Et maleri af reformatoren Martin Luther 1532

En frihedselskende stridsmand

Den 31. oktober 1517 slog Martin Luther sine 95 teser mod afladen op på døren til slotskirken i Wittenberg.
Og således fejres i 2017 reformationens 500 års jubilæum.

Med affattelsen og publiceringen af teserne satte Luther gang i en lavine af begiveheder, som endte med at splitte den vesterlandske kristenhed i en række forskellige konfessioner.

Disse konfessioner bekrigede hinanden i århundreder, før de endelig fandt en form for fredelig sameksistens, der dog stadig bar (og bærer) præg af deres indbyrdes forskelligheder.

I 1517 vidste Martin Luther naturligvis ikke selv, at det ville blive resultatet. Formodentlig regnede han blot med, at han kunne bidrage til at retlede en kirkelig praksis – den romersk-katolske – som var kommet på afveje.

Reformationens 500 års jubilæum i 2017 er en international begivenhed.
Ikke mindst i Luthers hjemland fylder det meget.
Der er afsat store summer fra den tyske stats side til formålet. Og jubilæet har taget sin begyndelse så tidligt som i 2008 med en Luther-dekade dvs. 10 år med fejringer i folkeligt og kirkeligt såvel som videnskabeligt regi.
Hvert år frem til 2017 har sit særlige tema, bl.a. dannelse, frihed, musik og politik.

Også i de fleste nordiske, i historisk forstand lutherske, lande anses fejringen af reformationen for vigtig.
Det gælder især for Danmark, hvor der i ministerielt regi er nedsat et præsidium til at koordinere indsatsen, og rundt i landet er der flere jubilæumsudvalg og – grupper, der arbejder på højtryk for i 2017 at formidle og oplyse om reformationen den gang og i dag. (Jeg behøver vel ikke at gøre opmærksom på, at FOF i 2017 naturligvis også bidrager til reformatorisk indsigt og vidsyn).
Også i Norge og Finland er man gået i gang med at planlægge festligheder. Mens det i væsentlig mindre grad gælder for Sverige.

Martin Luther var på den ene side til at begynde med hovedaktøren og på den måde nøglefiguren, når det gælder reformationen.
Men på den anden side medførte hele den omvæltning af både det religiøse og det verdslige liv, først i europæisk og siden i globalt perspektiv, at reformationen af mange opfattedes og opfattes som meget andet og mere end lige historien om Luther.

Men hvor om alting er, så udgør Martin Luthers person og værk en prisme, hvorigennem de sidste 500 års åndshistorie kan ses – og ikke mindst af den grund og i det lys fejres han i 2017.

For ingen andre store personer i ånds- og verdenshistorien har ved deres tilstedeværelse affødt omkalfatringer af lige så grundlæggende en karakter for den enkelte og for samfundet som netop Martin Luther.

Billede af glade forældre som løber rundt på en grøn mark sammen med deres børn

Selvstændighed og dannelse

Dannelsens opgave er for mig at se at sikre et rigt og mangefacetteret værdigrundlag for den enkeltes livsudfoldelse. Og det er i al beskedenhed det vi inden for folkeoplysningen forsøger at bibringe flest mulige mennesker som være- og lærested om indsigt, vidsyn og livskvalitet.

I det perspektiv ser jeg umiddelbart traditionsformidling som et dannelsesideal. Men selvstændighed er også et ideal, der trænger sig på, når spørgsmålet om dannelse er på dagsordenen.

Selvstændighed i tanke og handling er afgjort et ideal. Og det er tænkt ud fra et overordnet mål om menneskers frigørelse.
Det, der står i vejen for selvstændigheden, vil opleves som hindringer, der kræver enten ens egen bevidste indsats for at blive ryddet af vejen eller behov for hjælp udefra som en frigørelse fra en snærende rolle eller situation.
En rolle kan være blevet tildelt én, uden at man kan bruge den som ramme for ens egen selvstændige livsudfoldelse.
Eller der kan være tale om en situation, der holder én fast og lukker af for udviklingsmuligheder.

