Og der belv lys

Og der blev lys

Hvis vi skal holde os til erfaringen og hver for sig udtale os om, hvorvidt vort liv er godt eller ondt, må vi utvivlsomt, hver og én, kaste os ud i en meget langstrakt og ikke alt for afklaret redegørelse.

Vi vil jo nok komme til meget forskellige resultater, for et menneskeliv kan falde ud på mange måder. Men i de fleste tilfælde vil vi sikkert, som i enhver fornuftig statusopgørelse, nå det resultat, at der er både aktiver og passiver, vidunderlige stunder, men også tider med sorg og lidelse.

Tilværelsen er med andre ord en blanding af godt og ondt, lys og mørke. Man kan så strides om, hvad der er mest af, men ikke om at der er noget af hvert.

I forlængelse heraf er temaet for Aarhus Festuge 2015 ‘Lys – mere lys’. Hvilket umiddelbart betyder, at festugen vil byde på lys i alle afskygninger: levende lys, elektrisk lys, mørkelygte-lys, oplysning og lysspor og ikke at forglemme lyskegler, lyssky, laserlys, LED-lys og dynamolygtelys osv.

Umiddelbart må vi dog erkende og har forhåbentligt også erfaret, ellers har vi det til gode, at oplysning er mere og andet end belysning. Men det kan være et skridt på vejen.

Festugens direktør Jens Folmer Jepsen har fortalt, at festugen gerne vil bidrage til at lyse byen op og spotte steder, så vi ser dem med nye øjne. Og muligheden for ny indsigt bør vi gribe. Videre vil festugen gerne være med til at højne oplysning ved møder mellem mennesker, som har set eller fundet lyset. Det sidste skal man dog altid være både kritisk og skeptisk overfor. Oplysning for og med samt blandt mennesker er kun muligt, når det tager afsæt i folkelige oplevelser med indsigt og vidsyn.  Ligeledes vil festugens arrangører gerne lede efter de små lyspunkter, der holder hverdagene levende, og således ikke være bange for at se ind i mørket og lede efter veje ud i lyset.

Dette repræsenterer væsentlige elementer i folkeoplysningen og på sin vis en dimension i tilværelsen, en dybde, der gør det muligt for mennesket at forholde sig på en radikal eller fundamental måde til sit eget liv. Det er videre den beroligelse, der udspringer af, at man godtager det liv, man fik, samtykker i det. Men det kræver, at der er sving over det.

Det sande samtykke betyder, at man forelsker sig i sit liv, hvordan det end blev, alene på den præmis, der siger, at det altså er det liv, jeg blev skænket. Man kan menneskeligt sukke over, at det måske blev et trangt liv, men man er fyldt med dyb glæde over, at man ved at leve det er dér, hvor man skal være.

 

 

Billede af Nikolaj Frederik Severin Grundtvig

Folkelig identitet

Grundtvigs navn er nærmest blevet et udtryk for vores varige og umistelige værdier, ja, for alt det, som dybest set holder os i live som folk.
Sådan formulerede en højskolemand for nogle år siden Grundtvigs indflydelse – eller måske rettere den måde, hvorpå Grundtvigs ord og tanker ganske umærkeligt indgår i vores bevidsthed om dansk folkelig identitet.

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) har som få personer sat præg på dansk kultur- og samfundsliv.
Hans indflydelse kan umiddelbart registreres inden for dansk kirke og skole samt inden for et bredt spekter af folkelige bevægelser.
Den kirkelige retning – grundtvigianismen – gør sig også i dag gældende ved menighedsråds-, præste- og bispevalg. Dertil kommer, at fri- og valgmenighederne direkte og indirekte er en frugt af hans kamp for kirkelig frihed.

Inden for dansk skole er det især folkehøjskolebevægelsen og friskolerne, der trækker på Grundtvigs ord og tanker.
Det er på sin vis formaliseret folkeoplysning.
Efterskolerne tillige, der i disse år oplever en massiv tilstrømning og opbakning, er naturligvis også et grundtvigsk destillat.
Folkeoplysningen omfatter selvfølgelig også de mange foreninger og skoler, der er ud over hele landet, med FOF som bannerfører for den brede og almene folkeoplysende voksenundervisning.

Det skal dog tilføjes, at de frie skoleformer tillige har været og visse steder stadig er stærkt præget af Grundtvigs samtidige, Christen Kold.

