Kategoriarkiv: Kultur

Og der belv lys

Og der blev lys

Hvis vi skal holde os til erfaringen og hver for sig udtale os om, hvorvidt vort liv er godt eller ondt, må vi utvivlsomt, hver og én, kaste os ud i en meget langstrakt og ikke alt for afklaret redegørelse.

Vi vil jo nok komme til meget forskellige resultater, for et menneskeliv kan falde ud på mange måder. Men i de fleste tilfælde vil vi sikkert, som i enhver fornuftig statusopgørelse, nå det resultat, at der er både aktiver og passiver, vidunderlige stunder, men også tider med sorg og lidelse.

Tilværelsen er med andre ord en blanding af godt og ondt, lys og mørke. Man kan så strides om, hvad der er mest af, men ikke om at der er noget af hvert.

I forlængelse heraf er temaet for Aarhus Festuge 2015 ‘Lys – mere lys’. Hvilket umiddelbart betyder, at festugen vil byde på lys i alle afskygninger: levende lys, elektrisk lys, mørkelygte-lys, oplysning og lysspor og ikke at forglemme lyskegler, lyssky, laserlys, LED-lys og dynamolygtelys osv.

Umiddelbart må vi dog erkende og har forhåbentligt også erfaret, ellers har vi det til gode, at oplysning er mere og andet end belysning. Men det kan være et skridt på vejen.

Festugens direktør Jens Folmer Jepsen har fortalt, at festugen gerne vil bidrage til at lyse byen op og spotte steder, så vi ser dem med nye øjne. Og muligheden for ny indsigt bør vi gribe. Videre vil festugen gerne være med til at højne oplysning ved møder mellem mennesker, som har set eller fundet lyset. Det sidste skal man dog altid være både kritisk og skeptisk overfor. Oplysning for og med samt blandt mennesker er kun muligt, når det tager afsæt i folkelige oplevelser med indsigt og vidsyn.  Ligeledes vil festugens arrangører gerne lede efter de små lyspunkter, der holder hverdagene levende, og således ikke være bange for at se ind i mørket og lede efter veje ud i lyset.

Dette repræsenterer væsentlige elementer i folkeoplysningen og på sin vis en dimension i tilværelsen, en dybde, der gør det muligt for mennesket at forholde sig på en radikal eller fundamental måde til sit eget liv. Det er videre den beroligelse, der udspringer af, at man godtager det liv, man fik, samtykker i det. Men det kræver, at der er sving over det.

Det sande samtykke betyder, at man forelsker sig i sit liv, hvordan det end blev, alene på den præmis, der siger, at det altså er det liv, jeg blev skænket. Man kan menneskeligt sukke over, at det måske blev et trangt liv, men man er fyldt med dyb glæde over, at man ved at leve det er dér, hvor man skal være.

 

 

Billede af et stort orkester med mange musikere, som ledes af en dirigent

Kamp om et orkester

Et ’kulturkonservativt’ flertal uden om regeringen vil skrive underholdningsorkestret ind i den kommende public service-kontrakt, der skal forhandles på plads med DR for de næste fire år.

DR’s ledelse besluttede ellers i september, at underholdningsorkestret skal ophøre og dets 42 medlemmer afskediges med udgangen af 2014. Denne nærmest taktiske beslutning skete som led i en samlet spareplan, som er blevet pålagt DR af et flertal i Folketinget.

At et alternativt politisk flertal vil blokere for lukningen af underholdningsorkesteret er glædeligt. Samtidig er det en politisk historie om økonomiske besparelser og et armslængdeprincip. Og ikke mindst om et orkester, der er højt elsket og værdsat.

Men hvorfor har DR truffet beslutning om at nedlægge netop underholdningsorkestret? Er det for at demonstrere over for politikerne, hvor smerteligt det samlede sparekrav er?

Nu er lukningen af orkestret nok ikke kun tænkt som et signal til politikerne. Selv om det er en beslutning, som har vakt et sjældent ramaskrig. Så godt som hele musikbranchen – på tværs af alle genrer – har udtalt sig til fordel for orkestret. Ligesom 40.000 borgere har skrevet under på en protest.

Om det er denne folkeopinion, der har medvirket til en drejning, hvor et politisk flertal uden om regeringen vil presse kulturministeren til at skrive underholdningsorkesteret ind i den kommende public service-kontrakt med DR for derved at blokere for lukningen, skal være usagt.