Frigørelsen er ubetinget positiv i de tilfælde, hvor man oplever hindringer i sine omgivelser eller i én selv. Og det betyder bl.a. også, at forudsætningen for at kunne udvikle ens evner er, at man får mulighed for at trække sig fra fællesskabet og være alene.
I yderste konsekvens betyder det, at hindringer for selvvirksomhed bliver ryddet af vejen.

Videre betyder dette i forhold til barnet, at vi skal kunne lade børn være.
En harmonisk udvikling af det selvstændige individ kræver, at vi som voksne holder igen, hvis lysten til at styre barnet i bestemte retninger dukker op hos os som forældre, pædagoger, lærere eller politikere.
Barnet skal altså gennem sit eget arbejde tilegne sig de færdigheder og kundskaber, det har brug for.

Ræsonnementet er at bevare og styrke den evne, som børn er født med, nemlig evnen til at lære gennem leg, så barnet kan lære at forstå sig selv og omverdenen.
For barnet er ikke kun selvstændigt, men også et enestående væsen, der med sit væsen viser, hvor grænserne for andres påvirkning af det går.
Man må derfor respektere den enkeltes væsen, hvis man ikke vil forpurre den dannelsesproces, der sker i enkelte selv.

Med selvstændighed som et centralt dannelsesideal fremstår selvberoenhed og selvbesindelse som dyder, som holdninger, der i sig selv rummer en værdi, og som udgør nødvendige træk ved et godt liv.
En livsanskuelse som denne lægger entydigt vægten på individets ansvar for sig selv og dets evne til at finde sig selv.

Min afsluttende påstand er dog, at spørgsmålet om personlig identitet ikke kan stilles uafhængigt af spørgsmålet om fælles identitet.
Det kræver således en videre overvejelse om muligheden for en forening af to forskellige dannelsesidealer.

Between Friends

Traditionsformidling

I traditionsformidlingen inden for folkeoplysningen har det kulturelle fællesskab nær tilknytning til den nationale og politiske identitet.
Og det medfører, at et menneske først er menneske, når det kulturelt set er på højde med det samfund, han eller hun lever i.
Dannelse er en måde at ’fylde på’ i form af kultur.
Det vil fx sige sådan som vi kender det fra en kunstart som billedhuggerens, der modellerer og præger sit stof til det rette aftryk aftegner sig i det.
Dannelse eller rettere dannelsesprocessen er altså et virke, en indvirkning eller påvirkning, som efterlader et bestemt værk, nemlig det dannede eller kultiverede menneske.

Videre er det af betydning at fremhæve de sammenhænge af biologisk, psykisk og social art, som vi mennesker er indfældet i.
Mennesket er ikke til på forhånd.
Men mennesket bliver til noget efterhånden.
Som menneske er man netop ikke selvstændig, men må modelleres og formes. I traditionsformidlingen sættes mennesket med andre ord ikke i centrum.

Barnets voksende fortrolighed med kulturens forudsatte sammenhænge og fortællinger er betingelsen for et godt liv.
Identitet er nemlig ikke noget, man blot skal bevidstgøres om, sådan at man selvstændigt kan forme sin skæbne og være selvansvarlig.
Bevidstgørelsen er langt mindre afgørende end det indhold, hvori man skal hente sin egen identitet. Det er fastlagt, hvilket indhold man selv er forpligtet af. Det er nemlig de fortællinger, som vi fødes ind i, og som enhver kultur gennem opdragelse poder ind i mennesker.
Kort sagt udvikler mennesket intet andet end det tiden, klimaet, behovet, verden og skæbnen giver anledning til.

Fortællingens rolle er dog dobbelt.
Barnet navngives eller identificeres gennem familiens og slægtens historier. Men disse historier griber ind i mere omfattende historier. Nationens, kulturens og religionens.
Det er her, at der udtrykkes en række grunderfaringer, som kan knytte de enkelte historier sammen til et hele.
Sproget er netop vor moders mål.
Sproget er der før os.
Og at være dannet vil sige at være skolet i dette sprog og det verdenssyn, som er indeholdt i det nationale sprog.