I det 20. århundrede har folkeskolen endvidere indoptaget mange impulser fra Grundtvigs og Kolds tanker om en fri og engagerende undervisning.

I kultur- og samfundsdebatten har vidt forskellige aktører, fra enkeltpersoner til bevægelser, fundet noget hos Grundtvig, fx i hans sange eller i hans folkelige livs- og menneskesyn, de har følt sig beslægtet med.

Umiddelbart er Grundtvigs betydning let at få øje på. Og dog så forholder det sig anderledes mht. litteratur, kunst og politik.
I det omfang man i kunst og litteratur har ladet eller lader sig inspirere af folkelig kunst, af den ’jævne’ mands sprog, forestillingsverden og livsholdning, da er man, måske uden at vide det, i overensstemmelse med Grundtvig.
Og hvis man i det politiske arbejde ser det som en opgave at sørge for, at ’få har for meget og færre for lidt’, da er grundtviginspirationen klart udtalt, om end ikke altid klart bevidst.

Grundtvigs kulturelle betydning er vanskelig at sammenfatte i få ord. Hans indflydelse rækker langt ud over grænserne for den folkelige/kirkelige forening, der bærer hans navn.

Fx foretog Grundtvig i årene 1829-31 nogle rejser til England med det formål at studere håndskrifter fra den engelske middelalder.
Det mest varige udbytte af rejserne blev dog for Grundtvigs eget vedkommende, at han i England blev konfronteret med en anden livsform end den han kendte hjemmefra.

Englændernes realistiske og praktiske livssyn gjorde stort indtryk på ham sammen med deres sans for åndelig og verdslig frihed.
Livet som det leves her og nu, og frihed såvel i åndens som håndens verden blev fra da af Grundtvigs løsen.
Og det er og bliver afsættet for al folkeoplysning.

Billede fra filmen "En chance til" af Susanne Bier. En mand sidder sammenkrøbet og forslået i en bil med tårer i øjnene.

En chance til

Det kan være svært at finde balancen mellem at handle sig ud af sine problemer og overlade det, man ikke kan gøre noget ved, til Gud eller til skæbnen. Og det sidste kan sandelig også være svært for et moderne menneske, hvis man er det.

Ligesom det kan kræve mod at tage sig sammen og at falde sammen i erkendelse af, at man har brug for andre.

Disse menneskelige overvejelser gælder for den enkelte, for fællesskabet, for samfundet, for staten og for stater og lande imellem.

Derfor giver proportionsforvridning også ubalance på ethvert niveau eller plan. Og kender vi det ikke fra os selv, kan vi blot kigge os omkring. Alverdens medier bidrager også på hver deres måde.

Ved ethvert årsskifte høres endvidere om friske begyndelser og overfriske nytårsforsæt. Nogle mere alvorlige og eksistentielle end andre. Og man bliver i samme anledning mindet om, at man selv har ansvaret for sit eget liv.

Måske er det aldrig for tidligt eller for sent at begynde forfra. Altså så længe man trækker vejret.

Men selv om man fx kan presse sig selv til at holde op med at ryge, motionere mere og spise sundere, er man stadig ikke herre over sit eget liv i sidste ende.

Selvfølgelig har man et ansvar for at forvalte sine talenter (og det er som bekendt mere end at kunne lægge to og to sammen).

Men man ved aldrig, hvad der sker. Og man kan frem for alt ikke styre alt.

Denne indledning for at pege hen på filminstruktøren Susanne Bier, der udfordrer gudsbegrebet i sit nyeste drama ”En chance til”, hvor en mand sætter sig selv i Guds sted for at redde en, han elsker.

Altså en historie om en mand, der med alle midler vil styre sin egen og andres skæbner.

Spørgsmålet eller rettere de etiske dilemmaer i historien og i virkeligheden er naturligvis, om man kan det – styre sin egen og andres skæbner – uden at sætte sig i Guds sted. Og videre: hvor langt vil man egentlig gå – og i Susanne Biers historie: hvor langt vil man gå for en, man elsker?

Dramaets etiske dilemmaer udspiller sig med andre ord i et grænseland mellem det, der føles rigtigt, og det, der er formelt forkert.

Døm selv!

