Billede af en familie, som består af børn, unge og ældre mennesker, og de kigger ned i et kamera

At være menneske

Naboen, genboen, du og jeg – vi er alle mennesker.
Hvad skulle vi ellers være?
Men hvad vil det egentlig sige at være menneske?
Det er vi nok uenige om. Ganske vist kan der siges en del om mennesket, som ingen bestrider. Men næppe nogen tror, at vi derved har sagt det vigtigste.
Uenigheden begynder der, hvor vi prøver at sige det væsentlige om mennesket.

Umiddelbart er der i tidernes løb blevet stillet en række spørgsmål.
For det første om der er en afgørende forskel mellem menneske og dyr, og hvori den består.
For det andet hvad forskellene mellem mennesker betyder. Er der noget, der forbinder os alle.
For det tredje hvad individet betyder. Og hvordan de bestemmelser, der er gyldige for hele menneskeslægten, forholder sig til den enkelte persons uforvekslelige bestemthed.
For det fjerde om der er sat et mål og en norm for mennesket. Og i hvilken forstand mennesket er frit.
Og for det femte om mennesket er et ’højere’ væsen, om mennesket har noget guddommeligt og/eller evigt i sig.

Disse spørgsmål er blevet besvaret på de mest forskellige måder, og det uden at nogen form for enighed er opnået.
Men at opgive disse spørgsmål eller at overlade dem til enhvers forgodtbefindende er ikke muligt.

Ingen kan undgå at give sit svar på, hvad mennesket er.
Også når vi går ud fra uomtvistelige forhold. Fx at mennesket er en biologisk organisme, at det har en oprejst gang, at det er i stand til at le, til at lege, til at tale, til at fantasere.
Ja, så lægger vi uundgåeligt en betoning, et eftertryk på disse udsagn, så de alligevel indebærer et svar på førnævnte spørgsmål.

Den, der kun ønsker at udhæve menneskets ubestridelige genetiske determinering, udtaler derved ikke kun biologiske sætninger, men udtrykker herudover også et biologisk-deterministisk syn på mennesket. Og det er naturligvis det alt afgørende!

Vore respektive syn på mennesket er ikke private meninger, men af den største offentlige betydning.
Vores opfattelse af mennesket er, som et led i hele vores indstilling og holdning, en drivkraft i vore handlinger, der præger vores sympatier og antipatier, vores følsomhed og påvirkelighed.
Men det er ikke alt!

Menneskesynet er tillige den instans, ud fra hvilken vi retfærdiggør vore handlinger.
Mennesket kan jo intet som helst gøre uden samtidigt at legitimere, at begrunde, at forsvare det. Derfor spiller forsøgene på at skjule og camouflere de mange ting, vi ikke kan være bekendt, så stor en rolle.
Bevidstheden om,at ens handlinger er berettigede er en afgørende betingelse for, at mennesket kan udføre handlinger, der strækker sig ud over umiddelbare behov og reaktioner.
Nu er det ikke mindst synet på mennesket, der forlener mennesker med en basis for at legitimere handlinger mod andre mennesker.
Alene af den grund er det ikke formålsløst at tænke over det gamle spørgsmål om hvad mennesket er.

Et billede af to kvinder, som snakker og debatterer

Samtale fremmer forståelsen

Den folkelige oplysning er nerven i demokratiet. Men hvad er demokrati, og hvem træffer afgørelsen?

Demokrati er jo ikke noget, der står fast en gang for alle. Heller ikke en form for universalnøgle, der kan lukke ude og lukke inde. Og ej heller en ren lære, der kan gøres til adgangstegn til det pæne selskab.

Demokrati lader sig med andre ord ikke indeslutte i en formel.
Det er med den navnkundige teologiprofessor Hal Kochs ord i skriftet ”Hvad er demokrati?” fra 1945 snarere en menneskelig livsform. Og det betyder videre, at demokrati ikke er noget i sig selv afsluttet. Derfor pågår debatten til stadighed om dets væsen.

Demokrati er en kamp, som bestandig pågår. En opgave eller et problem – om man vil – som konstant skal løses på ny.
Det er en tankegang og en livsform, som man først tilegner sig derved, at man lever den igennem i det private liv, videre i forhold til andre og derefter i forholdet udadtil i større og større kredse.

Det er som bekendt på travet, man skal kende lusene. Men det er også på travet, man skal kende demokrater. Og dette trav tilegner man sig ikke fra den ene dag til den anden. Det tager tid.

Det afgørende er vel et folkeligt ord, en opbyggende tale, som kan være med til at skabe et menneskeligt fællesskab, som kan tydeliggøre livet og dets kår for os – både enkeltvis og i vores folkelige, politiske sammenhæng.