Hvis ministeren afviser dette, kan det ’kulturkonservative’ flertal trumfe det igennem ved at sende et beslutningsforslag herom til afstemning i folketingssalen. Mon det kommer så vidt.

Hvordan pengene skal findes, hvis underholdningsorkesteret ikke skal lukkes, er der ikke så stor politisk enighed om, som at selve lukningen er forkert. Men det er også opgaven for ledelsen i DR.

Men som flere har peget på, er lukningen ikke en beslutning, der udløser mange penge til DR her og nu. Måske kunne det også være en mulighed at DR enten slankede organisationen eller effektiviserede på flere områder. Eller begge dele – idet DR godt kan begynde at forberede sig på en ny monopol-situation. Fremadrettet er der kun plads til én lokal tv-og radiostation. Public service-kontrakten skal med andre ord strammes op. Det er en politisk og en folkelig oplysnings opgave.

Men hvis DR i første omgang lukkede orkestret med blødende hjerte. Hvis så godt som alle begræder beslutningen. Og hvis den reelle økonomiske gevinst ligger langt ude i fremtiden, er det fortsat et åbent spørgsmål, hvorfor DR så traf beslutningen i første omgang om at fjerne det højt elskede og værdsatte underholdningsorkester.

aarhus-alternativ-festival

Rethink Human Being

I Aarhus tales der i disse år i overordnede engelske punchlines med mere eller mindre held. Det engelske verdenssprog giver måske mulighed for at tænke nyt og bygge bro samt gentænke menneskets forhold til livet, hvor det i handling lever fremad.

En ny årlig festival – Aarhus Alternatives Festival – afholdes første gang den 7. og 8. november 2014 i Musikhuset og på Godsbanen som en del af Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017.
Aarhus Alternatives Festival arbejder i spændingsfeltet mellem ånd, videnskab og kunst under det overordnede tema “Rethink Human Being”.

Festivalen er et mix af konference, multikunstfestival og workshops for krop og sind. Og i forhold til det overordnede tema kan man bl.a. høre en tale til nationen skrevet af en fysiker, en digter og en domprovst. Nu kan en tale til nationen tager udgangspunkt i meget forskelligt, men det overordnede tema indikerer dog, at det skal handle om mennesket. Og med et menneskes fødsel er muligheden for det helt uventede jo bragt ind i en verden. Der kommer således et handlingsaspekt, som knytter sig til en forestilling om, at det særegent menneskelige består i, at vi lever frem i en åben og ikke fastlagt fremtid.

Vi er de eneste, fra hvem man kan forvente det uventede. Og det fornyende i mennesket gør i en vis forstand hver ny generation uplettet eller uspoleret af fortidige generationers fejl.

Derfor – netop derfor – kan vi knytte håb og forventninger til det fremtidige. For menneskets evne til at leve frem i en åben og ufastlagt fremtid sker som en bekræftelse af det liv, man selv har fået ved fødslen. Og denne evne er noget, vi har som en slags gave. Ligesom vi ikke selv bestemmer, at vi skal fødes, således er modet til at leve frem i en åben fremtid uden for vor egen indsats og viljesmæssige beslutnings rækkevidde.

Livsmodet viser sig umiddelbart i begejstringen og jubelen over det ikke fastlagte hos den, der oplever fremtiden som rig på muligheder.
Når livsmodet vender tilbage, har det ofte også karakter af noget underfuldt, der sker med én.
Verden bliver atter vedkommende og venlig.
Det at leve fremad betyder altså ikke, at man sætter sig selv igennem ved at hævde sig selv.

Mennesket er frit ved at besidde evnen til at begynde noget nyt, tage initiativer og bestandigt kunne bringe situationer videre, som ellers er fastlåste i fx had og misundelse.
Muligheden for at komme ud af en ond cirkel, hvor uret forsøges hævnet og avler nyt had, findes i den handling, der bekræfter det liv, man har til fælles, sådan som det sker, når man kan tilgive den anden en ugerning.

Det modsatte af det levende er det hindrede, det skjulte og det ufrie liv, hvor man er spærret inde i sine egne fordomme eller af andre grunde hindret i at få et perspektiv i sit syn på verden.

Grundlæggende handler det ikke overraskende om mod til livet eller mod til at konfrontere sig selv med virkeligheden.
For når det kommer til stykket har vi (også) brug for at være alene, behov for muligheden for at være overladt til os selv for at kunne blive frigjort til at kunne blive bevidst om os selv – for at gentænke eller nytænke forudsætningerne for, at det personlige, i modsætning til det blot individuelle, kan udfolde sig.

