Tag-arkiv: Aftenskole

Og der belv lys

Og der blev lys

Hvis vi skal holde os til erfaringen og hver for sig udtale os om, hvorvidt vort liv er godt eller ondt, må vi utvivlsomt, hver og én, kaste os ud i en meget langstrakt og ikke alt for afklaret redegørelse.

Vi vil jo nok komme til meget forskellige resultater, for et menneskeliv kan falde ud på mange måder. Men i de fleste tilfælde vil vi sikkert, som i enhver fornuftig statusopgørelse, nå det resultat, at der er både aktiver og passiver, vidunderlige stunder, men også tider med sorg og lidelse.

Tilværelsen er med andre ord en blanding af godt og ondt, lys og mørke. Man kan så strides om, hvad der er mest af, men ikke om at der er noget af hvert.

I forlængelse heraf er temaet for Aarhus Festuge 2015 ‘Lys – mere lys’. Hvilket umiddelbart betyder, at festugen vil byde på lys i alle afskygninger: levende lys, elektrisk lys, mørkelygte-lys, oplysning og lysspor og ikke at forglemme lyskegler, lyssky, laserlys, LED-lys og dynamolygtelys osv.

Umiddelbart må vi dog erkende og har forhåbentligt også erfaret, ellers har vi det til gode, at oplysning er mere og andet end belysning. Men det kan være et skridt på vejen.

Festugens direktør Jens Folmer Jepsen har fortalt, at festugen gerne vil bidrage til at lyse byen op og spotte steder, så vi ser dem med nye øjne. Og muligheden for ny indsigt bør vi gribe. Videre vil festugen gerne være med til at højne oplysning ved møder mellem mennesker, som har set eller fundet lyset. Det sidste skal man dog altid være både kritisk og skeptisk overfor. Oplysning for og med samt blandt mennesker er kun muligt, når det tager afsæt i folkelige oplevelser med indsigt og vidsyn.  Ligeledes vil festugens arrangører gerne lede efter de små lyspunkter, der holder hverdagene levende, og således ikke være bange for at se ind i mørket og lede efter veje ud i lyset.

Dette repræsenterer væsentlige elementer i folkeoplysningen og på sin vis en dimension i tilværelsen, en dybde, der gør det muligt for mennesket at forholde sig på en radikal eller fundamental måde til sit eget liv. Det er videre den beroligelse, der udspringer af, at man godtager det liv, man fik, samtykker i det. Men det kræver, at der er sving over det.

Det sande samtykke betyder, at man forelsker sig i sit liv, hvordan det end blev, alene på den præmis, der siger, at det altså er det liv, jeg blev skænket. Man kan menneskeligt sukke over, at det måske blev et trangt liv, men man er fyldt med dyb glæde over, at man ved at leve det er dér, hvor man skal være.

 

 

Billede af glade forældre som løber rundt på en grøn mark sammen med deres børn

Selvstændighed og dannelse

Dannelsens opgave er for mig at se at sikre et rigt og mangefacetteret værdigrundlag for den enkeltes livsudfoldelse. Og det er i al beskedenhed det vi inden for folkeoplysningen forsøger at bibringe flest mulige mennesker som være- og lærested om indsigt, vidsyn og livskvalitet.

I det perspektiv ser jeg umiddelbart traditionsformidling som et dannelsesideal. Men selvstændighed er også et ideal, der trænger sig på, når spørgsmålet om dannelse er på dagsordenen.

Selvstændighed i tanke og handling er afgjort et ideal. Og det er tænkt ud fra et overordnet mål om menneskers frigørelse.
Det, der står i vejen for selvstændigheden, vil opleves som hindringer, der kræver enten ens egen bevidste indsats for at blive ryddet af vejen eller behov for hjælp udefra som en frigørelse fra en snærende rolle eller situation.
En rolle kan være blevet tildelt én, uden at man kan bruge den som ramme for ens egen selvstændige livsudfoldelse.
Eller der kan være tale om en situation, der holder én fast og lukker af for udviklingsmuligheder.

Frigørelsen er ubetinget positiv i de tilfælde, hvor man oplever hindringer i sine omgivelser eller i én selv. Og det betyder bl.a. også, at forudsætningen for at kunne udvikle ens evner er, at man får mulighed for at trække sig fra fællesskabet og være alene.
I yderste konsekvens betyder det, at hindringer for selvvirksomhed bliver ryddet af vejen.

