Billede af glade forældre som løber rundt på en grøn mark sammen med deres børn

Selvstændighed og dannelse

Dannelsens opgave er for mig at se at sikre et rigt og mangefacetteret værdigrundlag for den enkeltes livsudfoldelse. Og det er i al beskedenhed det vi inden for folkeoplysningen forsøger at bibringe flest mulige mennesker som være- og lærested om indsigt, vidsyn og livskvalitet.

I det perspektiv ser jeg umiddelbart traditionsformidling som et dannelsesideal. Men selvstændighed er også et ideal, der trænger sig på, når spørgsmålet om dannelse er på dagsordenen.

Selvstændighed i tanke og handling er afgjort et ideal. Og det er tænkt ud fra et overordnet mål om menneskers frigørelse.
Det, der står i vejen for selvstændigheden, vil opleves som hindringer, der kræver enten ens egen bevidste indsats for at blive ryddet af vejen eller behov for hjælp udefra som en frigørelse fra en snærende rolle eller situation.
En rolle kan være blevet tildelt én, uden at man kan bruge den som ramme for ens egen selvstændige livsudfoldelse.
Eller der kan være tale om en situation, der holder én fast og lukker af for udviklingsmuligheder.

Frigørelsen er ubetinget positiv i de tilfælde, hvor man oplever hindringer i sine omgivelser eller i én selv. Og det betyder bl.a. også, at forudsætningen for at kunne udvikle ens evner er, at man får mulighed for at trække sig fra fællesskabet og være alene.
I yderste konsekvens betyder det, at hindringer for selvvirksomhed bliver ryddet af vejen.

Videre betyder dette i forhold til barnet, at vi skal kunne lade børn være.
En harmonisk udvikling af det selvstændige individ kræver, at vi som voksne holder igen, hvis lysten til at styre barnet i bestemte retninger dukker op hos os som forældre, pædagoger, lærere eller politikere.
Barnet skal altså gennem sit eget arbejde tilegne sig de færdigheder og kundskaber, det har brug for.

Ræsonnementet er at bevare og styrke den evne, som børn er født med, nemlig evnen til at lære gennem leg, så barnet kan lære at forstå sig selv og omverdenen.
For barnet er ikke kun selvstændigt, men også et enestående væsen, der med sit væsen viser, hvor grænserne for andres påvirkning af det går.
Man må derfor respektere den enkeltes væsen, hvis man ikke vil forpurre den dannelsesproces, der sker i enkelte selv.

Med selvstændighed som et centralt dannelsesideal fremstår selvberoenhed og selvbesindelse som dyder, som holdninger, der i sig selv rummer en værdi, og som udgør nødvendige træk ved et godt liv.
En livsanskuelse som denne lægger entydigt vægten på individets ansvar for sig selv og dets evne til at finde sig selv.

Min afsluttende påstand er dog, at spørgsmålet om personlig identitet ikke kan stilles uafhængigt af spørgsmålet om fælles identitet.
Det kræver således en videre overvejelse om muligheden for en forening af to forskellige dannelsesidealer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>