Billede fra filmen "En chance til" af Susanne Bier. En mand sidder sammenkrøbet og forslået i en bil med tårer i øjnene.

En chance til

Det kan være svært at finde balancen mellem at handle sig ud af sine problemer og overlade det, man ikke kan gøre noget ved, til Gud eller til skæbnen. Og det sidste kan sandelig også være svært for et moderne menneske, hvis man er det.

Ligesom det kan kræve mod at tage sig sammen og at falde sammen i erkendelse af, at man har brug for andre.

Disse menneskelige overvejelser gælder for den enkelte, for fællesskabet, for samfundet, for staten og for stater og lande imellem.

Derfor giver proportionsforvridning også ubalance på ethvert niveau eller plan. Og kender vi det ikke fra os selv, kan vi blot kigge os omkring. Alverdens medier bidrager også på hver deres måde.

Ved ethvert årsskifte høres endvidere om friske begyndelser og overfriske nytårsforsæt. Nogle mere alvorlige og eksistentielle end andre. Og man bliver i samme anledning mindet om, at man selv har ansvaret for sit eget liv.

Måske er det aldrig for tidligt eller for sent at begynde forfra. Altså så længe man trækker vejret.

Men selv om man fx kan presse sig selv til at holde op med at ryge, motionere mere og spise sundere, er man stadig ikke herre over sit eget liv i sidste ende.

Selvfølgelig har man et ansvar for at forvalte sine talenter (og det er som bekendt mere end at kunne lægge to og to sammen).

Men man ved aldrig, hvad der sker. Og man kan frem for alt ikke styre alt.

Denne indledning for at pege hen på filminstruktøren Susanne Bier, der udfordrer gudsbegrebet i sit nyeste drama ”En chance til”, hvor en mand sætter sig selv i Guds sted for at redde en, han elsker.

Altså en historie om en mand, der med alle midler vil styre sin egen og andres skæbner.

Spørgsmålet eller rettere de etiske dilemmaer i historien og i virkeligheden er naturligvis, om man kan det – styre sin egen og andres skæbner – uden at sætte sig i Guds sted. Og videre: hvor langt vil man egentlig gå – og i Susanne Biers historie: hvor langt vil man gå for en, man elsker?

Dramaets etiske dilemmaer udspiller sig med andre ord i et grænseland mellem det, der føles rigtigt, og det, der er formelt forkert.

Døm selv!

Et billede af en pige på en mark med hænderne i vejret - frihed

Frihed i relationer

Fuglen, som sidder i bur, er ikke fri.
Men lukker man buret op, så er den fri til at flyve ud.
Der er andre ting, den ikke er fri for: fx at søge føde, at parre sig, at nette sig osv.
Men når lågen til buret lukkes op, så er den fri i en ganske bestemt henseende, nemlig fri for at sidde i bur.
Den er ikke fri slet og ret, men netop fri for en ganske bestemt bundethed: at sidde indelukket i et bur.

Med et menneske, der er i fængsel, er det ligeså. I det øjeblik mennesket slippes ud, er det altså fri for at sidde indespærret.
Et menneske der er sygt, kan ved naturens eller lægens hjælp måske blive befriet for sin sygdom.
Et stavnsbundet menneske (hvilket stadig findes) er nødt til at bo på et bestemt egn, og når man ophæver stavnbåndet, kan det menneske altså flytte andre steder hen og bo.
Et menneske, der er tynget af sin fattigdom, kan blive fri for denne ved at erhverve sig penge og på den ene eller den anden måde forbedre sine levevilkår.
Et menneske, der er undertrykt politisk og ikke kan ytre sig frit, kan genvinde denne frihed gennem en omvæltning i samfundet, som fjerner snærende bånd.

Menneskets frihed eller frigørelse består ligesom fuglens i at blive fri for et eller andet konkret.
Det er altså ikke frihed som sådan, der er tale om. Friheden forudsætter nemlig overalt en bestemt bundethed, som ophører.

Hvis bundetheden af fængsel, sygdom, stavnsbånd, fattigdom, undertrykkelse ikke havde været til stede, så havde der ikke været noget at blive fri for eller fri fra.
Ligesom begrebet fritid ikke giver mening, hvis der ikke er noget modsat.

Vi kan med andre ord ikke sige, at et menneske er frit uden at tilføje i forhold til hvad.
Frihed vil sige frigørelse fra et eller andet.

Når man videre siger, at man har frit valg, så kunne det måske opfattes som om, man er i stand til at vælge frit.
Det er dog spørgsmålet om det er det, der ligger i udtrykket.

Når jeg går i det lokale supermarked, har jeg frit valg mellem de fremlagte varer.
Jeg har for den sags skyld frihed til at lægge hvad som helst ned i min indkøbskurv.
Fryseposer, frikadellefars, fennikel eller ferskner.
Min kone vil dog undre sig, hvis ikke jeg købte ind efter den seddel, som jeg har med, og som afspejler, hvad vi har brug for.
Jeg er med andre ord ikke fri til at købe ind, selv om der frit valg på alle hylder.

I et demokrati som det danske har vi frihed til at stemme på forskellige partier fra højre til venstre eller lidt til en side.

Stemmeafgivningen er dog ikke ganske fri, men i høj grad bundet af socialt eller arbejdsmæssigt tilhørsforhold, politisk propaganda osv.
De fleste sætter trods alt ikke deres kryds i blinde, men har deres grunde for placeringen.
Det politiske system i Danmark giver ganske vist valgfrihed, men derfor er min stemmeafgivning ikke fri, men tværtimod bundet af og forklarlig ved en række forskellige grunde, hvoraf nogle er mig nogenlunde bevidst, mens andre formentligt ligger hen i det dunkle.

Når man derfor bruger et begreb som frit valg, er det ikke en totalbestemmelse, men derimod en beskrivelse af valgmulighederne i en bestemt sammenhæng.

Altså er jeg fri i én sammenhæng, men ikke i en anden.
Frit valg og valgfrihed er derfor ligesom frihed relationsbegreber og ikke almenbestemmelser. Og således er det i relationerne mennesker imellem, at kampen om og for friheden står.