Videre betyder dette i forhold til barnet, at vi skal kunne lade børn være.
En harmonisk udvikling af det selvstændige individ kræver, at vi som voksne holder igen, hvis lysten til at styre barnet i bestemte retninger dukker op hos os som forældre, pædagoger, lærere eller politikere.
Barnet skal altså gennem sit eget arbejde tilegne sig de færdigheder og kundskaber, det har brug for.

Ræsonnementet er at bevare og styrke den evne, som børn er født med, nemlig evnen til at lære gennem leg, så barnet kan lære at forstå sig selv og omverdenen.
For barnet er ikke kun selvstændigt, men også et enestående væsen, der med sit væsen viser, hvor grænserne for andres påvirkning af det går.
Man må derfor respektere den enkeltes væsen, hvis man ikke vil forpurre den dannelsesproces, der sker i enkelte selv.

Med selvstændighed som et centralt dannelsesideal fremstår selvberoenhed og selvbesindelse som dyder, som holdninger, der i sig selv rummer en værdi, og som udgør nødvendige træk ved et godt liv.
En livsanskuelse som denne lægger entydigt vægten på individets ansvar for sig selv og dets evne til at finde sig selv.

Min afsluttende påstand er dog, at spørgsmålet om personlig identitet ikke kan stilles uafhængigt af spørgsmålet om fælles identitet.
Det kræver således en videre overvejelse om muligheden for en forening af to forskellige dannelsesidealer.

Between Friends

Traditionsformidling

I traditionsformidlingen inden for folkeoplysningen har det kulturelle fællesskab nær tilknytning til den nationale og politiske identitet.
Og det medfører, at et menneske først er menneske, når det kulturelt set er på højde med det samfund, han eller hun lever i.
Dannelse er en måde at ’fylde på’ i form af kultur.
Det vil fx sige sådan som vi kender det fra en kunstart som billedhuggerens, der modellerer og præger sit stof til det rette aftryk aftegner sig i det.
Dannelse eller rettere dannelsesprocessen er altså et virke, en indvirkning eller påvirkning, som efterlader et bestemt værk, nemlig det dannede eller kultiverede menneske.

Videre er det af betydning at fremhæve de sammenhænge af biologisk, psykisk og social art, som vi mennesker er indfældet i.
Mennesket er ikke til på forhånd.
Men mennesket bliver til noget efterhånden.
Som menneske er man netop ikke selvstændig, men må modelleres og formes. I traditionsformidlingen sættes mennesket med andre ord ikke i centrum.

Barnets voksende fortrolighed med kulturens forudsatte sammenhænge og fortællinger er betingelsen for et godt liv.
Identitet er nemlig ikke noget, man blot skal bevidstgøres om, sådan at man selvstændigt kan forme sin skæbne og være selvansvarlig.
Bevidstgørelsen er langt mindre afgørende end det indhold, hvori man skal hente sin egen identitet. Det er fastlagt, hvilket indhold man selv er forpligtet af. Det er nemlig de fortællinger, som vi fødes ind i, og som enhver kultur gennem opdragelse poder ind i mennesker.
Kort sagt udvikler mennesket intet andet end det tiden, klimaet, behovet, verden og skæbnen giver anledning til.

Fortællingens rolle er dog dobbelt.
Barnet navngives eller identificeres gennem familiens og slægtens historier. Men disse historier griber ind i mere omfattende historier. Nationens, kulturens og religionens.
Det er her, at der udtrykkes en række grunderfaringer, som kan knytte de enkelte historier sammen til et hele.
Sproget er netop vor moders mål.
Sproget er der før os.
Og at være dannet vil sige at være skolet i dette sprog og det verdenssyn, som er indeholdt i det nationale sprog.

Mennesket kan derfor ikke fungere uden et element.
Ligesom fiskens element er vandet, findes der et element, en omverden, som vi er afhængige af, for at vi kan føle os i vort rette element. Det er traditionen. Og den kommer os i møde i sproget.

Skulle jeg endelig pege på steder, hvor denne tanke har størst frigørende værdi, er det der, hvor det enkelte menneske ingen glæde har ved at være overladt til sig selv, der hvor alenehed ikke rummer selvudfoldelse, men i stedet bliver til ensomhed.

Ensomheden er ikke nogen behagelig oplevelse.
Vejen ud af denne kan netop være påvirkningen udefra, den igangsatte oplevelse af at være en del af fælles aktiviteter, at have opgaver, hvis udførelse har værdi for andre, og som er en del af en af fællesskabet skabt lykke og livsopfyldelse.