Et billede af en pige på en mark med hænderne i vejret - frihed

Frihed i relationer

Fuglen, som sidder i bur, er ikke fri.
Men lukker man buret op, så er den fri til at flyve ud.
Der er andre ting, den ikke er fri for: fx at søge føde, at parre sig, at nette sig osv.
Men når lågen til buret lukkes op, så er den fri i en ganske bestemt henseende, nemlig fri for at sidde i bur.
Den er ikke fri slet og ret, men netop fri for en ganske bestemt bundethed: at sidde indelukket i et bur.

Med et menneske, der er i fængsel, er det ligeså. I det øjeblik mennesket slippes ud, er det altså fri for at sidde indespærret.
Et menneske der er sygt, kan ved naturens eller lægens hjælp måske blive befriet for sin sygdom.
Et stavnsbundet menneske (hvilket stadig findes) er nødt til at bo på et bestemt egn, og når man ophæver stavnbåndet, kan det menneske altså flytte andre steder hen og bo.
Et menneske, der er tynget af sin fattigdom, kan blive fri for denne ved at erhverve sig penge og på den ene eller den anden måde forbedre sine levevilkår.
Et menneske, der er undertrykt politisk og ikke kan ytre sig frit, kan genvinde denne frihed gennem en omvæltning i samfundet, som fjerner snærende bånd.

Menneskets frihed eller frigørelse består ligesom fuglens i at blive fri for et eller andet konkret.
Det er altså ikke frihed som sådan, der er tale om. Friheden forudsætter nemlig overalt en bestemt bundethed, som ophører.

Hvis bundetheden af fængsel, sygdom, stavnsbånd, fattigdom, undertrykkelse ikke havde været til stede, så havde der ikke været noget at blive fri for eller fri fra.
Ligesom begrebet fritid ikke giver mening, hvis der ikke er noget modsat.

Vi kan med andre ord ikke sige, at et menneske er frit uden at tilføje i forhold til hvad.
Frihed vil sige frigørelse fra et eller andet.

Når man videre siger, at man har frit valg, så kunne det måske opfattes som om, man er i stand til at vælge frit.
Det er dog spørgsmålet om det er det, der ligger i udtrykket.

Når jeg går i det lokale supermarked, har jeg frit valg mellem de fremlagte varer.
Jeg har for den sags skyld frihed til at lægge hvad som helst ned i min indkøbskurv.
Fryseposer, frikadellefars, fennikel eller ferskner.
Min kone vil dog undre sig, hvis ikke jeg købte ind efter den seddel, som jeg har med, og som afspejler, hvad vi har brug for.
Jeg er med andre ord ikke fri til at købe ind, selv om der frit valg på alle hylder.

I et demokrati som det danske har vi frihed til at stemme på forskellige partier fra højre til venstre eller lidt til en side.

Stemmeafgivningen er dog ikke ganske fri, men i høj grad bundet af socialt eller arbejdsmæssigt tilhørsforhold, politisk propaganda osv.
De fleste sætter trods alt ikke deres kryds i blinde, men har deres grunde for placeringen.
Det politiske system i Danmark giver ganske vist valgfrihed, men derfor er min stemmeafgivning ikke fri, men tværtimod bundet af og forklarlig ved en række forskellige grunde, hvoraf nogle er mig nogenlunde bevidst, mens andre formentligt ligger hen i det dunkle.

Når man derfor bruger et begreb som frit valg, er det ikke en totalbestemmelse, men derimod en beskrivelse af valgmulighederne i en bestemt sammenhæng.

Altså er jeg fri i én sammenhæng, men ikke i en anden.
Frit valg og valgfrihed er derfor ligesom frihed relationsbegreber og ikke almenbestemmelser. Og således er det i relationerne mennesker imellem, at kampen om og for friheden står.

Billede af forelæsningssal med unge studerende

Kampen mod drengevidenskabelighed

Vores evne til at bruge akademikeres viden til fælles selvrefleksion er truet.

For hvis det eneste, der i dag tæller, er publicering af resultater i det ’rette’ forum, så bliver den enkelte akademiker kort sagt reduceret til en ekspert på et meget begrænset område frem for en engageret deltager i den brede folkelige samfundsdebat.

I folkeoplysningens navn afholdes der årligt tusindvis af foredrag med akademiske foredragsholdere, er disse folkelige foredrag ikke en gyldig del af arbejdet som akademiker?