Mennesket kan derfor ikke fungere uden et element.
Ligesom fiskens element er vandet, findes der et element, en omverden, som vi er afhængige af, for at vi kan føle os i vort rette element. Det er traditionen. Og den kommer os i møde i sproget.

Skulle jeg endelig pege på steder, hvor denne tanke har størst frigørende værdi, er det der, hvor det enkelte menneske ingen glæde har ved at være overladt til sig selv, der hvor alenehed ikke rummer selvudfoldelse, men i stedet bliver til ensomhed.

Ensomheden er ikke nogen behagelig oplevelse.
Vejen ud af denne kan netop være påvirkningen udefra, den igangsatte oplevelse af at være en del af fælles aktiviteter, at have opgaver, hvis udførelse har værdi for andre, og som er en del af en af fællesskabet skabt lykke og livsopfyldelse.

 

 

 

Et billede af soldater, der kæmper i krigen 1864

Slagtebænk Dybbøl

Instruktøren og manuskriptforfatteren Ole Bornedals tv-serie og biograffilm 1864 er inspireret af Tom Buk-Swientys bog ”Slagtebænk Dybbøl”.

I ugevis regner granater ned over Dybbøl, hvor den danske hær ligger forskanset i skyttegrave.
Stillingen skal holdes, koste hvad det vil, lyder ordren fra København.
Få hundrede meter fra danskerne står en overlegen tysk hær parat til angreb.
En smuk forårsdag tier kanonerne pludselig.
De, som overlever dagen, husker det som øjeblikket før ragnarok.
Så lyder der kommandoråb.
Titusinder af soldater myldrer frem.
Et inferno af kugler og granater sønderriver stilheden.
Slaget ved Dybbøl den 18. april 1864 er i gang.

”Slagtebænk Dybbøl” er en medrivende, dokumentarisk beretning om Danmarks krig mod to tyske stormagter, Preussen og Østrig, i 1864 – om vejen til Dybbøl og om det politiske spil i København og Berlin under krigen. Men først og fremmest er det en fortælling om de soldater, officerer, feltlæger og krigskorrespondenter, der oplevede krigen og det blodige slag den 18. april 1864.

Ole Bornedals tv-serie og biograffilm 1864 er ligeledes inspireret af Tom Buk-Swientys bog ”Dommedag Als”.

Klokken to om natten den 29. juni 1864 glider en sværm af preussiske landgangsbåde ud på sundet med kurs mod Als, hvor den danske hær befinder sig. Da de er halvvejs, opdager danskerne dem.
Det afgørende slag kan begynde.
Krigen 1864 sluttede nemlig ikke med det blodige slag ved Dybbøl den 18. april.
Så langt fra.
For danskerne gik det efter Dybbøl utroligt nok fra slemt til langt værre.

”Dommedag Als” er som forløberen en medrivende dokumentarisk fortælling og et historisk epos om det nok mørkeste kapitel i Danmarkshistorien – slaget ved Als den 29. juni 1864 – og den febrile undergangsstemning, der efterfølgende hærgede den danske hovedstad denne sommer, kong Christian den 9. og flere af hans ministre i største hemmelighed forsøgte at få Danmark indlemmet i Tyskland.

Som ”Slagtebænk Dybbøl” skildrer ”Dommedag Als” de soldater, officerer, borgere, politikere og diplomater, der på nærmeste hold oplevede disse for Danmark og for hele Europa så skelsættende begivenheder.

Billede af den danske filminstruktør Per Bornedal

Grundstenen til det moderne Danmark

Historie skal opleves. Ses – høres – føles.
Netop på den måde kan vi nærme os fortiden i forventning.
Historie skal fortælles, så vi kommer tættere på de mennesker, der banede vejen frem mod nu. Kort sagt lagde byggeklodserne.

Et af de mest dramatiske årstal i Danmarkshistorien er 1864.
Det år hvor mange ved dets afslutning spekulerede på, om Danmark som nation faktisk var ved at gå under.
Ville vi måske ende som tysk provins?
Var det et definitivt farvel til selvstændigheden?

