Kategoriarkiv: Menneskesyn

Og der belv lys

Og der blev lys

Hvis vi skal holde os til erfaringen og hver for sig udtale os om, hvorvidt vort liv er godt eller ondt, må vi utvivlsomt, hver og én, kaste os ud i en meget langstrakt og ikke alt for afklaret redegørelse.

Vi vil jo nok komme til meget forskellige resultater, for et menneskeliv kan falde ud på mange måder. Men i de fleste tilfælde vil vi sikkert, som i enhver fornuftig statusopgørelse, nå det resultat, at der er både aktiver og passiver, vidunderlige stunder, men også tider med sorg og lidelse.

Tilværelsen er med andre ord en blanding af godt og ondt, lys og mørke. Man kan så strides om, hvad der er mest af, men ikke om at der er noget af hvert.

I forlængelse heraf er temaet for Aarhus Festuge 2015 ‘Lys – mere lys’. Hvilket umiddelbart betyder, at festugen vil byde på lys i alle afskygninger: levende lys, elektrisk lys, mørkelygte-lys, oplysning og lysspor og ikke at forglemme lyskegler, lyssky, laserlys, LED-lys og dynamolygtelys osv.

Umiddelbart må vi dog erkende og har forhåbentligt også erfaret, ellers har vi det til gode, at oplysning er mere og andet end belysning. Men det kan være et skridt på vejen.

Festugens direktør Jens Folmer Jepsen har fortalt, at festugen gerne vil bidrage til at lyse byen op og spotte steder, så vi ser dem med nye øjne. Og muligheden for ny indsigt bør vi gribe. Videre vil festugen gerne være med til at højne oplysning ved møder mellem mennesker, som har set eller fundet lyset. Det sidste skal man dog altid være både kritisk og skeptisk overfor. Oplysning for og med samt blandt mennesker er kun muligt, når det tager afsæt i folkelige oplevelser med indsigt og vidsyn.  Ligeledes vil festugens arrangører gerne lede efter de små lyspunkter, der holder hverdagene levende, og således ikke være bange for at se ind i mørket og lede efter veje ud i lyset.

Dette repræsenterer væsentlige elementer i folkeoplysningen og på sin vis en dimension i tilværelsen, en dybde, der gør det muligt for mennesket at forholde sig på en radikal eller fundamental måde til sit eget liv. Det er videre den beroligelse, der udspringer af, at man godtager det liv, man fik, samtykker i det. Men det kræver, at der er sving over det.

Det sande samtykke betyder, at man forelsker sig i sit liv, hvordan det end blev, alene på den præmis, der siger, at det altså er det liv, jeg blev skænket. Man kan menneskeligt sukke over, at det måske blev et trangt liv, men man er fyldt med dyb glæde over, at man ved at leve det er dér, hvor man skal være.

 

 

Between Friends

Traditionsformidling

I traditionsformidlingen inden for folkeoplysningen har det kulturelle fællesskab nær tilknytning til den nationale og politiske identitet.
Og det medfører, at et menneske først er menneske, når det kulturelt set er på højde med det samfund, han eller hun lever i.
Dannelse er en måde at ’fylde på’ i form af kultur.
Det vil fx sige sådan som vi kender det fra en kunstart som billedhuggerens, der modellerer og præger sit stof til det rette aftryk aftegner sig i det.
Dannelse eller rettere dannelsesprocessen er altså et virke, en indvirkning eller påvirkning, som efterlader et bestemt værk, nemlig det dannede eller kultiverede menneske.

Videre er det af betydning at fremhæve de sammenhænge af biologisk, psykisk og social art, som vi mennesker er indfældet i.
Mennesket er ikke til på forhånd.
Men mennesket bliver til noget efterhånden.
Som menneske er man netop ikke selvstændig, men må modelleres og formes. I traditionsformidlingen sættes mennesket med andre ord ikke i centrum.

Barnets voksende fortrolighed med kulturens forudsatte sammenhænge og fortællinger er betingelsen for et godt liv.
Identitet er nemlig ikke noget, man blot skal bevidstgøres om, sådan at man selvstændigt kan forme sin skæbne og være selvansvarlig.
Bevidstgørelsen er langt mindre afgørende end det indhold, hvori man skal hente sin egen identitet. Det er fastlagt, hvilket indhold man selv er forpligtet af. Det er nemlig de fortællinger, som vi fødes ind i, og som enhver kultur gennem opdragelse poder ind i mennesker.
Kort sagt udvikler mennesket intet andet end det tiden, klimaet, behovet, verden og skæbnen giver anledning til.