Problemet er i dag, at man ikke måler på publikumsefterspørgslen.

Man bruger i stedet for den akademiske pointskala, og der tæller et folkeoplysende foredrag ikke.

Pointskalaen gør også, at flere akademikeres ambitiøse værker skrumper gevaldigt ind.

Frem for at skrive et større gennemarbejdet værk er det en pointmæssig fordel, der tillige giver snæver akademisk anerkendelse, at opdele sit arbejde i mindre artikler og publicere dem i snævre videnskabelige tidsskrifter.

Nu skal der ikke herske nogen tvivl om, at det kan have værdi for forskningen, at forskere deler deres viden med andre forskere ude i verden. Og det skal man endelig blive ved med.

Men de seneste års udvikling er uheldig. For den har bevirket, at fokus er flyttet fra den brede folkelige formidling til fordel for om man kan få publiceret et enkelt resultat i et videnskabeligt tidsskrift.

Den folkelige formidling konkurrerer med andre ord med forskningen og undervisningen. Og da formidlingen ikke er normeret, ikke giver et eneste point, så er det her den enkelte akademiker begrænser sig. Om end hun havde lyst til at bidrage mere bredt.

Det store spørgsmål er om de kommende generationer har et markant anderledes forhold til formidling – ganske enkelt ikke prioritere den afgørende og helt nødvendige folkeoplysning. Eller er det et tvetydigt politisk pålæg, at den folkelige formidling er ligegyldig i det samlede billede.

Tidens ensidige fokus på det, der internationalt kan måles og vejes, er ikke simpelthen nok i en folkelig sammenhæng.

Det er altså en fremadrettet politisk opgave at sikre, at der kontinuerligt foregår en samtale mellem forskere og det omgivende samfund.

Og i denne sammenhæng handler det især om, hvordan politikerne og offentligheden bliver bekendt med og får indflydelse på forskningsdiscipliner, som kan være etisk problematiske.

Videre har vi alle vel en legitim ret til at få at vide, hvordan forskningsmidlerne bliver anvendt.

Fra folkeoplysningens side skal den akademiske verden selvfølgelig (også) beskæftige sig med den formidling, som bidrager til sammenhængskraft og dannelse bredt i vort samfund.

Derfor bliver vi nødt til at blive bedre til at tælle mere med. Og til at forstå, at det ikke er alt det, der tæller, der kan tælles.

Et billede af mange hænder, der er langt oven i hinanden.

Demokratiets rugekasser

’Folkeoplysning i forandring’ var titlen på en konference i november afholdt af Videncenter for Folkeoplysning i samarbejde med Idrættens Analyseinstitut, der samtidig afholdt konferencen ’Idrættens største udfordringer’.

Denne dobbeltkonference handlede i stor udstrækning om sammenhænge, betydning og fællesskab set i lyset af den almindelige samfundsudvikling og det deraf afledte paradigmeskift.

Et væsentligt og fælles element i oplæg, debatter og efterfølgende samtaler på dobbeltkonferencen var (og er) den inddragende funktion inden for folkeoplysning og idræt.

Og dermed blev det indirekte understreget, at når vi sammenligner det danske demokrati med andre demokratier, har vi ikke noget at klage over.

For danskernes demokratiske viden er høj, og det er valgdeltagelsen også. Unges demokratiske viden er også høj. Men udfordringen er, at unge stemmer i mindre grad end andre. Og udfordringen er også, at unge i stigende grad fravælger at engagere sig i det repræsentative demokrati.

Når vi videre sammenligner det danske foreningslivs vilkår med foreningslivets vilkår i andre lande, har vi heller ikke noget at klage over. Såvel folkeoplysningen som idrætten står stærkt.

Foreningsdeltagelsen er nemlig høj, og foreninger er prioriteret af politikere, både nationalt og kommunalt. Udfordringen er dog, at godt nok er den almene politiske anerkendelse af foreningslivets bidrag til demokrati og sammenhængskraft høj, men foreningslivets særlige værdi i det daglige folkelige (og politiske) arbejde glemmes desværre ofte.

Der er med andre ord to sideløbende tendenser i folkestyre og i foreningsliv: Bevægelsen væk fra det repræsentative og brede og til det konkrete og enkeltsagsorienterede. Bevægelsen væk fra borger til bruger og væk fra medlem til bruger.

