Et billede af et skilt med landenavne: England, Frankrig, Tyskland, Irland, Rusland, Holland

Min moders stemme

Flere og flere er bevidste om sprogets rolle og dermed helt konkret at undervisning i sprog er et springbræt i en stadig mere international verden. Skal sproget læres fra bunden, eller skal det blot pudses af, så har folkeoplysningen helt sikkert et sprogkursus, der passer til den enkelte: http://www.fof.dk/aarhus/Kursusoversigt/sprog-og-kommunikation

Nu er sprog- og kulturforståelse ikke blot fornuftig i en karrieremæssig sammenhæng. Dannelsesmæssigt er sprog- og kulturforståelse af afgørende betydning for vekselvirkningen mellem individ og samfund.

Sprog er noget, vi kort sagt tilegner os gennem påvirkning udefra.
Ingen kan lære at samtale på et sprog, hvis de ikke enten er vokset op blandt mennesker, der taler sproget, eller tilegner sig det gennem undervisning senere i livet.

Som tillægsgevinst får vi med sproget – hvilket det så end er – samtidig en fortrolighed med en hel kultur – en kulturforståelse, hvormed vi er og bevæger os i en forståelsesramme.

Men sproget er også som en vigtig del af vores socialisering ikke blot en måde at blive indfanget i en verden på.
Indsigten i de historiske sammenhænge, som de er fastlagt i fortællingen, frigør os netop fra den rene indfældethed i denne historie.
Med sproget sættes vi i stand til at gøre op med, hvad der er overleveret os.
Socialisering betyder, at der sker en udvikling af en række færdigheder, som opøves i en stadig bevidstgørelse.

Denne dannelse går for sig på flere felter, som alle er båret af sproget, og som viser bredden i den påvirkning, som fællesskabet har på det enkelte menneske. Samtidig med at dannelsen på sin vis, når den virkelig er en del af den enkelte, er som et ’hemmeligt’ sprog.

Nuvel! For det første bruger vi sproget, når vi skal tilegne os ny viden om den ydre verden forstået som vore naturmæssige omgivelser.

For det andet er sproget mindst lige så velegnet, når vi appellerer til andre om at stå os bi i et eller andet foretagende. Vi bruger sproget, når vi forsøger at tale os til rette med andre om noget normativt.

Og endelig for det tredje bruger vi sproget, når vi ønsker at vide nærmere, hvad der rører sig i andre, og når vi selv vil give udtryk for, hvad vi tror, føler og mener.
Vore indre tilskyndelser gør vi også tilgængelige for andre og dermed også for os selv, når vi giver udtryk for dem.

Billede af et stort orkester med mange musikere, som ledes af en dirigent

Kamp om et orkester

Et ’kulturkonservativt’ flertal uden om regeringen vil skrive underholdningsorkestret ind i den kommende public service-kontrakt, der skal forhandles på plads med DR for de næste fire år.

DR’s ledelse besluttede ellers i september, at underholdningsorkestret skal ophøre og dets 42 medlemmer afskediges med udgangen af 2014. Denne nærmest taktiske beslutning skete som led i en samlet spareplan, som er blevet pålagt DR af et flertal i Folketinget.

At et alternativt politisk flertal vil blokere for lukningen af underholdningsorkesteret er glædeligt. Samtidig er det en politisk historie om økonomiske besparelser og et armslængdeprincip. Og ikke mindst om et orkester, der er højt elsket og værdsat.

Men hvorfor har DR truffet beslutning om at nedlægge netop underholdningsorkestret? Er det for at demonstrere over for politikerne, hvor smerteligt det samlede sparekrav er?

Nu er lukningen af orkestret nok ikke kun tænkt som et signal til politikerne. Selv om det er en beslutning, som har vakt et sjældent ramaskrig. Så godt som hele musikbranchen – på tværs af alle genrer – har udtalt sig til fordel for orkestret. Ligesom 40.000 borgere har skrevet under på en protest.