Fortællingens rolle er dog dobbelt.
Barnet navngives eller identificeres gennem familiens og slægtens historier. Men disse historier griber ind i mere omfattende historier. Nationens, kulturens og religionens.
Det er her, at der udtrykkes en række grunderfaringer, som kan knytte de enkelte historier sammen til et hele.
Sproget er netop vor moders mål.
Sproget er der før os.
Og at være dannet vil sige at være skolet i dette sprog og det verdenssyn, som er indeholdt i det nationale sprog.

Mennesket kan derfor ikke fungere uden et element.
Ligesom fiskens element er vandet, findes der et element, en omverden, som vi er afhængige af, for at vi kan føle os i vort rette element. Det er traditionen. Og den kommer os i møde i sproget.

Skulle jeg endelig pege på steder, hvor denne tanke har størst frigørende værdi, er det der, hvor det enkelte menneske ingen glæde har ved at være overladt til sig selv, der hvor alenehed ikke rummer selvudfoldelse, men i stedet bliver til ensomhed.

Ensomheden er ikke nogen behagelig oplevelse.
Vejen ud af denne kan netop være påvirkningen udefra, den igangsatte oplevelse af at være en del af fælles aktiviteter, at have opgaver, hvis udførelse har værdi for andre, og som er en del af en af fællesskabet skabt lykke og livsopfyldelse.

 

 

 

Billede af en familie, som består af børn, unge og ældre mennesker, og de kigger ned i et kamera

At være menneske

Naboen, genboen, du og jeg – vi er alle mennesker.
Hvad skulle vi ellers være?
Men hvad vil det egentlig sige at være menneske?
Det er vi nok uenige om. Ganske vist kan der siges en del om mennesket, som ingen bestrider. Men næppe nogen tror, at vi derved har sagt det vigtigste.
Uenigheden begynder der, hvor vi prøver at sige det væsentlige om mennesket.

Umiddelbart er der i tidernes løb blevet stillet en række spørgsmål.
For det første om der er en afgørende forskel mellem menneske og dyr, og hvori den består.
For det andet hvad forskellene mellem mennesker betyder. Er der noget, der forbinder os alle.
For det tredje hvad individet betyder. Og hvordan de bestemmelser, der er gyldige for hele menneskeslægten, forholder sig til den enkelte persons uforvekslelige bestemthed.
For det fjerde om der er sat et mål og en norm for mennesket. Og i hvilken forstand mennesket er frit.
Og for det femte om mennesket er et ’højere’ væsen, om mennesket har noget guddommeligt og/eller evigt i sig.

Disse spørgsmål er blevet besvaret på de mest forskellige måder, og det uden at nogen form for enighed er opnået.
Men at opgive disse spørgsmål eller at overlade dem til enhvers forgodtbefindende er ikke muligt.

Ingen kan undgå at give sit svar på, hvad mennesket er.
Også når vi går ud fra uomtvistelige forhold. Fx at mennesket er en biologisk organisme, at det har en oprejst gang, at det er i stand til at le, til at lege, til at tale, til at fantasere.
Ja, så lægger vi uundgåeligt en betoning, et eftertryk på disse udsagn, så de alligevel indebærer et svar på førnævnte spørgsmål.

Den, der kun ønsker at udhæve menneskets ubestridelige genetiske determinering, udtaler derved ikke kun biologiske sætninger, men udtrykker herudover også et biologisk-deterministisk syn på mennesket. Og det er naturligvis det alt afgørende!

Vore respektive syn på mennesket er ikke private meninger, men af den største offentlige betydning.
Vores opfattelse af mennesket er, som et led i hele vores indstilling og holdning, en drivkraft i vore handlinger, der præger vores sympatier og antipatier, vores følsomhed og påvirkelighed.
Men det er ikke alt!

Menneskesynet er tillige den instans, ud fra hvilken vi retfærdiggør vore handlinger.
Mennesket kan jo intet som helst gøre uden samtidigt at legitimere, at begrunde, at forsvare det. Derfor spiller forsøgene på at skjule og camouflere de mange ting, vi ikke kan være bekendt, så stor en rolle.
Bevidstheden om,at ens handlinger er berettigede er en afgørende betingelse for, at mennesket kan udføre handlinger, der strækker sig ud over umiddelbare behov og reaktioner.
Nu er det ikke mindst synet på mennesket, der forlener mennesker med en basis for at legitimere handlinger mod andre mennesker.
Alene af den grund er det ikke formålsløst at tænke over det gamle spørgsmål om hvad mennesket er.

Billed af en ældre mænd, som slapper af i en stol

At opleve et andet menneskes opmærksomhed

Dannelse består ikke i kundskaber (selv om de ikke skader), ikke i store eksaminer, heller ikke i poleret optræden og ej heller i rigtige anskuelser eller i rigtige meninger.

