Tag-arkiv: Dannelse

Billede af forelæsningssal med unge studerende

Kampen mod drengevidenskabelighed

Vores evne til at bruge akademikeres viden til fælles selvrefleksion er truet.

For hvis det eneste, der i dag tæller, er publicering af resultater i det ’rette’ forum, så bliver den enkelte akademiker kort sagt reduceret til en ekspert på et meget begrænset område frem for en engageret deltager i den brede folkelige samfundsdebat.

I folkeoplysningens navn afholdes der årligt tusindvis af foredrag med akademiske foredragsholdere, er disse folkelige foredrag ikke en gyldig del af arbejdet som akademiker?

Problemet er i dag, at man ikke måler på publikumsefterspørgslen.

Man bruger i stedet for den akademiske pointskala, og der tæller et folkeoplysende foredrag ikke.

Pointskalaen gør også, at flere akademikeres ambitiøse værker skrumper gevaldigt ind.

Frem for at skrive et større gennemarbejdet værk er det en pointmæssig fordel, der tillige giver snæver akademisk anerkendelse, at opdele sit arbejde i mindre artikler og publicere dem i snævre videnskabelige tidsskrifter.

Nu skal der ikke herske nogen tvivl om, at det kan have værdi for forskningen, at forskere deler deres viden med andre forskere ude i verden. Og det skal man endelig blive ved med.

Men de seneste års udvikling er uheldig. For den har bevirket, at fokus er flyttet fra den brede folkelige formidling til fordel for om man kan få publiceret et enkelt resultat i et videnskabeligt tidsskrift.

Den folkelige formidling konkurrerer med andre ord med forskningen og undervisningen. Og da formidlingen ikke er normeret, ikke giver et eneste point, så er det her den enkelte akademiker begrænser sig. Om end hun havde lyst til at bidrage mere bredt.

Det store spørgsmål er om de kommende generationer har et markant anderledes forhold til formidling – ganske enkelt ikke prioritere den afgørende og helt nødvendige folkeoplysning. Eller er det et tvetydigt politisk pålæg, at den folkelige formidling er ligegyldig i det samlede billede.

Tidens ensidige fokus på det, der internationalt kan måles og vejes, er ikke simpelthen nok i en folkelig sammenhæng.

Det er altså en fremadrettet politisk opgave at sikre, at der kontinuerligt foregår en samtale mellem forskere og det omgivende samfund.

Og i denne sammenhæng handler det især om, hvordan politikerne og offentligheden bliver bekendt med og får indflydelse på forskningsdiscipliner, som kan være etisk problematiske.

Videre har vi alle vel en legitim ret til at få at vide, hvordan forskningsmidlerne bliver anvendt.

Fra folkeoplysningens side skal den akademiske verden selvfølgelig (også) beskæftige sig med den formidling, som bidrager til sammenhængskraft og dannelse bredt i vort samfund.

Derfor bliver vi nødt til at blive bedre til at tælle mere med. Og til at forstå, at det ikke er alt det, der tæller, der kan tælles.

Et billede af et skilt med landenavne: England, Frankrig, Tyskland, Irland, Rusland, Holland

Min moders stemme

Flere og flere er bevidste om sprogets rolle og dermed helt konkret at undervisning i sprog er et springbræt i en stadig mere international verden. Skal sproget læres fra bunden, eller skal det blot pudses af, så har folkeoplysningen helt sikkert et sprogkursus, der passer til den enkelte: http://www.fof.dk/aarhus/Kursusoversigt/sprog-og-kommunikation

Nu er sprog- og kulturforståelse ikke blot fornuftig i en karrieremæssig sammenhæng. Dannelsesmæssigt er sprog- og kulturforståelse af afgørende betydning for vekselvirkningen mellem individ og samfund.

Sprog er noget, vi kort sagt tilegner os gennem påvirkning udefra.
Ingen kan lære at samtale på et sprog, hvis de ikke enten er vokset op blandt mennesker, der taler sproget, eller tilegner sig det gennem undervisning senere i livet.

Som tillægsgevinst får vi med sproget – hvilket det så end er – samtidig en fortrolighed med en hel kultur – en kulturforståelse, hvormed vi er og bevæger os i en forståelsesramme.

Men sproget er også som en vigtig del af vores socialisering ikke blot en måde at blive indfanget i en verden på.
Indsigten i de historiske sammenhænge, som de er fastlagt i fortællingen, frigør os netop fra den rene indfældethed i denne historie.
Med sproget sættes vi i stand til at gøre op med, hvad der er overleveret os.
Socialisering betyder, at der sker en udvikling af en række færdigheder, som opøves i en stadig bevidstgørelse.

