Tag-arkiv: at være menneske

Et billede af en pige på en mark med hænderne i vejret - frihed

Frihed i relationer

Fuglen, som sidder i bur, er ikke fri.
Men lukker man buret op, så er den fri til at flyve ud.
Der er andre ting, den ikke er fri for: fx at søge føde, at parre sig, at nette sig osv.
Men når lågen til buret lukkes op, så er den fri i en ganske bestemt henseende, nemlig fri for at sidde i bur.
Den er ikke fri slet og ret, men netop fri for en ganske bestemt bundethed: at sidde indelukket i et bur.

Med et menneske, der er i fængsel, er det ligeså. I det øjeblik mennesket slippes ud, er det altså fri for at sidde indespærret.
Et menneske der er sygt, kan ved naturens eller lægens hjælp måske blive befriet for sin sygdom.
Et stavnsbundet menneske (hvilket stadig findes) er nødt til at bo på et bestemt egn, og når man ophæver stavnbåndet, kan det menneske altså flytte andre steder hen og bo.
Et menneske, der er tynget af sin fattigdom, kan blive fri for denne ved at erhverve sig penge og på den ene eller den anden måde forbedre sine levevilkår.
Et menneske, der er undertrykt politisk og ikke kan ytre sig frit, kan genvinde denne frihed gennem en omvæltning i samfundet, som fjerner snærende bånd.

Menneskets frihed eller frigørelse består ligesom fuglens i at blive fri for et eller andet konkret.
Det er altså ikke frihed som sådan, der er tale om. Friheden forudsætter nemlig overalt en bestemt bundethed, som ophører.

Hvis bundetheden af fængsel, sygdom, stavnsbånd, fattigdom, undertrykkelse ikke havde været til stede, så havde der ikke været noget at blive fri for eller fri fra.
Ligesom begrebet fritid ikke giver mening, hvis der ikke er noget modsat.

Vi kan med andre ord ikke sige, at et menneske er frit uden at tilføje i forhold til hvad.
Frihed vil sige frigørelse fra et eller andet.

Når man videre siger, at man har frit valg, så kunne det måske opfattes som om, man er i stand til at vælge frit.
Det er dog spørgsmålet om det er det, der ligger i udtrykket.

Når jeg går i det lokale supermarked, har jeg frit valg mellem de fremlagte varer.
Jeg har for den sags skyld frihed til at lægge hvad som helst ned i min indkøbskurv.
Fryseposer, frikadellefars, fennikel eller ferskner.
Min kone vil dog undre sig, hvis ikke jeg købte ind efter den seddel, som jeg har med, og som afspejler, hvad vi har brug for.
Jeg er med andre ord ikke fri til at købe ind, selv om der frit valg på alle hylder.

I et demokrati som det danske har vi frihed til at stemme på forskellige partier fra højre til venstre eller lidt til en side.

Stemmeafgivningen er dog ikke ganske fri, men i høj grad bundet af socialt eller arbejdsmæssigt tilhørsforhold, politisk propaganda osv.
De fleste sætter trods alt ikke deres kryds i blinde, men har deres grunde for placeringen.
Det politiske system i Danmark giver ganske vist valgfrihed, men derfor er min stemmeafgivning ikke fri, men tværtimod bundet af og forklarlig ved en række forskellige grunde, hvoraf nogle er mig nogenlunde bevidst, mens andre formentligt ligger hen i det dunkle.

Når man derfor bruger et begreb som frit valg, er det ikke en totalbestemmelse, men derimod en beskrivelse af valgmulighederne i en bestemt sammenhæng.

Altså er jeg fri i én sammenhæng, men ikke i en anden.
Frit valg og valgfrihed er derfor ligesom frihed relationsbegreber og ikke almenbestemmelser. Og således er det i relationerne mennesker imellem, at kampen om og for friheden står.

Billede af glade forældre som løber rundt på en grøn mark sammen med deres børn

Selvstændighed og dannelse

Dannelsens opgave er for mig at se at sikre et rigt og mangefacetteret værdigrundlag for den enkeltes livsudfoldelse. Og det er i al beskedenhed det vi inden for folkeoplysningen forsøger at bibringe flest mulige mennesker som være- og lærested om indsigt, vidsyn og livskvalitet.

I det perspektiv ser jeg umiddelbart traditionsformidling som et dannelsesideal. Men selvstændighed er også et ideal, der trænger sig på, når spørgsmålet om dannelse er på dagsordenen.

