Tag-arkiv: boganmeldelse

Billede af den danske filminstruktør Per Bornedal

Grundstenen til det moderne Danmark

Historie skal opleves. Ses – høres – føles.
Netop på den måde kan vi nærme os fortiden i forventning.
Historie skal fortælles, så vi kommer tættere på de mennesker, der banede vejen frem mod nu. Kort sagt lagde byggeklodserne.

Et af de mest dramatiske årstal i Danmarkshistorien er 1864.
Det år hvor mange ved dets afslutning spekulerede på, om Danmark som nation faktisk var ved at gå under.
Ville vi måske ende som tysk provins?
Var det et definitivt farvel til selvstændigheden?

Forfatteren og historielæreren Erik Ingemann Sørensen har i relation hertil i 2013 skrevet ”1864 – en guide i krigens fodspor”.
Noget så originalt som en turguide til et stykke afgørende dansk historie, hvormed den bliver vakt til live.

Denne bog er ganske enkelt en folkeoplysende håndsrækning og dermed en god måde at skabe et spændende møde med Danmarkshistorien på, så det bliver muligt at opleve nogle af de steder – nord og syd for den nuværende grænse – hvor de blodige opgør fandt sted.
Hvor landmandssønnen fra Mols og bankassistenten fra Odense i vildskab – med gevær, bajonet og de bare næver – sloges for livet med bagersvenden fra Berlin og skolelæreren fra Wien.
Alle indkaldt til en hær, som udelukkende havde til opgave at gennemføre politikernes beslutninger på slagmarken – beslutninger, som var truffet i ro og mag langt fra krigens barske realiteter.

Tilbage sad de pårørende med et eneste brændende håb: at sønnen, faderen, ægtefællen kom hjem igen. I god behold. Den oplevelse blev ikke alle til del.

I 1864 blev grundstenen til det moderne Danmark lagt. I blod.
Det er denne historie, vi inviteres med på i Erik Ingemann Sørensens guidebog.
For at opleve, se, føle og høre historien.
Dér hvor den fandt sted.
Dér hvor det skete.
Hvor det den dag i dag genlyder af ekko fra fortiden.
Bare vi lytter. Og ser.