Denne dannelse går for sig på flere felter, som alle er båret af sproget, og som viser bredden i den påvirkning, som fællesskabet har på det enkelte menneske. Samtidig med at dannelsen på sin vis, når den virkelig er en del af den enkelte, er som et ’hemmeligt’ sprog.

Nuvel! For det første bruger vi sproget, når vi skal tilegne os ny viden om den ydre verden forstået som vore naturmæssige omgivelser.

For det andet er sproget mindst lige så velegnet, når vi appellerer til andre om at stå os bi i et eller andet foretagende. Vi bruger sproget, når vi forsøger at tale os til rette med andre om noget normativt.

Og endelig for det tredje bruger vi sproget, når vi ønsker at vide nærmere, hvad der rører sig i andre, og når vi selv vil give udtryk for, hvad vi tror, føler og mener.
Vore indre tilskyndelser gør vi også tilgængelige for andre og dermed også for os selv, når vi giver udtryk for dem.

Billede af glade forældre som løber rundt på en grøn mark sammen med deres børn

Selvstændighed og dannelse

Dannelsens opgave er for mig at se at sikre et rigt og mangefacetteret værdigrundlag for den enkeltes livsudfoldelse. Og det er i al beskedenhed det vi inden for folkeoplysningen forsøger at bibringe flest mulige mennesker som være- og lærested om indsigt, vidsyn og livskvalitet.

I det perspektiv ser jeg umiddelbart traditionsformidling som et dannelsesideal. Men selvstændighed er også et ideal, der trænger sig på, når spørgsmålet om dannelse er på dagsordenen.

Selvstændighed i tanke og handling er afgjort et ideal. Og det er tænkt ud fra et overordnet mål om menneskers frigørelse.
Det, der står i vejen for selvstændigheden, vil opleves som hindringer, der kræver enten ens egen bevidste indsats for at blive ryddet af vejen eller behov for hjælp udefra som en frigørelse fra en snærende rolle eller situation.
En rolle kan være blevet tildelt én, uden at man kan bruge den som ramme for ens egen selvstændige livsudfoldelse.
Eller der kan være tale om en situation, der holder én fast og lukker af for udviklingsmuligheder.

Frigørelsen er ubetinget positiv i de tilfælde, hvor man oplever hindringer i sine omgivelser eller i én selv. Og det betyder bl.a. også, at forudsætningen for at kunne udvikle ens evner er, at man får mulighed for at trække sig fra fællesskabet og være alene.
I yderste konsekvens betyder det, at hindringer for selvvirksomhed bliver ryddet af vejen.

Videre betyder dette i forhold til barnet, at vi skal kunne lade børn være.
En harmonisk udvikling af det selvstændige individ kræver, at vi som voksne holder igen, hvis lysten til at styre barnet i bestemte retninger dukker op hos os som forældre, pædagoger, lærere eller politikere.
Barnet skal altså gennem sit eget arbejde tilegne sig de færdigheder og kundskaber, det har brug for.

Ræsonnementet er at bevare og styrke den evne, som børn er født med, nemlig evnen til at lære gennem leg, så barnet kan lære at forstå sig selv og omverdenen.
For barnet er ikke kun selvstændigt, men også et enestående væsen, der med sit væsen viser, hvor grænserne for andres påvirkning af det går.
Man må derfor respektere den enkeltes væsen, hvis man ikke vil forpurre den dannelsesproces, der sker i enkelte selv.

Med selvstændighed som et centralt dannelsesideal fremstår selvberoenhed og selvbesindelse som dyder, som holdninger, der i sig selv rummer en værdi, og som udgør nødvendige træk ved et godt liv.
En livsanskuelse som denne lægger entydigt vægten på individets ansvar for sig selv og dets evne til at finde sig selv.

Min afsluttende påstand er dog, at spørgsmålet om personlig identitet ikke kan stilles uafhængigt af spørgsmålet om fælles identitet.
Det kræver således en videre overvejelse om muligheden for en forening af to forskellige dannelsesidealer.

Between Friends

Traditionsformidling

I traditionsformidlingen inden for folkeoplysningen har det kulturelle fællesskab nær tilknytning til den nationale og politiske identitet.
Og det medfører, at et menneske først er menneske, når det kulturelt set er på højde med det samfund, han eller hun lever i.
Dannelse er en måde at ’fylde på’ i form af kultur.
Det vil fx sige sådan som vi kender det fra en kunstart som billedhuggerens, der modellerer og præger sit stof til det rette aftryk aftegner sig i det.
Dannelse eller rettere dannelsesprocessen er altså et virke, en indvirkning eller påvirkning, som efterlader et bestemt værk, nemlig det dannede eller kultiverede menneske.