Selvstændighed i tanke og handling er afgjort et ideal. Og det er tænkt ud fra et overordnet mål om menneskers frigørelse.
Det, der står i vejen for selvstændigheden, vil opleves som hindringer, der kræver enten ens egen bevidste indsats for at blive ryddet af vejen eller behov for hjælp udefra som en frigørelse fra en snærende rolle eller situation.
En rolle kan være blevet tildelt én, uden at man kan bruge den som ramme for ens egen selvstændige livsudfoldelse.
Eller der kan være tale om en situation, der holder én fast og lukker af for udviklingsmuligheder.

Frigørelsen er ubetinget positiv i de tilfælde, hvor man oplever hindringer i sine omgivelser eller i én selv. Og det betyder bl.a. også, at forudsætningen for at kunne udvikle ens evner er, at man får mulighed for at trække sig fra fællesskabet og være alene.
I yderste konsekvens betyder det, at hindringer for selvvirksomhed bliver ryddet af vejen.

Videre betyder dette i forhold til barnet, at vi skal kunne lade børn være.
En harmonisk udvikling af det selvstændige individ kræver, at vi som voksne holder igen, hvis lysten til at styre barnet i bestemte retninger dukker op hos os som forældre, pædagoger, lærere eller politikere.
Barnet skal altså gennem sit eget arbejde tilegne sig de færdigheder og kundskaber, det har brug for.

Ræsonnementet er at bevare og styrke den evne, som børn er født med, nemlig evnen til at lære gennem leg, så barnet kan lære at forstå sig selv og omverdenen.
For barnet er ikke kun selvstændigt, men også et enestående væsen, der med sit væsen viser, hvor grænserne for andres påvirkning af det går.
Man må derfor respektere den enkeltes væsen, hvis man ikke vil forpurre den dannelsesproces, der sker i enkelte selv.

Med selvstændighed som et centralt dannelsesideal fremstår selvberoenhed og selvbesindelse som dyder, som holdninger, der i sig selv rummer en værdi, og som udgør nødvendige træk ved et godt liv.
En livsanskuelse som denne lægger entydigt vægten på individets ansvar for sig selv og dets evne til at finde sig selv.

Min afsluttende påstand er dog, at spørgsmålet om personlig identitet ikke kan stilles uafhængigt af spørgsmålet om fælles identitet.
Det kræver således en videre overvejelse om muligheden for en forening af to forskellige dannelsesidealer.

Between Friends

Traditionsformidling

I traditionsformidlingen inden for folkeoplysningen har det kulturelle fællesskab nær tilknytning til den nationale og politiske identitet.
Og det medfører, at et menneske først er menneske, når det kulturelt set er på højde med det samfund, han eller hun lever i.
Dannelse er en måde at ’fylde på’ i form af kultur.
Det vil fx sige sådan som vi kender det fra en kunstart som billedhuggerens, der modellerer og præger sit stof til det rette aftryk aftegner sig i det.
Dannelse eller rettere dannelsesprocessen er altså et virke, en indvirkning eller påvirkning, som efterlader et bestemt værk, nemlig det dannede eller kultiverede menneske.

Videre er det af betydning at fremhæve de sammenhænge af biologisk, psykisk og social art, som vi mennesker er indfældet i.
Mennesket er ikke til på forhånd.
Men mennesket bliver til noget efterhånden.
Som menneske er man netop ikke selvstændig, men må modelleres og formes. I traditionsformidlingen sættes mennesket med andre ord ikke i centrum.

Barnets voksende fortrolighed med kulturens forudsatte sammenhænge og fortællinger er betingelsen for et godt liv.
Identitet er nemlig ikke noget, man blot skal bevidstgøres om, sådan at man selvstændigt kan forme sin skæbne og være selvansvarlig.
Bevidstgørelsen er langt mindre afgørende end det indhold, hvori man skal hente sin egen identitet. Det er fastlagt, hvilket indhold man selv er forpligtet af. Det er nemlig de fortællinger, som vi fødes ind i, og som enhver kultur gennem opdragelse poder ind i mennesker.
Kort sagt udvikler mennesket intet andet end det tiden, klimaet, behovet, verden og skæbnen giver anledning til.

