Billede af forelæsningssal med unge studerende

Kampen mod drengevidenskabelighed

Vores evne til at bruge akademikeres viden til fælles selvrefleksion er truet.

For hvis det eneste, der i dag tæller, er publicering af resultater i det ’rette’ forum, så bliver den enkelte akademiker kort sagt reduceret til en ekspert på et meget begrænset område frem for en engageret deltager i den brede folkelige samfundsdebat.

I folkeoplysningens navn afholdes der årligt tusindvis af foredrag med akademiske foredragsholdere, er disse folkelige foredrag ikke en gyldig del af arbejdet som akademiker?

Problemet er i dag, at man ikke måler på publikumsefterspørgslen.

Man bruger i stedet for den akademiske pointskala, og der tæller et folkeoplysende foredrag ikke.

Pointskalaen gør også, at flere akademikeres ambitiøse værker skrumper gevaldigt ind.

Frem for at skrive et større gennemarbejdet værk er det en pointmæssig fordel, der tillige giver snæver akademisk anerkendelse, at opdele sit arbejde i mindre artikler og publicere dem i snævre videnskabelige tidsskrifter.

Nu skal der ikke herske nogen tvivl om, at det kan have værdi for forskningen, at forskere deler deres viden med andre forskere ude i verden. Og det skal man endelig blive ved med.

Men de seneste års udvikling er uheldig. For den har bevirket, at fokus er flyttet fra den brede folkelige formidling til fordel for om man kan få publiceret et enkelt resultat i et videnskabeligt tidsskrift.

Den folkelige formidling konkurrerer med andre ord med forskningen og undervisningen. Og da formidlingen ikke er normeret, ikke giver et eneste point, så er det her den enkelte akademiker begrænser sig. Om end hun havde lyst til at bidrage mere bredt.

Det store spørgsmål er om de kommende generationer har et markant anderledes forhold til formidling – ganske enkelt ikke prioritere den afgørende og helt nødvendige folkeoplysning. Eller er det et tvetydigt politisk pålæg, at den folkelige formidling er ligegyldig i det samlede billede.

Tidens ensidige fokus på det, der internationalt kan måles og vejes, er ikke simpelthen nok i en folkelig sammenhæng.

Det er altså en fremadrettet politisk opgave at sikre, at der kontinuerligt foregår en samtale mellem forskere og det omgivende samfund.

Og i denne sammenhæng handler det især om, hvordan politikerne og offentligheden bliver bekendt med og får indflydelse på forskningsdiscipliner, som kan være etisk problematiske.

Videre har vi alle vel en legitim ret til at få at vide, hvordan forskningsmidlerne bliver anvendt.

Fra folkeoplysningens side skal den akademiske verden selvfølgelig (også) beskæftige sig med den formidling, som bidrager til sammenhængskraft og dannelse bredt i vort samfund.

Derfor bliver vi nødt til at blive bedre til at tælle mere med. Og til at forstå, at det ikke er alt det, der tæller, der kan tælles.

Et billede af mange hænder, der er langt oven i hinanden.

Demokratiets rugekasser

’Folkeoplysning i forandring’ var titlen på en konference i november afholdt af Videncenter for Folkeoplysning i samarbejde med Idrættens Analyseinstitut, der samtidig afholdt konferencen ’Idrættens største udfordringer’.

Denne dobbeltkonference handlede i stor udstrækning om sammenhænge, betydning og fællesskab set i lyset af den almindelige samfundsudvikling og det deraf afledte paradigmeskift.

Et væsentligt og fælles element i oplæg, debatter og efterfølgende samtaler på dobbeltkonferencen var (og er) den inddragende funktion inden for folkeoplysning og idræt.

Og dermed blev det indirekte understreget, at når vi sammenligner det danske demokrati med andre demokratier, har vi ikke noget at klage over.

For danskernes demokratiske viden er høj, og det er valgdeltagelsen også. Unges demokratiske viden er også høj. Men udfordringen er, at unge stemmer i mindre grad end andre. Og udfordringen er også, at unge i stigende grad fravælger at engagere sig i det repræsentative demokrati.

Når vi videre sammenligner det danske foreningslivs vilkår med foreningslivets vilkår i andre lande, har vi heller ikke noget at klage over. Såvel folkeoplysningen som idrætten står stærkt.

Foreningsdeltagelsen er nemlig høj, og foreninger er prioriteret af politikere, både nationalt og kommunalt. Udfordringen er dog, at godt nok er den almene politiske anerkendelse af foreningslivets bidrag til demokrati og sammenhængskraft høj, men foreningslivets særlige værdi i det daglige folkelige (og politiske) arbejde glemmes desværre ofte.

Der er med andre ord to sideløbende tendenser i folkestyre og i foreningsliv: Bevægelsen væk fra det repræsentative og brede og til det konkrete og enkeltsagsorienterede. Bevægelsen væk fra borger til bruger og væk fra medlem til bruger.

Nu er det ikke et problem, at mennesker engagerer sig eller er aktive. Det er grundlæggende godt. Men det er et problem for folkestyre og sammenhængskraft, hvis vi fravælger engagementet i det repræsentative demokrati til fordel for det enkeltsagsbaserede. Og det et problem for vort folkestyre, hvis vi hellere vil være forbrugere, end vi vil engagere os i foreningslivet.

Foreningsliv, som en sum af fællesskab, frivillighed og folkeoplysning, er forbundet med folkestyre. Derfor er foreningslivets styrke folkestyrets styrke, og folkestyrets styrke er foreningslivets styrke.

Folkestyret er i sin nuværende form helt afhængig af den opdragelse i demokrati og samfundsansvar, der skabes i foreningslivet.

Vi har stadig et stærkt foreningsliv og et stærkt demokrati. Det kan vi godt være stolte over.

Men vi skal i fællesskab med de udfordringer, der møder os, og i fællesskab foretage de forandringer, der er nødvendige, så vi sammen skaber mulighederne for, at et stærkt foreningsliv om folkeoplysning og idræt bliver ved med at være tilfældet.