Forfatteren og historielæreren Erik Ingemann Sørensen har i relation hertil i 2013 skrevet ”1864 – en guide i krigens fodspor”.
Noget så originalt som en turguide til et stykke afgørende dansk historie, hvormed den bliver vakt til live.

Denne bog er ganske enkelt en folkeoplysende håndsrækning og dermed en god måde at skabe et spændende møde med Danmarkshistorien på, så det bliver muligt at opleve nogle af de steder – nord og syd for den nuværende grænse – hvor de blodige opgør fandt sted.
Hvor landmandssønnen fra Mols og bankassistenten fra Odense i vildskab – med gevær, bajonet og de bare næver – sloges for livet med bagersvenden fra Berlin og skolelæreren fra Wien.
Alle indkaldt til en hær, som udelukkende havde til opgave at gennemføre politikernes beslutninger på slagmarken – beslutninger, som var truffet i ro og mag langt fra krigens barske realiteter.

Tilbage sad de pårørende med et eneste brændende håb: at sønnen, faderen, ægtefællen kom hjem igen. I god behold. Den oplevelse blev ikke alle til del.

I 1864 blev grundstenen til det moderne Danmark lagt. I blod.
Det er denne historie, vi inviteres med på i Erik Ingemann Sørensens guidebog.
For at opleve, se, føle og høre historien.
Dér hvor den fandt sted.
Dér hvor det skete.
Hvor det den dag i dag genlyder af ekko fra fortiden.
Bare vi lytter. Og ser.

Kvinde- og mandhånd, som sammen former et hjerte

Krydderi på tilværelsen

At sætte krydderi på tilværelsen kan betyde mange ting.

Vi taler ofte, når det hele skal være lidt mere spændende end ellers, om at ’sætte krydderi på tilværelsen’ – at tilføje det lille ekstra, der gør noget ordinært til noget helt specielt.

Det kunne fx være en særlig oplevelse. Og i den sammenhæng er der nærmest ingen grænser for hvilke muligheder, der byder sig til på oplevelseshylderne med events og kultur, med velvære og kulinariske raffinementer mv.
Det kunne fx også blot være et samvær med et andet menneske.

Men vi kan jo også vælge at tage det med krydderi på tilværelsen helt bogstaveligt – fx ved at opsøge nye, spændende smagsoplevelser.

Nationalkrydderurten over alle her til lands er persillen.
Stegt flæsk går ganske enkelt ikke uden følgeskab af persillesovs.
Det samme kan siges om den stegte rødspætte og utallige andre skønne retter.
Persillen har dog for længst fået følgeskab af talrige andre krydderurter såvel i haverne som på restauranternes menuer.

Men hvad har det nu med folkeoplysning at gøre?
Jo, det er min påstand, at folkeoplysningen bl.a. er med til at sætte krydderi på tilværelsen.

Ind imellem hører man ganske vist folk beklage sig over, at aftenskolerne ikke er særlige gode til at forklare, hvad det er, der sker på en aftenskole.
Disse underlige folkeoplysende foreninger og virksomheder, der udbyder alskens aktiviteter året rundt, og ikke kun i aftentimerne, så sandelig også i dagtimerne, og ikke kun i hverdagene, men sandelig også i weekenderne er altså samlet under denne lidt støvet betegnelse: aftenskole.

Derfor er det følgende spørgsmål ikke overraskende hvad der egentlig sker på en aftenskole?

Alle folkeoplysningsfolk må erkende, at der ofte føres et indforstået sprog.
Vi taler om ånd, folkelighed, fællesskab, begejstring, munterhed, nærvær, den levende vekselvirkning og meget andet af den slags – alt sammen ting, der måske klinger fælt og mistænkeligt i nogles ører.

Er det en offentlig opgave at støtte noget, hvor mennesker ligefrem har det sjovt sammen?