Nu er det ikke et problem, at mennesker engagerer sig eller er aktive. Det er grundlæggende godt. Men det er et problem for folkestyre og sammenhængskraft, hvis vi fravælger engagementet i det repræsentative demokrati til fordel for det enkeltsagsbaserede. Og det et problem for vort folkestyre, hvis vi hellere vil være forbrugere, end vi vil engagere os i foreningslivet.

Foreningsliv, som en sum af fællesskab, frivillighed og folkeoplysning, er forbundet med folkestyre. Derfor er foreningslivets styrke folkestyrets styrke, og folkestyrets styrke er foreningslivets styrke.

Folkestyret er i sin nuværende form helt afhængig af den opdragelse i demokrati og samfundsansvar, der skabes i foreningslivet.

Vi har stadig et stærkt foreningsliv og et stærkt demokrati. Det kan vi godt være stolte over.

Men vi skal i fællesskab med de udfordringer, der møder os, og i fællesskab foretage de forandringer, der er nødvendige, så vi sammen skaber mulighederne for, at et stærkt foreningsliv om folkeoplysning og idræt bliver ved med at være tilfældet.

Et billede af et skilt med landenavne: England, Frankrig, Tyskland, Irland, Rusland, Holland

Min moders stemme

Flere og flere er bevidste om sprogets rolle og dermed helt konkret at undervisning i sprog er et springbræt i en stadig mere international verden. Skal sproget læres fra bunden, eller skal det blot pudses af, så har folkeoplysningen helt sikkert et sprogkursus, der passer til den enkelte: http://www.fof.dk/aarhus/Kursusoversigt/sprog-og-kommunikation

Nu er sprog- og kulturforståelse ikke blot fornuftig i en karrieremæssig sammenhæng. Dannelsesmæssigt er sprog- og kulturforståelse af afgørende betydning for vekselvirkningen mellem individ og samfund.

Sprog er noget, vi kort sagt tilegner os gennem påvirkning udefra.
Ingen kan lære at samtale på et sprog, hvis de ikke enten er vokset op blandt mennesker, der taler sproget, eller tilegner sig det gennem undervisning senere i livet.

Som tillægsgevinst får vi med sproget – hvilket det så end er – samtidig en fortrolighed med en hel kultur – en kulturforståelse, hvormed vi er og bevæger os i en forståelsesramme.

Men sproget er også som en vigtig del af vores socialisering ikke blot en måde at blive indfanget i en verden på.
Indsigten i de historiske sammenhænge, som de er fastlagt i fortællingen, frigør os netop fra den rene indfældethed i denne historie.
Med sproget sættes vi i stand til at gøre op med, hvad der er overleveret os.
Socialisering betyder, at der sker en udvikling af en række færdigheder, som opøves i en stadig bevidstgørelse.

Denne dannelse går for sig på flere felter, som alle er båret af sproget, og som viser bredden i den påvirkning, som fællesskabet har på det enkelte menneske. Samtidig med at dannelsen på sin vis, når den virkelig er en del af den enkelte, er som et ’hemmeligt’ sprog.

Nuvel! For det første bruger vi sproget, når vi skal tilegne os ny viden om den ydre verden forstået som vore naturmæssige omgivelser.

For det andet er sproget mindst lige så velegnet, når vi appellerer til andre om at stå os bi i et eller andet foretagende. Vi bruger sproget, når vi forsøger at tale os til rette med andre om noget normativt.

Og endelig for det tredje bruger vi sproget, når vi ønsker at vide nærmere, hvad der rører sig i andre, og når vi selv vil give udtryk for, hvad vi tror, føler og mener.
Vore indre tilskyndelser gør vi også tilgængelige for andre og dermed også for os selv, når vi giver udtryk for dem.

Billede af et stort orkester med mange musikere, som ledes af en dirigent

Kamp om et orkester

Et ’kulturkonservativt’ flertal uden om regeringen vil skrive underholdningsorkestret ind i den kommende public service-kontrakt, der skal forhandles på plads med DR for de næste fire år.

DR’s ledelse besluttede ellers i september, at underholdningsorkestret skal ophøre og dets 42 medlemmer afskediges med udgangen af 2014. Denne nærmest taktiske beslutning skete som led i en samlet spareplan, som er blevet pålagt DR af et flertal i Folketinget.