Dette blev jeg inden for en uge mindet om ved deltagelse i to forskellige arrangementer, begge arrangeret af magistratsafdelingen for sundhed og omsorg i Aarhus.

Det første arrangement havde overskriften ”Mere menneske – mindre system” og det andet arrangement foregik under titlen ”Flere fællesskaber – mindre ensomhed”.

Begge arrangementer, hvor forskellige de end var i udførelse, var præget af nytænkning i forhold til hvordan vi i fællesskab griber mangt og meget an.

Gribes vi af trangen til at åbne os for tilværelsen i hele dens mangfoldighed?

Tager vi imod hvad tilværelsen vil give os?

Har vi opdaget at tilværelsen er større end det snævre rum af pligter og vedtægter?

Faktum fra begge arrangementer er, at mange ældre lever et godt socialt liv, men næsten hver fjerde oplever ofte eller af og til at føle sig ensom. For nogle er følelsen kortvarig og forbipasserende, mens den for andre er vedvarende og svær at ryste af eller komme ud af.

Ældre, der oplever ensomhed, kan miste initiativet og energien til at gøre noget ved deres situation.

Derfor er det vigtigt, at andre omkring den ældre er opmærksom på signalerne og ved, hvad de kan gøre for at forebygge eller mindske ensomheden. Ældre, der oplever ensomhed, kan eksempelvis have brug for et næstekærligt skub og opmuntring til at deltage i socialt samvær og knytte venskaber.

Således er der mange gode grunde til at være opmærksom på de signaler og livssituationer, som typisk indikerer at en person er i høj risiko for ensomhed.

Kort sagt består dannelse i den udviklede evne til at være opmærksom.

Og det er ikke altid så meget, der skal til, for at gøre en stor forskel.

For det at opleve et andet menneskes opmærksomhed, det er, når det kommer til stykket, hvad alle tørster efter mere end efter noget andet.

viden-om-mellemosten2

Menneskesynets grundlæggende betydning

Næsten hver dag har sine skrækindjagende historier om død, om drab, om hævn, om krig.

Er det ikke konflikten i Ukraine, så gælder det borgerkrigen i Syrien.

Og er der endelig optræk til nogle dages stilhed i Israel og Gaza, så bryder den værste storm ud i det nordlige Irak med forfølgelser af ufattelige dimensioner.

Samtidig er det i mange kulturer dybt rodfæstet, at der må ske noget, når der opstår en konflikt.

Og det, der skal ske, må til en vis grad være proportionalt med det, som oprindelig udløste konflikten.

Der er således mange beretninger, som påviser sammenhængen mellem menneskesyn og voldsanvendelse.

Og denne sammenhæng bliver på et niveau demonstreret, når mænds mishandling af kvinder i parforhold legitimeres gennem den ene eller den anden ideologi.

Ligesom den på et andet niveau også til fulde bliver demonstreret i krigssituationer og ved folkemord, når tærsklen for vold sænkes ved at tegne billedet af de andre som ikke-mennesker.

Menneskesynet har altså grundlæggende betydning – også i det fortsatte forløb under en retssags nødvendige opgør med vold og overgreb.   Gerningsmanden skal stå til ansvar for egne handlinger ved at nægte ham status som ’et hjul i maskineriet’.

Personligt ansvar og skyld er slet og ret et spørgsmål om at være menneske.

Videre er der i strafferetten en tradition, der altid er parat til at tage det enkelte menneske i betragtning, gerningsmand såvel som offer, og tillade dommerens sind at blive stemt til mildhed, fordi han genkender sig selv i de andre.

Hvorimod man i gengældelsestraditionen forsøger at holde sin viden om de andres menneskelighed på afstand. Her koncentrerer man sig om selve forbrydelsen i stedet for de menneskelige profiler, som kommer til syne i forbrydelsen.

Således kan også tærsklen for statslig voldsanvendelse sænkes, når man ikke giver plads til sin viden om den andens menneskelighed.

Det er ganske vist foruroligende og ubehageligt at måtte indse, at udøvere af groteske voldshandlinger er mennesker som os med samme menneskeværd.

Det er nu en gang enklere og langt mere beroligende, hvis vi blot kan forklare voldens og det ondes problem med, at de mennesker, som står bag, er monstre og umennesker.

I efteråret sætter FOF Aarhus derfor fokus på Mellemøsten – med Puk Damsgård, Thomas Ubbesen og Naser Khader – for at komme om bag historierne i tidens mange konflikter, og for at få de menneskelige beretninger fortalt samt for at grave et spadestik dybere, end det vi får formidlet gennem overskrifter og hurtige billeder i medierne.