Mit umiddelbare svar er, at hvor lysten stivner, indfinder kedsomheden og ligegyldigheden sig, og den fører med statsgaranti ikke de store resultater med sig.
Kendsgerningen er vel kort og godt, at alle store kulturelle præstationer er udsprunget af det modsatte af kedsomhed: lyst, lidenskab, interesse og engagement – og disse elementer er tilværelsens sande krydderier.

Det er for mig at se (og jeg kan tage fejl) ikke forkert, endsige syndigt at opsøge glæden og munterheden i tilværelsen. Tværtimod.

Problemet er derimod, når vi fristes til at svigte glæden og vende ryggen til den i misforstået selvoptagethed.
Går vi glæden forbi, berøver vi os selv og hinanden livets kostbare skatte.

Kampen mod dødbideriet – det er folkeoplysningens anliggende – kampen mod det kedsommelige, det ligegyldige og det smagsløse.

Billede af en familie, som består af børn, unge og ældre mennesker, og de kigger ned i et kamera

At være menneske

Naboen, genboen, du og jeg – vi er alle mennesker.
Hvad skulle vi ellers være?
Men hvad vil det egentlig sige at være menneske?
Det er vi nok uenige om. Ganske vist kan der siges en del om mennesket, som ingen bestrider. Men næppe nogen tror, at vi derved har sagt det vigtigste.
Uenigheden begynder der, hvor vi prøver at sige det væsentlige om mennesket.

Umiddelbart er der i tidernes løb blevet stillet en række spørgsmål.
For det første om der er en afgørende forskel mellem menneske og dyr, og hvori den består.
For det andet hvad forskellene mellem mennesker betyder. Er der noget, der forbinder os alle.
For det tredje hvad individet betyder. Og hvordan de bestemmelser, der er gyldige for hele menneskeslægten, forholder sig til den enkelte persons uforvekslelige bestemthed.
For det fjerde om der er sat et mål og en norm for mennesket. Og i hvilken forstand mennesket er frit.
Og for det femte om mennesket er et ’højere’ væsen, om mennesket har noget guddommeligt og/eller evigt i sig.

Disse spørgsmål er blevet besvaret på de mest forskellige måder, og det uden at nogen form for enighed er opnået.
Men at opgive disse spørgsmål eller at overlade dem til enhvers forgodtbefindende er ikke muligt.

Ingen kan undgå at give sit svar på, hvad mennesket er.
Også når vi går ud fra uomtvistelige forhold. Fx at mennesket er en biologisk organisme, at det har en oprejst gang, at det er i stand til at le, til at lege, til at tale, til at fantasere.
Ja, så lægger vi uundgåeligt en betoning, et eftertryk på disse udsagn, så de alligevel indebærer et svar på førnævnte spørgsmål.

Den, der kun ønsker at udhæve menneskets ubestridelige genetiske determinering, udtaler derved ikke kun biologiske sætninger, men udtrykker herudover også et biologisk-deterministisk syn på mennesket. Og det er naturligvis det alt afgørende!

Vore respektive syn på mennesket er ikke private meninger, men af den største offentlige betydning.
Vores opfattelse af mennesket er, som et led i hele vores indstilling og holdning, en drivkraft i vore handlinger, der præger vores sympatier og antipatier, vores følsomhed og påvirkelighed.
Men det er ikke alt!

Menneskesynet er tillige den instans, ud fra hvilken vi retfærdiggør vore handlinger.
Mennesket kan jo intet som helst gøre uden samtidigt at legitimere, at begrunde, at forsvare det. Derfor spiller forsøgene på at skjule og camouflere de mange ting, vi ikke kan være bekendt, så stor en rolle.
Bevidstheden om,at ens handlinger er berettigede er en afgørende betingelse for, at mennesket kan udføre handlinger, der strækker sig ud over umiddelbare behov og reaktioner.
Nu er det ikke mindst synet på mennesket, der forlener mennesker med en basis for at legitimere handlinger mod andre mennesker.
Alene af den grund er det ikke formålsløst at tænke over det gamle spørgsmål om hvad mennesket er.

