Og der belv lys

Og der blev lys

Hvis vi skal holde os til erfaringen og hver for sig udtale os om, hvorvidt vort liv er godt eller ondt, må vi utvivlsomt, hver og én, kaste os ud i en meget langstrakt og ikke alt for afklaret redegørelse.

Vi vil jo nok komme til meget forskellige resultater, for et menneskeliv kan falde ud på mange måder. Men i de fleste tilfælde vil vi sikkert, som i enhver fornuftig statusopgørelse, nå det resultat, at der er både aktiver og passiver, vidunderlige stunder, men også tider med sorg og lidelse.

Tilværelsen er med andre ord en blanding af godt og ondt, lys og mørke. Man kan så strides om, hvad der er mest af, men ikke om at der er noget af hvert.

I forlængelse heraf er temaet for Aarhus Festuge 2015 ‘Lys – mere lys’. Hvilket umiddelbart betyder, at festugen vil byde på lys i alle afskygninger: levende lys, elektrisk lys, mørkelygte-lys, oplysning og lysspor og ikke at forglemme lyskegler, lyssky, laserlys, LED-lys og dynamolygtelys osv.

Umiddelbart må vi dog erkende og har forhåbentligt også erfaret, ellers har vi det til gode, at oplysning er mere og andet end belysning. Men det kan være et skridt på vejen.

Festugens direktør Jens Folmer Jepsen har fortalt, at festugen gerne vil bidrage til at lyse byen op og spotte steder, så vi ser dem med nye øjne. Og muligheden for ny indsigt bør vi gribe. Videre vil festugen gerne være med til at højne oplysning ved møder mellem mennesker, som har set eller fundet lyset. Det sidste skal man dog altid være både kritisk og skeptisk overfor. Oplysning for og med samt blandt mennesker er kun muligt, når det tager afsæt i folkelige oplevelser med indsigt og vidsyn.  Ligeledes vil festugens arrangører gerne lede efter de små lyspunkter, der holder hverdagene levende, og således ikke være bange for at se ind i mørket og lede efter veje ud i lyset.

Dette repræsenterer væsentlige elementer i folkeoplysningen og på sin vis en dimension i tilværelsen, en dybde, der gør det muligt for mennesket at forholde sig på en radikal eller fundamental måde til sit eget liv. Det er videre den beroligelse, der udspringer af, at man godtager det liv, man fik, samtykker i det. Men det kræver, at der er sving over det.

Det sande samtykke betyder, at man forelsker sig i sit liv, hvordan det end blev, alene på den præmis, der siger, at det altså er det liv, jeg blev skænket. Man kan menneskeligt sukke over, at det måske blev et trangt liv, men man er fyldt med dyb glæde over, at man ved at leve det er dér, hvor man skal være.