 

Between Friends

Traditionsformidling

I traditionsformidlingen inden for folkeoplysningen har det kulturelle fællesskab nær tilknytning til den nationale og politiske identitet.
Og det medfører, at et menneske først er menneske, når det kulturelt set er på højde med det samfund, han eller hun lever i.
Dannelse er en måde at ’fylde på’ i form af kultur.
Det vil fx sige sådan som vi kender det fra en kunstart som billedhuggerens, der modellerer og præger sit stof til det rette aftryk aftegner sig i det.
Dannelse eller rettere dannelsesprocessen er altså et virke, en indvirkning eller påvirkning, som efterlader et bestemt værk, nemlig det dannede eller kultiverede menneske.

Videre er det af betydning at fremhæve de sammenhænge af biologisk, psykisk og social art, som vi mennesker er indfældet i.
Mennesket er ikke til på forhånd.
Men mennesket bliver til noget efterhånden.
Som menneske er man netop ikke selvstændig, men må modelleres og formes. I traditionsformidlingen sættes mennesket med andre ord ikke i centrum.

Barnets voksende fortrolighed med kulturens forudsatte sammenhænge og fortællinger er betingelsen for et godt liv.
Identitet er nemlig ikke noget, man blot skal bevidstgøres om, sådan at man selvstændigt kan forme sin skæbne og være selvansvarlig.
Bevidstgørelsen er langt mindre afgørende end det indhold, hvori man skal hente sin egen identitet. Det er fastlagt, hvilket indhold man selv er forpligtet af. Det er nemlig de fortællinger, som vi fødes ind i, og som enhver kultur gennem opdragelse poder ind i mennesker.
Kort sagt udvikler mennesket intet andet end det tiden, klimaet, behovet, verden og skæbnen giver anledning til.

Fortællingens rolle er dog dobbelt.
Barnet navngives eller identificeres gennem familiens og slægtens historier. Men disse historier griber ind i mere omfattende historier. Nationens, kulturens og religionens.
Det er her, at der udtrykkes en række grunderfaringer, som kan knytte de enkelte historier sammen til et hele.
Sproget er netop vor moders mål.
Sproget er der før os.
Og at være dannet vil sige at være skolet i dette sprog og det verdenssyn, som er indeholdt i det nationale sprog.

Mennesket kan derfor ikke fungere uden et element.
Ligesom fiskens element er vandet, findes der et element, en omverden, som vi er afhængige af, for at vi kan føle os i vort rette element. Det er traditionen. Og den kommer os i møde i sproget.

Skulle jeg endelig pege på steder, hvor denne tanke har størst frigørende værdi, er det der, hvor det enkelte menneske ingen glæde har ved at være overladt til sig selv, der hvor alenehed ikke rummer selvudfoldelse, men i stedet bliver til ensomhed.

Ensomheden er ikke nogen behagelig oplevelse.
Vejen ud af denne kan netop være påvirkningen udefra, den igangsatte oplevelse af at være en del af fælles aktiviteter, at have opgaver, hvis udførelse har værdi for andre, og som er en del af en af fællesskabet skabt lykke og livsopfyldelse.

 

 

 

Illustration: Schønherr A/S

Same but different

Festugen i Aarhus er et festfyrværkeri af tilbud. Der er kort sagt noget for enhver smag – også for dem uden.

En helt særlig stemning er der i Aarhus under Festugen.

Byen summer af liv. Underholdning, overraskelser og udfordringer inde og ude. Nytænkende kunst- og kulturoplevelser fra ind- og udland, som kun kan opleves én gang og ét sted.

Festugen blev afholdt første gang i 1965 – vel nærmest som en lokal byfest. Og det er trods alt i dag blevet til mere end det.

I dag er Festugen en af Nordens største kulturfestivaler.

Og i løbet af 10 sensommerdage præsenteres mere end 1.000 arrangementer fordelt på over 100 forskellige scener og steder i byen. FOF er også med ved enkelte events.

Hver Festuge har et tema, der fungerer som overordnet inspiration for arrangementerne. Og i år fejrer Festugen tillige 50-års jubilæum med temaet ’Same but different’.

Det dominerende aspekt og perspektiv i år arkitektoniske eksperimenter i fuld skala.

Midlertidig arkitektur kaldes det – og det er et begreb, der er kommet for at blive. Og det er godt. Og udnyttes tankegangen, kan det midlertidige sætte varige spor.

Fx er Banegårdspladsen i Aarhus sprunget ud som en rigtig plads med træer og siddepladser.