Om det er denne folkeopinion, der har medvirket til en drejning, hvor et politisk flertal uden om regeringen vil presse kulturministeren til at skrive underholdningsorkesteret ind i den kommende public service-kontrakt med DR for derved at blokere for lukningen, skal være usagt.

Hvis ministeren afviser dette, kan det ’kulturkonservative’ flertal trumfe det igennem ved at sende et beslutningsforslag herom til afstemning i folketingssalen. Mon det kommer så vidt.

Hvordan pengene skal findes, hvis underholdningsorkesteret ikke skal lukkes, er der ikke så stor politisk enighed om, som at selve lukningen er forkert. Men det er også opgaven for ledelsen i DR.

Men som flere har peget på, er lukningen ikke en beslutning, der udløser mange penge til DR her og nu. Måske kunne det også være en mulighed at DR enten slankede organisationen eller effektiviserede på flere områder. Eller begge dele – idet DR godt kan begynde at forberede sig på en ny monopol-situation. Fremadrettet er der kun plads til én lokal tv-og radiostation. Public service-kontrakten skal med andre ord strammes op. Det er en politisk og en folkelig oplysnings opgave.

Men hvis DR i første omgang lukkede orkestret med blødende hjerte. Hvis så godt som alle begræder beslutningen. Og hvis den reelle økonomiske gevinst ligger langt ude i fremtiden, er det fortsat et åbent spørgsmål, hvorfor DR så traf beslutningen i første omgang om at fjerne det højt elskede og værdsatte underholdningsorkester.

Billede af betonmur med pigtråd

Tear down this wall

Jerntæppet var et fysisk håndgribeligt skel.
Beton, jern, pigtråd og vagttårne skilte to verdener.
Det massive symbol på forskellen mellem øst og vest.
Mellem diktatur og frihed.
Mellem ufrihed og frihed.

En mur, der – som middelalderens fæstningsvolde – ville adskille to verdener og hindre mennesker i den form for kontakt og samkvem, der falder de fleste naturligt.

I oktober 1989 var jeg på forretningsrejse i DDR – til legetøjsmesse i Leipzig – hvor jeg hen på de senere timer af dagen som ved tidligere besøg talte med jævnaldrende tyskere, der for alt i verden ønskede en anden tilværelse. Og der var ikke grænser for deres forslag til, hvordan jeg skulle hjælpe med at få dem ud af deres fastlåste tilstand. De unge kvinders forslag og tilbud var tillige smigrende og fristende.
Om end jeg havde forståelse for deres trang til andet og mere end en tilværelse i den tyske demokratiske republik, så stod det ikke i min magt at ændre på deres situation. Hvor gerne jeg end ville.

Og havde jeg glemt det, var kontakten og samkvemmet med jævnaldrende østtyskere en påmindelse om, at der i mit eget land og i andre vesteuropæiske fandtes mennesker og politiske partier, der ikke blot sympatiserede med de socialistiske terrorregimer i Central- og Østeuropa samt Sovjetunionen, men aktivt arbejdede for at indføre et tilsvarende system i vores egne samfund. Og det var vel at mærke ikke bare marginale grupperinger.

Før og siden har det for mig været ganske uforståeligt, hvordan det var og er muligt at vende det blinde øje til, når mennesker er blevet undertrykt, isoleret, fængslet for at kræve eller udøve de samme rettigheder, som vi selv tog og stadig tager for givne.

Murens fald for 25 år siden og dermed afslutningen på den kolde krig er en sandhed med modifikationer.

Der skal mere end amerikanske præsidentord til: Tear down this wall!

Det skete ganske vist. De ydre mure faldt. Og det var godt.
Men det gjorde de indre mure ikke.
Og det skyldes, at de indre mure ikke er bygget af cement, jernstolper og pigtråd, men af et meget stærkere stof.
Nemlig opfattelser og holdninger der er mere standhaftige end murværk.