Fortællingens rolle er dog dobbelt.
Barnet navngives eller identificeres gennem familiens og slægtens historier. Men disse historier griber ind i mere omfattende historier. Nationens, kulturens og religionens.
Det er her, at der udtrykkes en række grunderfaringer, som kan knytte de enkelte historier sammen til et hele.
Sproget er netop vor moders mål.
Sproget er der før os.
Og at være dannet vil sige at være skolet i dette sprog og det verdenssyn, som er indeholdt i det nationale sprog.

Mennesket kan derfor ikke fungere uden et element.
Ligesom fiskens element er vandet, findes der et element, en omverden, som vi er afhængige af, for at vi kan føle os i vort rette element. Det er traditionen. Og den kommer os i møde i sproget.

Skulle jeg endelig pege på steder, hvor denne tanke har størst frigørende værdi, er det der, hvor det enkelte menneske ingen glæde har ved at være overladt til sig selv, der hvor alenehed ikke rummer selvudfoldelse, men i stedet bliver til ensomhed.

Ensomheden er ikke nogen behagelig oplevelse.
Vejen ud af denne kan netop være påvirkningen udefra, den igangsatte oplevelse af at være en del af fælles aktiviteter, at have opgaver, hvis udførelse har værdi for andre, og som er en del af en af fællesskabet skabt lykke og livsopfyldelse.

 

 

 

Billede af en familie, som består af børn, unge og ældre mennesker, og de kigger ned i et kamera

At være menneske

Naboen, genboen, du og jeg – vi er alle mennesker.
Hvad skulle vi ellers være?
Men hvad vil det egentlig sige at være menneske?
Det er vi nok uenige om. Ganske vist kan der siges en del om mennesket, som ingen bestrider. Men næppe nogen tror, at vi derved har sagt det vigtigste.
Uenigheden begynder der, hvor vi prøver at sige det væsentlige om mennesket.

Umiddelbart er der i tidernes løb blevet stillet en række spørgsmål.
For det første om der er en afgørende forskel mellem menneske og dyr, og hvori den består.
For det andet hvad forskellene mellem mennesker betyder. Er der noget, der forbinder os alle.
For det tredje hvad individet betyder. Og hvordan de bestemmelser, der er gyldige for hele menneskeslægten, forholder sig til den enkelte persons uforvekslelige bestemthed.
For det fjerde om der er sat et mål og en norm for mennesket. Og i hvilken forstand mennesket er frit.
Og for det femte om mennesket er et ’højere’ væsen, om mennesket har noget guddommeligt og/eller evigt i sig.

Disse spørgsmål er blevet besvaret på de mest forskellige måder, og det uden at nogen form for enighed er opnået.
Men at opgive disse spørgsmål eller at overlade dem til enhvers forgodtbefindende er ikke muligt.

Ingen kan undgå at give sit svar på, hvad mennesket er.
Også når vi går ud fra uomtvistelige forhold. Fx at mennesket er en biologisk organisme, at det har en oprejst gang, at det er i stand til at le, til at lege, til at tale, til at fantasere.
Ja, så lægger vi uundgåeligt en betoning, et eftertryk på disse udsagn, så de alligevel indebærer et svar på førnævnte spørgsmål.

Den, der kun ønsker at udhæve menneskets ubestridelige genetiske determinering, udtaler derved ikke kun biologiske sætninger, men udtrykker herudover også et biologisk-deterministisk syn på mennesket. Og det er naturligvis det alt afgørende!

Vore respektive syn på mennesket er ikke private meninger, men af den største offentlige betydning.
Vores opfattelse af mennesket er, som et led i hele vores indstilling og holdning, en drivkraft i vore handlinger, der præger vores sympatier og antipatier, vores følsomhed og påvirkelighed.
Men det er ikke alt!

Menneskesynet er tillige den instans, ud fra hvilken vi retfærdiggør vore handlinger.
Mennesket kan jo intet som helst gøre uden samtidigt at legitimere, at begrunde, at forsvare det. Derfor spiller forsøgene på at skjule og camouflere de mange ting, vi ikke kan være bekendt, så stor en rolle.
Bevidstheden om,at ens handlinger er berettigede er en afgørende betingelse for, at mennesket kan udføre handlinger, der strækker sig ud over umiddelbare behov og reaktioner.
Nu er det ikke mindst synet på mennesket, der forlener mennesker med en basis for at legitimere handlinger mod andre mennesker.
Alene af den grund er det ikke formålsløst at tænke over det gamle spørgsmål om hvad mennesket er.