Selv pølsevognen har klædt om – iført trælameller, smukt afstemt efter banegårdens tegltag. Lad det endelig forblive sådan.

Ikke langt derfra, mellem rådhuset og Aarhus Musikhus, er der nu en gigantcirkel med en radius på omkring 100 meter.

Cirklen breder sig ud over en Frederiks Allé, som jeg sammen med mange andre fræser igennem hver dag. Men nu må vi ned i fart.

Enorme bænke og tusindvis af asters følger cirklen rundt. Og i midten af Central Park er der plads til fri leg. Her kan der med et ske noget andet. Her kan vi mødes, ses og tale med hinanden.

De arkitektoniske eksperimenter og den deraf afledte midlertidighed kan få os til at få øjnene op for nogle steder, som vi ellers ikke ville interessere sig for.

Hvad kan Aarhus by blive til?

Vi får en 1:1-version af en bygning, en plads eller noget helt tredje. Og vi kommer i direkte kontakt med ’forslaget’ og kan på ny og bedre måde vurdere, hvad vi synes fungerer og ikke.

Tænk om vi eksperimenterede noget mere, inden vi opfører eller anlægger det ene eller andet. Da ville Aarhus se anderledes ud – også i andres øjne.

conference

Et kulturelt åndehul

Forhandlingerne om det kommende års kulturbudget er skudt i gang i kommunerne. Og de første politisk-rituelle markeringer er sendt af sted, dels som ønsker om budgetforøgelser og dels som ønsker om tilbageholdenhed.

Aarhus er ingen undtagelse i de differentierede ønsker. Banen er naturligvis allerede kridtet op for de kommende og intense budgetforhandlinger. Og udfordringerne er til at få øje på.

Flere og flere har da også allerede udtalt, at som europæisk kulturhovedstad i 2017 er Aarhus naturligvis nødt til at satse på kulturen i de kommende år.

Ja, selvfølgelig skal Aarhus satse på kulturen. Vi kan ikke undvære kulturen, det er der imidlertid så meget andet, vi kan.

Men hvor mange midler der ekstra skal afsættes og hvordan midlerne skal anvendes er naturligvis altid til diskussion. Og i den sammenhæng er der en del særbevillinger med udløb i 2015 eller 2016, som kommer i spil. Sådan er det.

Kulturposen bliver uden tvivl rystet godt og grundigt, samtidig tør politikerne forhåbentligt tænke i nye baner med perspektiv for synergier, samarbejder og partnerskaber mellem eksisterende kulturudbydere – store såvel som mellemstore og små.

Direkte adresseret til borgmesteren og kulturrådmanden samt den samlede magistrat og det samlede byråd er det fremadrettet nødvendigt at tilgodese de kulturelle aktiviteter i Aarhus, som de mange folkeoplysende virksomheder udbyder.

Folkeoplysningen stiller nemlig et kulturelt åndehul til rådighed: en perlerække af kulturelle tilbud hvor man kan fordybe sig og få en særlig intens oplevelse og indsigt, der giver både den enkelte og fællesskabet mere energi til hverdagen.

Den ene uge er der mulighed for en operarejse, en opera i Aarhus, et dyk ned i litteraturen, en fyraften med klassisk koncert eller jazz i Aarhus. Den næste uge er der mulighed for at holde hjernen i gang med en sprogdag, en fransk uge, tysk grammatik på 4 dage eller kaste sig ud i et helt nyt sprog. Og sådan fortsætter det uge for uge året rundt.

Overordnet er Aarhus ikke kun et geografisk område men også rammen om et kulturelt funderet fællesskab. Og et sådant fællesskab giver som bekendt identitet og dermed forankring i en tilværelse, der ellers nok kan være præget af hastige forandringer.

Kultur er altså en vigtig del af vores identitet og vores ståsted. Og vi har på sin vis altid været afhængige af tæt kontakt med den øvrige verden. Varer, kulturelle strømninger og politiske idéer er op igennem historien blevet udvekslet og har udviklet vores egen identitet, og sådan vil det alt andet lige fortsætte. Måske vil ’Aarhus-2017’ tage denne tråd op, hvis man synes der er råd til det.

Kultur udgør med andre ord et fælles folkeoplysende grundlag i form af sprog, litteratur, kunst, teater, tv, musik, film, idræt mm., der binder os sammen på trods af vores forskelligheder og individualitet.

Dette er den grundlæggende udfordring i forhandlingerne om såvel det kommende som de kommendes års kulturbudgetter.