At et alternativt politisk flertal vil blokere for lukningen af underholdningsorkesteret er glædeligt. Samtidig er det en politisk historie om økonomiske besparelser og et armslængdeprincip. Og ikke mindst om et orkester, der er højt elsket og værdsat.

Men hvorfor har DR truffet beslutning om at nedlægge netop underholdningsorkestret? Er det for at demonstrere over for politikerne, hvor smerteligt det samlede sparekrav er?

Nu er lukningen af orkestret nok ikke kun tænkt som et signal til politikerne. Selv om det er en beslutning, som har vakt et sjældent ramaskrig. Så godt som hele musikbranchen – på tværs af alle genrer – har udtalt sig til fordel for orkestret. Ligesom 40.000 borgere har skrevet under på en protest.

Om det er denne folkeopinion, der har medvirket til en drejning, hvor et politisk flertal uden om regeringen vil presse kulturministeren til at skrive underholdningsorkesteret ind i den kommende public service-kontrakt med DR for derved at blokere for lukningen, skal være usagt.

Hvis ministeren afviser dette, kan det ’kulturkonservative’ flertal trumfe det igennem ved at sende et beslutningsforslag herom til afstemning i folketingssalen. Mon det kommer så vidt.

Hvordan pengene skal findes, hvis underholdningsorkesteret ikke skal lukkes, er der ikke så stor politisk enighed om, som at selve lukningen er forkert. Men det er også opgaven for ledelsen i DR.

Men som flere har peget på, er lukningen ikke en beslutning, der udløser mange penge til DR her og nu. Måske kunne det også være en mulighed at DR enten slankede organisationen eller effektiviserede på flere områder. Eller begge dele – idet DR godt kan begynde at forberede sig på en ny monopol-situation. Fremadrettet er der kun plads til én lokal tv-og radiostation. Public service-kontrakten skal med andre ord strammes op. Det er en politisk og en folkelig oplysnings opgave.

Men hvis DR i første omgang lukkede orkestret med blødende hjerte. Hvis så godt som alle begræder beslutningen. Og hvis den reelle økonomiske gevinst ligger langt ude i fremtiden, er det fortsat et åbent spørgsmål, hvorfor DR så traf beslutningen i første omgang om at fjerne det højt elskede og værdsatte underholdningsorkester.

Billede af betonmur med pigtråd

Tear down this wall

Jerntæppet var et fysisk håndgribeligt skel.
Beton, jern, pigtråd og vagttårne skilte to verdener.
Det massive symbol på forskellen mellem øst og vest.
Mellem diktatur og frihed.
Mellem ufrihed og frihed.

En mur, der – som middelalderens fæstningsvolde – ville adskille to verdener og hindre mennesker i den form for kontakt og samkvem, der falder de fleste naturligt.

I oktober 1989 var jeg på forretningsrejse i DDR – til legetøjsmesse i Leipzig – hvor jeg hen på de senere timer af dagen som ved tidligere besøg talte med jævnaldrende tyskere, der for alt i verden ønskede en anden tilværelse. Og der var ikke grænser for deres forslag til, hvordan jeg skulle hjælpe med at få dem ud af deres fastlåste tilstand. De unge kvinders forslag og tilbud var tillige smigrende og fristende.
Om end jeg havde forståelse for deres trang til andet og mere end en tilværelse i den tyske demokratiske republik, så stod det ikke i min magt at ændre på deres situation. Hvor gerne jeg end ville.

Og havde jeg glemt det, var kontakten og samkvemmet med jævnaldrende østtyskere en påmindelse om, at der i mit eget land og i andre vesteuropæiske fandtes mennesker og politiske partier, der ikke blot sympatiserede med de socialistiske terrorregimer i Central- og Østeuropa samt Sovjetunionen, men aktivt arbejdede for at indføre et tilsvarende system i vores egne samfund. Og det var vel at mærke ikke bare marginale grupperinger.

Før og siden har det for mig været ganske uforståeligt, hvordan det var og er muligt at vende det blinde øje til, når mennesker er blevet undertrykt, isoleret, fængslet for at kræve eller udøve de samme rettigheder, som vi selv tog og stadig tager for givne.

Murens fald for 25 år siden og dermed afslutningen på den kolde krig er en sandhed med modifikationer.