Et billede af to kvinder, som snakker og debatterer

Samtale fremmer forståelsen

Den folkelige oplysning er nerven i demokratiet. Men hvad er demokrati, og hvem træffer afgørelsen?

Demokrati er jo ikke noget, der står fast en gang for alle. Heller ikke en form for universalnøgle, der kan lukke ude og lukke inde. Og ej heller en ren lære, der kan gøres til adgangstegn til det pæne selskab.

Demokrati lader sig med andre ord ikke indeslutte i en formel.
Det er med den navnkundige teologiprofessor Hal Kochs ord i skriftet ”Hvad er demokrati?” fra 1945 snarere en menneskelig livsform. Og det betyder videre, at demokrati ikke er noget i sig selv afsluttet. Derfor pågår debatten til stadighed om dets væsen.

Demokrati er en kamp, som bestandig pågår. En opgave eller et problem – om man vil – som konstant skal løses på ny.
Det er en tankegang og en livsform, som man først tilegner sig derved, at man lever den igennem i det private liv, videre i forhold til andre og derefter i forholdet udadtil i større og større kredse.

Det er som bekendt på travet, man skal kende lusene. Men det er også på travet, man skal kende demokrater. Og dette trav tilegner man sig ikke fra den ene dag til den anden. Det tager tid.

Det afgørende er vel et folkeligt ord, en opbyggende tale, som kan være med til at skabe et menneskeligt fællesskab, som kan tydeliggøre livet og dets kår for os – både enkeltvis og i vores folkelige, politiske sammenhæng.

Følgelig er og bliver mennesket uendelig meget vigtigere end ethvert system og de medfølgende paragraffer. Og derfor er det heller ikke nok i talen om hvad demokratiet er at skildre en demokratisk mønsterforfatning, men det er nødvendigt at tale om alle de mere uhåndgribelige ting, så som frihed, ansvar, ret, menneskelighed osv.

Også derfor skal vi have gang i samtalen. For samtale fremmer forståelsen. En forståelse der er andet og mere end en håndbogsviden om det ene eller det andet.
Samtidig er det dog nødvendigt at understrege at samtale ikke i udgangspunktet endsige som mål har til hensigt at skabe kompromiser eller enighed.
Alligevel er samtalen vigtig. For den skaber kendskab, og af kendskabet opstår en forståelse.
At der således skal oplyses og samtales bør være indlysende. Derfor afholdes der landet over samtaledag arrangeret i samarbejde med Grundtvigsk Forum torsdag den 25. september. Og det overordnede tema er ’grænser’.

Altså en samtale om grænser. For hvor går grænsen for demokrati? Hvad skal en national grænse? Er der grænser for ytringsfrihed? Hvor går grænsen for frihed til forskellighed? Hvorfor anerkender vi grænseoverskridelse på nogen områder men ikke på andre?

Fortsæt selv rækken af spørgsmål – og mulige svar. Vil du tale med andre om ’grænse-spørgsmålene’, så mød op til samtaledag – i Aarhus er det torsdag den 25. september kl. 19.00 i FOF.

Læs mere om samtaledagen

Billed af en ældre mænd, som slapper af i en stol

At opleve et andet menneskes opmærksomhed

Dannelse består ikke i kundskaber (selv om de ikke skader), ikke i store eksaminer, heller ikke i poleret optræden og ej heller i rigtige anskuelser eller i rigtige meninger.

Dette blev jeg inden for en uge mindet om ved deltagelse i to forskellige arrangementer, begge arrangeret af magistratsafdelingen for sundhed og omsorg i Aarhus.

Det første arrangement havde overskriften ”Mere menneske – mindre system” og det andet arrangement foregik under titlen ”Flere fællesskaber – mindre ensomhed”.

Begge arrangementer, hvor forskellige de end var i udførelse, var præget af nytænkning i forhold til hvordan vi i fællesskab griber mangt og meget an.

Gribes vi af trangen til at åbne os for tilværelsen i hele dens mangfoldighed?

Tager vi imod hvad tilværelsen vil give os?

