Tag-arkiv: DR

Billede af et stort orkester med mange musikere, som ledes af en dirigent

Kamp om et orkester

Et ’kulturkonservativt’ flertal uden om regeringen vil skrive underholdningsorkestret ind i den kommende public service-kontrakt, der skal forhandles på plads med DR for de næste fire år.

DR’s ledelse besluttede ellers i september, at underholdningsorkestret skal ophøre og dets 42 medlemmer afskediges med udgangen af 2014. Denne nærmest taktiske beslutning skete som led i en samlet spareplan, som er blevet pålagt DR af et flertal i Folketinget.

At et alternativt politisk flertal vil blokere for lukningen af underholdningsorkesteret er glædeligt. Samtidig er det en politisk historie om økonomiske besparelser og et armslængdeprincip. Og ikke mindst om et orkester, der er højt elsket og værdsat.

Men hvorfor har DR truffet beslutning om at nedlægge netop underholdningsorkestret? Er det for at demonstrere over for politikerne, hvor smerteligt det samlede sparekrav er?

Nu er lukningen af orkestret nok ikke kun tænkt som et signal til politikerne. Selv om det er en beslutning, som har vakt et sjældent ramaskrig. Så godt som hele musikbranchen – på tværs af alle genrer – har udtalt sig til fordel for orkestret. Ligesom 40.000 borgere har skrevet under på en protest.

Om det er denne folkeopinion, der har medvirket til en drejning, hvor et politisk flertal uden om regeringen vil presse kulturministeren til at skrive underholdningsorkesteret ind i den kommende public service-kontrakt med DR for derved at blokere for lukningen, skal være usagt.

Hvis ministeren afviser dette, kan det ’kulturkonservative’ flertal trumfe det igennem ved at sende et beslutningsforslag herom til afstemning i folketingssalen. Mon det kommer så vidt.

Hvordan pengene skal findes, hvis underholdningsorkesteret ikke skal lukkes, er der ikke så stor politisk enighed om, som at selve lukningen er forkert. Men det er også opgaven for ledelsen i DR.

Men som flere har peget på, er lukningen ikke en beslutning, der udløser mange penge til DR her og nu. Måske kunne det også være en mulighed at DR enten slankede organisationen eller effektiviserede på flere områder. Eller begge dele – idet DR godt kan begynde at forberede sig på en ny monopol-situation. Fremadrettet er der kun plads til én lokal tv-og radiostation. Public service-kontrakten skal med andre ord strammes op. Det er en politisk og en folkelig oplysnings opgave.

Men hvis DR i første omgang lukkede orkestret med blødende hjerte. Hvis så godt som alle begræder beslutningen. Og hvis den reelle økonomiske gevinst ligger langt ude i fremtiden, er det fortsat et åbent spørgsmål, hvorfor DR så traf beslutningen i første omgang om at fjerne det højt elskede og værdsatte underholdningsorkester.