Følgelig er og bliver mennesket uendelig meget vigtigere end ethvert system og de medfølgende paragraffer. Og derfor er det heller ikke nok i talen om hvad demokratiet er at skildre en demokratisk mønsterforfatning, men det er nødvendigt at tale om alle de mere uhåndgribelige ting, så som frihed, ansvar, ret, menneskelighed osv.

Også derfor skal vi have gang i samtalen. For samtale fremmer forståelsen. En forståelse der er andet og mere end en håndbogsviden om det ene eller det andet.
Samtidig er det dog nødvendigt at understrege at samtale ikke i udgangspunktet endsige som mål har til hensigt at skabe kompromiser eller enighed.
Alligevel er samtalen vigtig. For den skaber kendskab, og af kendskabet opstår en forståelse.
At der således skal oplyses og samtales bør være indlysende. Derfor afholdes der landet over samtaledag arrangeret i samarbejde med Grundtvigsk Forum torsdag den 25. september. Og det overordnede tema er ’grænser’.

Altså en samtale om grænser. For hvor går grænsen for demokrati? Hvad skal en national grænse? Er der grænser for ytringsfrihed? Hvor går grænsen for frihed til forskellighed? Hvorfor anerkender vi grænseoverskridelse på nogen områder men ikke på andre?

Fortsæt selv rækken af spørgsmål – og mulige svar. Vil du tale med andre om ’grænse-spørgsmålene’, så mød op til samtaledag – i Aarhus er det torsdag den 25. september kl. 19.00 i FOF.

Læs mere om samtaledagen

Billed af en ældre mænd, som slapper af i en stol

At opleve et andet menneskes opmærksomhed

Dannelse består ikke i kundskaber (selv om de ikke skader), ikke i store eksaminer, heller ikke i poleret optræden og ej heller i rigtige anskuelser eller i rigtige meninger.

Dette blev jeg inden for en uge mindet om ved deltagelse i to forskellige arrangementer, begge arrangeret af magistratsafdelingen for sundhed og omsorg i Aarhus.

Det første arrangement havde overskriften ”Mere menneske – mindre system” og det andet arrangement foregik under titlen ”Flere fællesskaber – mindre ensomhed”.

Begge arrangementer, hvor forskellige de end var i udførelse, var præget af nytænkning i forhold til hvordan vi i fællesskab griber mangt og meget an.

Gribes vi af trangen til at åbne os for tilværelsen i hele dens mangfoldighed?

Tager vi imod hvad tilværelsen vil give os?

Har vi opdaget at tilværelsen er større end det snævre rum af pligter og vedtægter?

Faktum fra begge arrangementer er, at mange ældre lever et godt socialt liv, men næsten hver fjerde oplever ofte eller af og til at føle sig ensom. For nogle er følelsen kortvarig og forbipasserende, mens den for andre er vedvarende og svær at ryste af eller komme ud af.

Ældre, der oplever ensomhed, kan miste initiativet og energien til at gøre noget ved deres situation.

Derfor er det vigtigt, at andre omkring den ældre er opmærksom på signalerne og ved, hvad de kan gøre for at forebygge eller mindske ensomheden. Ældre, der oplever ensomhed, kan eksempelvis have brug for et næstekærligt skub og opmuntring til at deltage i socialt samvær og knytte venskaber.

Således er der mange gode grunde til at være opmærksom på de signaler og livssituationer, som typisk indikerer at en person er i høj risiko for ensomhed.

Kort sagt består dannelse i den udviklede evne til at være opmærksom.

Og det er ikke altid så meget, der skal til, for at gøre en stor forskel.

For det at opleve et andet menneskes opmærksomhed, det er, når det kommer til stykket, hvad alle tørster efter mere end efter noget andet.

viden-om-mellemosten2

Menneskesynets grundlæggende betydning

Næsten hver dag har sine skrækindjagende historier om død, om drab, om hævn, om krig.

Er det ikke konflikten i Ukraine, så gælder det borgerkrigen i Syrien.

Og er der endelig optræk til nogle dages stilhed i Israel og Gaza, så bryder den værste storm ud i det nordlige Irak med forfølgelser af ufattelige dimensioner.

Samtidig er det i mange kulturer dybt rodfæstet, at der må ske noget, når der opstår en konflikt.

Og det, der skal ske, må til en vis grad være proportionalt med det, som oprindelig udløste konflikten.

Der er således mange beretninger, som påviser sammenhængen mellem menneskesyn og voldsanvendelse.

