og den kommer os i møde i sproget.

Skulle jeg endelig pege på steder, hvor denne tanke har størst frigørende værdi, er det der, hvor det enkelte menneske ingen glæde har ved at være overladt til sig selv, der hvor alenehed ikke rummer selvudfoldelse, men i stedet bliver til ensomhed.

Ensomheden er ikke nogen behagelig oplevelse.
Vejen ud af denne kan netop være påvirkningen udefra, den igangsatte oplevelse af at være en del af fælles aktiviteter, at have opgaver, hvis udførelse har værdi for andre, og som er en del af en af fællesskabet skabt lykke og livsopfyldelse.

 

 

 

Billed af en ældre mænd, som slapper af i en stol

At opleve et andet menneskes opmærksomhed

Dannelse består ikke i kundskaber (selv om de ikke skader), ikke i store eksaminer, heller ikke i poleret optræden og ej heller i rigtige anskuelser eller i rigtige meninger.

Dette blev jeg inden for en uge mindet om ved deltagelse i to forskellige arrangementer, begge arrangeret af magistratsafdelingen for sundhed og omsorg i Aarhus.

Det første arrangement havde overskriften ”Mere menneske – mindre system” og det andet arrangement foregik under titlen ”Flere fællesskaber – mindre ensomhed”.

Begge arrangementer, hvor forskellige de end var i udførelse, var præget af nytænkning i forhold til hvordan vi i fællesskab griber mangt og meget an.

Gribes vi af trangen til at åbne os for tilværelsen i hele dens mangfoldighed?

Tager vi imod hvad tilværelsen vil give os?

Har vi opdaget at tilværelsen er større end det snævre rum af pligter og vedtægter?

Faktum fra begge arrangementer er, at mange ældre lever et godt socialt liv, men næsten hver fjerde oplever ofte eller af og til at føle sig ensom. For nogle er følelsen kortvarig og forbipasserende, mens den for andre er vedvarende og svær at ryste af eller komme ud af.

Ældre, der oplever ensomhed, kan miste initiativet og energien til at gøre noget ved deres situation.

Derfor er det vigtigt, at andre omkring den ældre er opmærksom på signalerne og ved, hvad de kan gøre for at forebygge eller mindske ensomheden. Ældre, der oplever ensomhed, kan eksempelvis have brug for et næstekærligt skub og opmuntring til at deltage i socialt samvær og knytte venskaber.

Således er der mange gode grunde til at være opmærksom på de signaler og livssituationer, som typisk indikerer at en person er i høj risiko for ensomhed.

Kort sagt består dannelse i den udviklede evne til at være opmærksom.

Og det er ikke altid så meget, der skal til, for at gøre en stor forskel.

For det at opleve et andet menneskes opmærksomhed, det er, når det kommer til stykket, hvad alle tørster efter mere end efter noget andet.