 

 

 

Kvinde- og mandhånd, som sammen former et hjerte

Krydderi på tilværelsen

At sætte krydderi på tilværelsen kan betyde mange ting.

Vi taler ofte, når det hele skal være lidt mere spændende end ellers, om at ’sætte krydderi på tilværelsen’ – at tilføje det lille ekstra, der gør noget ordinært til noget helt specielt.

Det kunne fx være en særlig oplevelse. Og i den sammenhæng er der nærmest ingen grænser for hvilke muligheder, der byder sig til på oplevelseshylderne med events og kultur, med velvære og kulinariske raffinementer mv.
Det kunne fx også blot være et samvær med et andet menneske.

Men vi kan jo også vælge at tage det med krydderi på tilværelsen helt bogstaveligt – fx ved at opsøge nye, spændende smagsoplevelser.

Nationalkrydderurten over alle her til lands er persillen.
Stegt flæsk går ganske enkelt ikke uden følgeskab af persillesovs.
Det samme kan siges om den stegte rødspætte og utallige andre skønne retter.
Persillen har dog for længst fået følgeskab af talrige andre krydderurter såvel i haverne som på restauranternes menuer.

Men hvad har det nu med folkeoplysning at gøre?
Jo, det er min påstand, at folkeoplysningen bl.a. er med til at sætte krydderi på tilværelsen.

Ind imellem hører man ganske vist folk beklage sig over, at aftenskolerne ikke er særlige gode til at forklare, hvad det er, der sker på en aftenskole.
Disse underlige folkeoplysende foreninger og virksomheder, der udbyder alskens aktiviteter året rundt, og ikke kun i aftentimerne, så sandelig også i dagtimerne, og ikke kun i hverdagene, men sandelig også i weekenderne er altså samlet under denne lidt støvet betegnelse: aftenskole.

Derfor er det følgende spørgsmål ikke overraskende hvad der egentlig sker på en aftenskole?

Alle folkeoplysningsfolk må erkende, at der ofte føres et indforstået sprog.
Vi taler om ånd, folkelighed, fællesskab, begejstring, munterhed, nærvær, den levende vekselvirkning og meget andet af den slags – alt sammen ting, der måske klinger fælt og mistænkeligt i nogles ører.

Er det en offentlig opgave at støtte noget, hvor mennesker ligefrem har det sjovt sammen?

Mit umiddelbare svar er, at hvor lysten stivner, indfinder kedsomheden og ligegyldigheden sig, og den fører med statsgaranti ikke de store resultater med sig.
Kendsgerningen er vel kort og godt, at alle store kulturelle præstationer er udsprunget af det modsatte af kedsomhed: lyst, lidenskab, interesse og engagement – og disse elementer er tilværelsens sande krydderier.

Det er for mig at se (og jeg kan tage fejl) ikke forkert, endsige syndigt at opsøge glæden og munterheden i tilværelsen. Tværtimod.

Problemet er derimod, når vi fristes til at svigte glæden og vende ryggen til den i misforstået selvoptagethed.
Går vi glæden forbi, berøver vi os selv og hinanden livets kostbare skatte.

Kampen mod dødbideriet – det er folkeoplysningens anliggende – kampen mod det kedsommelige, det ligegyldige og det smagsløse.

familie-yoga

Folkeoplysning i folkeskolen

Fra skoleåret 2014-2015 bliver skoledagen sammensat på en ny måde. Der vil således ske forandringer med betydning for både elever, forældre, lærere og pædagoger. Med reformen følger en længere og mere varieret skoledag – forhåbentlig med såvel bedre som mere tid til faglig udvikling, og hvor alle børn og unge udfordres, så de bliver så dygtige, de kan. Uanset baggrund. At antallet af undervisningstimer øges, er en politisk ambition om, at det faglige niveau vil stige. I Aarhus er ambitionen med varierede undervisningsformer, at både fagligt stærke og fagligt svage elever får de bedste muligheder for at udvikle sig, f.eks. inden for den understøttende undervisning, hvor pædagoger og lærere får fælles ansvar for opgaven. Ingen tvivl om, at et tæt samarbejde baseret på tillid skal være med til at sikre fokus på kerneopgaven: børnenes læring og trivsel.At skabe en ny folkeskole kræver mod, smidighed og samarbejde. Derfor er et fælles afsæt for arbejdet med reformen på de respektive skoler afgørende, såvel fagligt som folkeligt.