Og denne sammenhæng bliver på et niveau demonstreret, når mænds mishandling af kvinder i parforhold legitimeres gennem den ene eller den anden ideologi.

Ligesom den på et andet niveau også til fulde bliver demonstreret i krigssituationer og ved folkemord, når tærsklen for vold sænkes ved at tegne billedet af de andre som ikke-mennesker.

Menneskesynet har altså grundlæggende betydning – også i det fortsatte forløb under en retssags nødvendige opgør med vold og overgreb.   Gerningsmanden skal stå til ansvar for egne handlinger ved at nægte ham status som ’et hjul i maskineriet’.

Personligt ansvar og skyld er slet og ret et spørgsmål om at være menneske.

Videre er der i strafferetten en tradition, der altid er parat til at tage det enkelte menneske i betragtning, gerningsmand såvel som offer, og tillade dommerens sind at blive stemt til mildhed, fordi han genkender sig selv i de andre.

Hvorimod man i gengældelsestraditionen forsøger at holde sin viden om de andres menneskelighed på afstand. Her koncentrerer man sig om selve forbrydelsen i stedet for de menneskelige profiler, som kommer til syne i forbrydelsen.

Således kan også tærsklen for statslig voldsanvendelse sænkes, når man ikke giver plads til sin viden om den andens menneskelighed.

Det er ganske vist foruroligende og ubehageligt at måtte indse, at udøvere af groteske voldshandlinger er mennesker som os med samme menneskeværd.

Det er nu en gang enklere og langt mere beroligende, hvis vi blot kan forklare voldens og det ondes problem med, at de mennesker, som står bag, er monstre og umennesker.

I efteråret sætter FOF Aarhus derfor fokus på Mellemøsten – med Puk Damsgård, Thomas Ubbesen og Naser Khader – for at komme om bag historierne i tidens mange konflikter, og for at få de menneskelige beretninger fortalt samt for at grave et spadestik dybere, end det vi får formidlet gennem overskrifter og hurtige billeder i medierne.

Illustration: Schønherr A/S

Same but different

Festugen i Aarhus er et festfyrværkeri af tilbud. Der er kort sagt noget for enhver smag – også for dem uden.

En helt særlig stemning er der i Aarhus under Festugen.

Byen summer af liv. Underholdning, overraskelser og udfordringer inde og ude. Nytænkende kunst- og kulturoplevelser fra ind- og udland, som kun kan opleves én gang og ét sted.

Festugen blev afholdt første gang i 1965 – vel nærmest som en lokal byfest. Og det er trods alt i dag blevet til mere end det.

I dag er Festugen en af Nordens største kulturfestivaler.

Og i løbet af 10 sensommerdage præsenteres mere end 1.000 arrangementer fordelt på over 100 forskellige scener og steder i byen. FOF er også med ved enkelte events.

Hver Festuge har et tema, der fungerer som overordnet inspiration for arrangementerne. Og i år fejrer Festugen tillige 50-års jubilæum med temaet ’Same but different’.

Det dominerende aspekt og perspektiv i år arkitektoniske eksperimenter i fuld skala.

Midlertidig arkitektur kaldes det – og det er et begreb, der er kommet for at blive. Og det er godt. Og udnyttes tankegangen, kan det midlertidige sætte varige spor.

Fx er Banegårdspladsen i Aarhus sprunget ud som en rigtig plads med træer og siddepladser.

Selv pølsevognen har klædt om – iført trælameller, smukt afstemt efter banegårdens tegltag. Lad det endelig forblive sådan.

Ikke langt derfra, mellem rådhuset og Aarhus Musikhus, er der nu en gigantcirkel med en radius på omkring 100 meter.

Cirklen breder sig ud over en Frederiks Allé, som jeg sammen med mange andre fræser igennem hver dag. Men nu må vi ned i fart.

Enorme bænke og tusindvis af asters følger cirklen rundt. Og i midten af Central Park er der plads til fri leg. Her kan der med et ske noget andet. Her kan vi mødes, ses og tale med hinanden.

De arkitektoniske eksperimenter og den deraf afledte midlertidighed kan få os til at få øjnene op for nogle steder, som vi ellers ikke ville interessere sig for.

Hvad kan Aarhus by blive til?

Vi får en 1:1-version af en bygning, en plads eller noget helt tredje. Og vi kommer i direkte kontakt med ’forslaget’ og kan på ny og bedre måde vurdere, hvad vi synes fungerer og ikke.

Tænk om vi eksperimenterede noget mere, inden vi opfører eller anlægger det ene eller andet. Da ville Aarhus se anderledes ud – også i andres øjne.