Det er åbenbart noget lettere at tilegne sig økonomisk frihed end politisk frihed og – for ikke at glemme den allervigtigste – eksistentiel frihed.

Har vi (i hvert fald de af os der er frihedsorienterede) levet i en illusion om en verden, der i virkeligheden ikke eksisterer?

Den politiske frihed og den eksistentielle frihed er og bliver afgørende faktorer, såfremt vi skal kunne bygge samfund uden mure og undertrykkelse.

Historien gentager sig ikke. Men historiens karrusel kører i ring.

aarhus-alternativ-festival

Rethink Human Being

I Aarhus tales der i disse år i overordnede engelske punchlines med mere eller mindre held. Det engelske verdenssprog giver måske mulighed for at tænke nyt og bygge bro samt gentænke menneskets forhold til livet, hvor det i handling lever fremad.

En ny årlig festival – Aarhus Alternatives Festival – afholdes første gang den 7. og 8. november 2014 i Musikhuset og på Godsbanen som en del af Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017.
Aarhus Alternatives Festival arbejder i spændingsfeltet mellem ånd, videnskab og kunst under det overordnede tema “Rethink Human Being”.

Festivalen er et mix af konference, multikunstfestival og workshops for krop og sind. Og i forhold til det overordnede tema kan man bl.a. høre en tale til nationen skrevet af en fysiker, en digter og en domprovst. Nu kan en tale til nationen tager udgangspunkt i meget forskelligt, men det overordnede tema indikerer dog, at det skal handle om mennesket. Og med et menneskes fødsel er muligheden for det helt uventede jo bragt ind i en verden. Der kommer således et handlingsaspekt, som knytter sig til en forestilling om, at det særegent menneskelige består i, at vi lever frem i en åben og ikke fastlagt fremtid.

Vi er de eneste, fra hvem man kan forvente det uventede. Og det fornyende i mennesket gør i en vis forstand hver ny generation uplettet eller uspoleret af fortidige generationers fejl.

Derfor – netop derfor – kan vi knytte håb og forventninger til det fremtidige. For menneskets evne til at leve frem i en åben og ufastlagt fremtid sker som en bekræftelse af det liv, man selv har fået ved fødslen. Og denne evne er noget, vi har som en slags gave. Ligesom vi ikke selv bestemmer, at vi skal fødes, således er modet til at leve frem i en åben fremtid uden for vor egen indsats og viljesmæssige beslutnings rækkevidde.

Livsmodet viser sig umiddelbart i begejstringen og jubelen over det ikke fastlagte hos den, der oplever fremtiden som rig på muligheder.
Når livsmodet vender tilbage, har det ofte også karakter af noget underfuldt, der sker med én.
Verden bliver atter vedkommende og venlig.
Det at leve fremad betyder altså ikke, at man sætter sig selv igennem ved at hævde sig selv.

Mennesket er frit ved at besidde evnen til at begynde noget nyt, tage initiativer og bestandigt kunne bringe situationer videre, som ellers er fastlåste i fx had og misundelse.
Muligheden for at komme ud af en ond cirkel, hvor uret forsøges hævnet og avler nyt had, findes i den handling, der bekræfter det liv, man har til fælles, sådan som det sker, når man kan tilgive den anden en ugerning.

Det modsatte af det levende er det hindrede, det skjulte og det ufrie liv, hvor man er spærret inde i sine egne fordomme eller af andre grunde hindret i at få et perspektiv i sit syn på verden.

Grundlæggende handler det ikke overraskende om mod til livet eller mod til at konfrontere sig selv med virkeligheden.
For når det kommer til stykket har vi (også) brug for at være alene, behov for muligheden for at være overladt til os selv for at kunne blive frigjort til at kunne blive bevidst om os selv – for at gentænke eller nytænke forudsætningerne for, at det personlige, i modsætning til det blot individuelle, kan udfolde sig.