Aftenskolen som partner

Folkeskolens fundament er og bliver de professionelle lærere. Deres professionsbaggrund er drivkraften i elevernes faglige og personlige udvikling. Sådan vil det også fremadrettet være.

Med folkeoplysningsbriller er det i særdeleshed interessant, at folkeskolerne i Aarhus fremadrettet er forpligtede til at samarbejde med det lokale kultur-, fritids- og foreningsliv.

Her kan folkeoplysningsskolerne – de såkaldte aftenskoler – være en mulig samarbejdspartner og på den måde være med til at understøtte det bredere undervisningsbegreb, som folkeskolereformen lægger op til.

Det er en kendsgerning, at mere end 100.000 voksne århusianere hvert år henter viden, færdigheder og inspiration gennem aftenskolernes brede og kendte kursusudbud. Et dygtigt og engageret korps af undervisere med hver deres faglighed er med til at give de mange deltagere viden, indsigt og oplevelser.

Og erfaringerne viser, at mange voksne, der måske ikke ligefrem havde den største succesoplevelse i deres skoleforløb, i aftenskoleregi genvinder troen på egne evner og lysten til at lære. De færdigheder vil aftenskolerne gerne stille til rådighed i et samspil med den kommunale skoleforvaltning, den enkelte skole og den enkelte lærer.

Udgangspunktet for samarbejdet er en fuld anerkendelse af, at det er folkeskolelærerne, der har ansvaret for undervisningens pædagogiske kvalitet og elevernes faglige progression.

Men i forhold til den understøttende virksomhed, som den nye reform indfører, vil lærerne inden for folkeoplysningen kunne bidrage med en række aktiviteter, som folkeskolelærerne vil kunne trække på i deres undervisningsplaner.

Disse ’uformelle’ aktiviteter vil på forskellig vis kunne supplere den traditionelle undervisning og indgå som et bidrag, der vil understøtte målet om en såvel bedre som mere varieret skoledag for eleverne.

Samarbejdet mellem folkeskolerne og aftenskolerne kan organiseres og struktureres på forskellig vis alt afhængig af behov og ønsker – lige fra en strategisk partnerskabsmodel over en inspirationsmodel til en fri markedsmodel.

Variation i skoledagen

Det meste interessante og spændende her og nu er dog at se nærmere på nogle konkrete eksempler på folkeoplysende aktiviteter.

For det første er det nærliggende at skabe mere variation i en længere skoledag ved at placere en større del af undervisningen uden for skolen. Her vil aftenskolerne kunne bidrage med et kvalificeret udbud af oplægsholdere, rundvisere og debattører.

Eksempelvis kan der peges på musik- og andre kulturarrangementer uden for skolen, debat- og foredragsarrangementer for elever/forældre/undervisere, guidede rundvisninger på kunstudstillinger og museer og guidede byvandringer og naturudflugter med fagspecialister (f.eks. nattergaleture, svampeture, fisketure, kajakkurser, træklatring m.m.).

Professionelle i temaforløb

For det andet besidder en række undervisere inden for folkeoplysningen særlige faglige færdigheder, som folkeskolelærerne kan trække på i undervisningen:

Sproglærere, der har fremmedsproget som modersmål, kan indgå i temaforløb i undervisningen i fremmedsprog/geografi/samfundsfag, kunstnere til specialforløb i billedkunst eller musikere og sangere inden for klassisk og rytmisk musik til inspirationsforløb i folkeskolens musikundervisning.

Det kan også være professionelle kokke og diætister til madkundskab, præsentation af forskellige etniske køkkener, udøvende håndværkere til undervisning/temauger/tematimer i håndarbejde, sløjd, håndværk og design, kreativ foto med specialister og ordblindeundervisning for 10. klasse og undervisningsforløb om demokrati og aktivt medborgerskab.

Yoga og tai chi i skolen

For det tredje ligger der i tankesættet for en længere skoledag, at undervisningen skal varieres og brydes op, så eleverne kan fastholde koncentrationen.

Her besidder aftenskolernes undervisere en række færdigheder, der kan give ny energi, ro til fordybelse, samt smidiggøre led og muskler i kroppe, der har siddet stille.