Der skal mere end amerikanske præsidentord til: Tear down this wall!

Det skete ganske vist. De ydre mure faldt. Og det var godt.
Men det gjorde de indre mure ikke.
Og det skyldes, at de indre mure ikke er bygget af cement, jernstolper og pigtråd, men af et meget stærkere stof.
Nemlig opfattelser og holdninger der er mere standhaftige end murværk.

Det er åbenbart noget lettere at tilegne sig økonomisk frihed end politisk frihed og – for ikke at glemme den allervigtigste – eksistentiel frihed.

Har vi (i hvert fald de af os der er frihedsorienterede) levet i en illusion om en verden, der i virkeligheden ikke eksisterer?

Den politiske frihed og den eksistentielle frihed er og bliver afgørende faktorer, såfremt vi skal kunne bygge samfund uden mure og undertrykkelse.

Historien gentager sig ikke. Men historiens karrusel kører i ring.

aarhus-alternativ-festival

Rethink Human Being

I Aarhus tales der i disse år i overordnede engelske punchlines med mere eller mindre held. Det engelske verdenssprog giver måske mulighed for at tænke nyt og bygge bro samt gentænke menneskets forhold til livet, hvor det i handling lever fremad.

En ny årlig festival – Aarhus Alternatives Festival – afholdes første gang den 7. og 8. november 2014 i Musikhuset og på Godsbanen som en del af Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017.
Aarhus Alternatives Festival arbejder i spændingsfeltet mellem ånd, videnskab og kunst under det overordnede tema “Rethink Human Being”.

Festivalen er et mix af konference, multikunstfestival og workshops for krop og sind. Og i forhold til det overordnede tema kan man bl.a. høre en tale til nationen skrevet af en fysiker, en digter og en domprovst. Nu kan en tale til nationen tager udgangspunkt i meget forskelligt, men det overordnede tema indikerer dog, at det skal handle om mennesket. Og med et menneskes fødsel er muligheden for det helt uventede jo bragt ind i en verden. Der kommer således et handlingsaspekt, som knytter sig til en forestilling om, at det særegent menneskelige består i, at vi lever frem i en åben og ikke fastlagt fremtid.

Vi er de eneste, fra hvem man kan forvente det uventede. Og det fornyende i mennesket gør i en vis forstand hver ny generation uplettet eller uspoleret af fortidige generationers fejl.

Derfor – netop derfor – kan vi knytte håb og forventninger til det fremtidige. For menneskets evne til at leve frem i en åben og ufastlagt fremtid sker som en bekræftelse af det liv, man selv har fået ved fødslen. Og denne evne er noget, vi har som en slags gave. Ligesom vi ikke selv bestemmer, at vi skal fødes, således er modet til at leve frem i en åben fremtid uden for vor egen indsats og viljesmæssige beslutnings rækkevidde.

Livsmodet viser sig umiddelbart i begejstringen og jubelen over det ikke fastlagte hos den, der oplever fremtiden som rig på muligheder.
Når livsmodet vender tilbage, har det ofte også karakter af noget underfuldt, der sker med én.
Verden bliver atter vedkommende og venlig.
Det at leve fremad betyder altså ikke, at man sætter sig selv igennem ved at hævde sig selv.

Mennesket er frit ved at besidde evnen til at begynde noget nyt, tage initiativer og bestandigt kunne bringe situationer videre, som ellers er fastlåste i fx had og misundelse.
Muligheden for at komme ud af en ond cirkel, hvor uret forsøges hævnet og avler nyt had, findes i den handling, der bekræfter det liv, man har til fælles, sådan som det sker, når man kan tilgive den anden en ugerning.

Det modsatte af det levende er det hindrede, det skjulte og det ufrie liv, hvor man er spærret inde i sine egne fordomme eller af andre grunde hindret i at få et perspektiv i sit syn på verden.

Grundlæggende handler det ikke overraskende om mod til livet eller mod til at konfrontere sig selv med virkeligheden.
For når det kommer til stykket har vi (også) brug for at være alene, behov for muligheden for at være overladt til os selv for at kunne blive frigjort til at kunne blive bevidst om os selv – for at gentænke eller nytænke forudsætningerne for, at det personlige, i modsætning til det blot individuelle, kan udfolde sig.

 

Søren Peter Hansens Blog