Videre er det af betydning at fremhæve de sammenhænge af biologisk, psykisk og social art, som vi mennesker er indfældet i.
Mennesket er ikke til på forhånd.
Men mennesket bliver til noget efterhånden.
Som menneske er man netop ikke selvstændig, men må modelleres og formes. I traditionsformidlingen sættes mennesket med andre ord ikke i centrum.

Barnets voksende fortrolighed med kulturens forudsatte sammenhænge og fortællinger er betingelsen for et godt liv.
Identitet er nemlig ikke noget, man blot skal bevidstgøres om, sådan at man selvstændigt kan forme sin skæbne og være selvansvarlig.
Bevidstgørelsen er langt mindre afgørende end det indhold, hvori man skal hente sin egen identitet. Det er fastlagt, hvilket indhold man selv er forpligtet af. Det er nemlig de fortællinger, som vi fødes ind i, og som enhver kultur gennem opdragelse poder ind i mennesker.
Kort sagt udvikler mennesket intet andet end det tiden, klimaet, behovet, verden og skæbnen giver anledning til.

Fortællingens rolle er dog dobbelt.
Barnet navngives eller identificeres gennem familiens og slægtens historier. Men disse historier griber ind i mere omfattende historier. Nationens, kulturens og religionens.
Det er her, at der udtrykkes en række grunderfaringer, som kan knytte de enkelte historier sammen til et hele.
Sproget er netop vor moders mål.
Sproget er der før os.
Og at være dannet vil sige at være skolet i dette sprog og det verdenssyn, som er indeholdt i det nationale sprog.

Mennesket kan derfor ikke fungere uden et element.
Ligesom fiskens element er vandet, findes der et element, en omverden, som vi er afhængige af, for at vi kan føle os i vort rette element. Det er traditionen. Og den kommer os i møde i sproget.

Skulle jeg endelig pege på steder, hvor denne tanke har størst frigørende værdi, er det der, hvor det enkelte menneske ingen glæde har ved at være overladt til sig selv, der hvor alenehed ikke rummer selvudfoldelse, men i stedet bliver til ensomhed.

Ensomheden er ikke nogen behagelig oplevelse.
Vejen ud af denne kan netop være påvirkningen udefra, den igangsatte oplevelse af at være en del af fælles aktiviteter, at have opgaver, hvis udførelse har værdi for andre, og som er en del af en af fællesskabet skabt lykke og livsopfyldelse.

 

 

 

Billed af en ældre mænd, som slapper af i en stol

At opleve et andet menneskes opmærksomhed

Dannelse består ikke i kundskaber (selv om de ikke skader), ikke i store eksaminer, heller ikke i poleret optræden og ej heller i rigtige anskuelser eller i rigtige meninger.

Dette blev jeg inden for en uge mindet om ved deltagelse i to forskellige arrangementer, begge arrangeret af magistratsafdelingen for sundhed og omsorg i Aarhus.

Det første arrangement havde overskriften ”Mere menneske – mindre system” og det andet arrangement foregik under titlen ”Flere fællesskaber – mindre ensomhed”.

Begge arrangementer, hvor forskellige de end var i udførelse, var præget af nytænkning i forhold til hvordan vi i fællesskab griber mangt og meget an.

Gribes vi af trangen til at åbne os for tilværelsen i hele dens mangfoldighed?

Tager vi imod hvad tilværelsen vil give os?

Har vi opdaget at tilværelsen er større end det snævre rum af pligter og vedtægter?

Faktum fra begge arrangementer er, at mange ældre lever et godt socialt liv, men næsten hver fjerde oplever ofte eller af og til at føle sig ensom. For nogle er følelsen kortvarig og forbipasserende, mens den for andre er vedvarende og svær at ryste af eller komme ud af.

Ældre, der oplever ensomhed, kan miste initiativet og energien til at gøre noget ved deres situation.

Derfor er det vigtigt, at andre omkring den ældre er opmærksom på signalerne og ved, hvad de kan gøre for at forebygge eller mindske ensomheden. Ældre, der oplever ensomhed, kan eksempelvis have brug for et næstekærligt skub og opmuntring til at deltage i socialt samvær og knytte venskaber.

Således er der mange gode grunde til at være opmærksom på de signaler og livssituationer, som typisk indikerer at en person er i høj risiko for ensomhed.

Kort sagt består dannelse i den udviklede evne til at være opmærksom.

Og det er ikke altid så meget, der skal til, for at gøre en stor forskel.

For det at opleve et andet menneskes opmærksomhed, det er, når det kommer til stykket, hvad alle tørster efter mere end efter noget andet.