Har vi opdaget at tilværelsen er større end det snævre rum af pligter og vedtægter?

Faktum fra begge arrangementer er, at mange ældre lever et godt socialt liv, men næsten hver fjerde oplever ofte eller af og til at føle sig ensom. For nogle er følelsen kortvarig og forbipasserende, mens den for andre er vedvarende og svær at ryste af eller komme ud af.

Ældre, der oplever ensomhed, kan miste initiativet og energien til at gøre noget ved deres situation.

Derfor er det vigtigt, at andre omkring den ældre er opmærksom på signalerne og ved, hvad de kan gøre for at forebygge eller mindske ensomheden. Ældre, der oplever ensomhed, kan eksempelvis have brug for et næstekærligt skub og opmuntring til at deltage i socialt samvær og knytte venskaber.

Således er der mange gode grunde til at være opmærksom på de signaler og livssituationer, som typisk indikerer at en person er i høj risiko for ensomhed.

Kort sagt består dannelse i den udviklede evne til at være opmærksom.

Og det er ikke altid så meget, der skal til, for at gøre en stor forskel.

For det at opleve et andet menneskes opmærksomhed, det er, når det kommer til stykket, hvad alle tørster efter mere end efter noget andet.

viden-om-mellemosten2

Menneskesynets grundlæggende betydning

Næsten hver dag har sine skrækindjagende historier om død, om drab, om hævn, om krig.

Er det ikke konflikten i Ukraine, så gælder det borgerkrigen i Syrien.

Og er der endelig optræk til nogle dages stilhed i Israel og Gaza, så bryder den værste storm ud i det nordlige Irak med forfølgelser af ufattelige dimensioner.

Samtidig er det i mange kulturer dybt rodfæstet, at der må ske noget, når der opstår en konflikt.

Og det, der skal ske, må til en vis grad være proportionalt med det, som oprindelig udløste konflikten.

Der er således mange beretninger, som påviser sammenhængen mellem menneskesyn og voldsanvendelse.

Og denne sammenhæng bliver på et niveau demonstreret, når mænds mishandling af kvinder i parforhold legitimeres gennem den ene eller den anden ideologi.

Ligesom den på et andet niveau også til fulde bliver demonstreret i krigssituationer og ved folkemord, når tærsklen for vold sænkes ved at tegne billedet af de andre som ikke-mennesker.

Menneskesynet har altså grundlæggende betydning – også i det fortsatte forløb under en retssags nødvendige opgør med vold og overgreb.   Gerningsmanden skal stå til ansvar for egne handlinger ved at nægte ham status som ’et hjul i maskineriet’.

Personligt ansvar og skyld er slet og ret et spørgsmål om at være menneske.

Videre er der i strafferetten en tradition, der altid er parat til at tage det enkelte menneske i betragtning, gerningsmand såvel som offer, og tillade dommerens sind at blive stemt til mildhed, fordi han genkender sig selv i de andre.

Hvorimod man i gengældelsestraditionen forsøger at holde sin viden om de andres menneskelighed på afstand. Her koncentrerer man sig om selve forbrydelsen i stedet for de menneskelige profiler, som kommer til syne i forbrydelsen.

Således kan også tærsklen for statslig voldsanvendelse sænkes, når man ikke giver plads til sin viden om den andens menneskelighed.

Det er ganske vist foruroligende og ubehageligt at måtte indse, at udøvere af groteske voldshandlinger er mennesker som os med samme menneskeværd.

Det er nu en gang enklere og langt mere beroligende, hvis vi blot kan forklare voldens og det ondes problem med, at de mennesker, som står bag, er monstre og umennesker.

I efteråret sætter FOF Aarhus derfor fokus på Mellemøsten – med Puk Damsgård, Thomas Ubbesen og Naser Khader – for at komme om bag historierne i tidens mange konflikter, og for at få de menneskelige beretninger fortalt samt for at grave et spadestik dybere, end det vi får formidlet gennem overskrifter og hurtige billeder i medierne.

Søren Peter Hansens Blog