Det kunne f.eks. være en pilates-instruktør, der gennemfører øvelser for elever og lærere eller en yogaunderviser, der gennemfører øvelser for elever og lærere eller tai chi eller Qi Gong-undervisning som et element i idrætsundervisningen.

Der kan naturligvis arbejdes med forskellige modeller for, hvordan de respektive aktiviteter stilles til rådighed. Der kan f.eks. være et fordybelseslokale, hvor en elev/en klasse kan gå hen, hvis læreren vurderer, at der er brug for et break. Eller det kan integreres som faste elementer i en klasses skoledag.

Og for det fjerde er det i vores tid vigtigt at mestre forskellige digitale færdigheder.

Her kan aftenskoleunderviserne også medvirke til at give eleverne en række redskaber, som vil styrke dem i den professionelle del af deres kommende voksenliv.

Foredrag for forældre

Endelig er samspillet mellem skole og hjem vigtigere end nogensinde før.

Her kan aftenskolerne bidrage med en række aktiviteter rettet mod forældre og mod forældre/børn og bedsteforældre, fx foredrag og debatarrangementer, eksempelvis omkring skolestart, forældrerollen overfor teenagere, barnets indlæring m.v., og studiecirkler, der ruster forældre til lektiehjælp samt understøttende aktiviteter rettet mod forældre til ordblinde elever.

Ovenstående folkeoplysende aktiviteter er blot et lille udsnit, der forhåbentlig illustrerer, hvordan folkeoplysningen kan bidrage til den nye folkeskolereform, og hvor folkeskolen kan nyde godt af aftenskolernes færdigheder.

En kommende dialog om skolernes behov og ønsker vil alt andet lige kunne udmønte sig i rammer og indhold for en konstruktiv og perspektivrig samarbejdsmodel for folkeoplysning i folkeskolen.

ballroom-fitness

Fokus på folkeoplysningen

Aftenskolernes pris 2014

Af Søren Peter Hansen, formand for Folkeoplysningssamvirket i Aarhus – og direktør for Folkeligt Oplysnings Forbund i Aarhus

Aftenskolernes Pris har først og fremmest til formål at rette fokus på folkeoplysningen, dens rolle og betydning her og nu. Og dermed tillige udbrede kendskabet til aftenskolernes folkeoplysende virksomhed.

Den folkeoplysende virksomhed i aftenskolerne spænder konkret over et bredt udbud af undervisning, foredrag og oplevelser med hovedvægten på den almene folkeoplysning inden for sprog, musik, kreative fag og bevægelsesfag samt de senere år handicapundervisning.

Den folkeoplysende virksomhed ønsker kort sagt at bibringe indsigt, viden og livskvalitet via samvær, nærvær og ligeværd.
Det betyder med andre ord, at den folkeoplysende virksomheds overordnede opgave er at pejle os frem til nogle værdier, vi kan leve på eller for.

Aftenskolerne har historisk været og er stadig den dag i dag det vigtigste undervisningstilbud uden for det formelle uddannelsessystem.

For mange voksne er det også det eneste tilbud, der findes lokalt, og aftenskolerne har vist en enestående evne til hurtigt at kunne tilpasse sige nye undervisningsbehov.

Aftenskolerne er ganske vist af meget forskellige størrelse, men de drives alle af en bestyrelse og en ansat leder samt en række undervisere, der har det til fælles, at de alle ønsker at give et kvalificeret kursustilbud til alle i den danske befolkning.

Uanset om deltagerne så er ressourcestærke eller ressourcesvage, om de har en lang videregående uddannelse eller er kortuddannede, kan de få indfriet behovet for indsigt, viden og oplevelser samt for at indgå i sociale fællesskaber.

Derfor er undervisningen på aftenskolerne stadig utrolig populær. Op imod 1 million deltager hvert år i denne form for ikke-formel læring, og dermed må det siges at være en vigtig institution i det danske samfund.
En institution, der primært drives frem og fornys af lyst og engagement og af mange ildsjæle.

Den folkeoplysende virksomhed har mod på og evne til at favne flere og flere sider af menneskelivet. Og der er som bekendt forskel på at leve af noget og for noget. Lige så afgørende en forskel, som der er på tænkningen hos en Karl Marx og en Søren Kierkegaard. Den første sætter den samfundsmæssige nødvendighed i fokus. Den sidste har blikket rettet mod menneskets åndelige og eksistentielle dimension – og er det folkeoplysningen lever for.

Søren Peter Hansens Blog